Louis Pio, Louis Albert François Pio, 14.12.1841-27.6.1894, socialistisk organisator. Den socialistiske arbejderbevægelses opståen i Danmark er uløselig knyttet til Louis Pios navn. Den blev grundlagt i 1871 på hans initiativ, og hele dens første brogede periode til 1877 blev stærkt præget af hans indsats og ideer skønt han formelt ledede den i mindre end fire år. Hans familiemæssige baggrund var en blanding af indvandret fransk officersslægt og velstående vendsysselsk bonde- og handelsslægt. Faderens officerskarriere var ikke strålende, og familien levede i økonomisk trange kår. Samtidig nærede den betydelige ambitioner på børnenes vegne. 1848 kom Louis Pio i Melchiors drengeskole i København, og 1853 blev han optaget i Metropolitanskolen. Omtrent samtidig blev forældrene skilt, og Louis Pio boede i de følgende år hos moderen. Han blev taget ud af skolen i 1858 på grund af disciplinære problemer og blev derefter af broderen, Jean Pio, privat forberedt til studentereksamen i 1859. Han fulgte filosofikumforelæsninger hos F.C. Sibbern, Rs. Nielsen og H. Brøchner og bestod eksamen 1861. I de følgende tre år søgte han forgæves optagelse på Polyteknisk læreanstalt. I august 1863 blev han timelærer på broderens skole, Borgerdydskolen. 8.1.1864 meldte han sig som reserve-officersaspirant og deltog marts-juli i krigen uden dog at komme i kamp.

De følgende år var præget af en social usikker og rastløs tilværelse for Louis Pio. Ved siden af undervisningen i fysik og matematik søgte han ved selvstudier at kvalificere sig til en stilling ved det offentlige. Han søgte uden held et stort antal stillinger og arbejdede ind imellem som volontør ved postkontoret i København 1867 var han indkaldt til to måneders tjeneste som sekondløjtnant og tegnede samtidig kontrakt om et års tjeneste som han forrettede ved Sølvgades kaserne. Louis Pios hovedinteresse i disse år var dog studiet af folkelitteratur og sagnhistorie. 1869 udgav han Sagnet om Holger Danske, dels Udbredelse og Forhold til Mythologien som både herhjemme og i udlandet blev meget positivt modtaget. 1870 udsendte han nogle mindre, ukommenterede optryk af folkesagn og eventyr. På denne baggrund søgte han en assistentstilling ved Det kgl. bibliotek, endnu en gang uden held. Endelig fik han 6.9.1870 efter gentagne ansøgninger udnævnelse til postskriver ved Københavns overpostmesterembede fra 1.10.1870. 1860erne igennem synes næsten alle Louis Pios bestræbelser at have været rettet mod en sikker borgerlig tilværelse og præget af frygt for en social deklassering. Med den nye stilling måtte endelig en "hæderlig stilling" som embedsmand forekomme at være sikret.

Intet tydede på dette tidspunkt på at der lå en oprører gemt i Louis Pio, og det er sandsynligvis en efterrationalisering når han i sin erindringsskitse fra 1877 hævdede at han gennem sine studier af folkelitteratur fik "et godt Indblik i Proletariatets Maade at tænke og tale paa og blev bekendt med de Forhaabninger, der midt i Elendigheden næredes af hele den undertrykte Folkemasse". Et vist samfundsmæssigt engagement var dog udløst ved Louis Pios i samtiden ikke kendte journalistiske virksomhed ved fætteren Harald Brix' kortlivede blad Dags-Avisen der udkom fra oktober til december 1869. Her skrev Louis Pio et større antal artikler om kirkelige emner og om indenrigs- og udenrigspolitik. Tonen i disse artikler var præget af en aggressiv kritik af kirken og præsteskabet og viste en stærk optagethed af de folkelige religiøse bevægelser. Politisk var holdningen nærmest nationalkonservativ. Hvad der har bevirket det radikale politiske omslag henimod socialismen er ikke ganske klart, men i februar 1871 begyndte Louis Pio at studere udenlandsk socialistisk litteratur, fortrinsvis Ferdinand Lassalle, og han synes at have taget kontakt med 1. Internationales ledende skikkelse på kontinentet, Johann Philipp Becker i Genève og at have tegnet abonnement på dennes blad Der Vorbote.

Pariserkommunen blev dog den begivenhed der fik Louis Pio til, i første omgang anonymt, at tage initiativet til at rejse en socialistisk bevægelse i Danmark. 21.5.1871 udsendte han Socialistiske Blade i tvangfri Hefter, udgivne af en Arbejder I, Socialismen i dens Forhold til Historien og 12.6.1871 nr. II Hvad vi forlanger. Nr. I indledtes med en advarsel mod at se Pariserkommunen som blot efterveer af den fransk-tyske krig. Den var udtryk for mægtige bevægelser i proletariatet, og Louis Pio så det som sin opgave at tale dets sag i Danmark. Størstedelen af hæftet var en kortfattet historisk gennemgang af klassernes udvikling. Fremstillingen var overvejende baseret på et skrift fra 1869 af en katolsk præst i Linz "Om Arbejderspørgsmaalet". Der var desuden en tydelig inspiration fra Lassalles angreb på de borgerlige arbejderforeninger og selvhjælpsprincippet, og Louis Pio sluttede med et bidsk angreb på C.V. Rimestads Arbejderforening af 1860 som blot søgte at lave arbejdernes hoveder om "til et Pulterkammer, der fyldes med politiske Pjalter fra Rigsdagen, med rustne Sværd fra Kæmpehøjene ... . Arbejderne måtte i stedet sætte deres interesser igennem "med Loven eller – uden den".

I nr. II gennemspillede Louis Pio det tema der blev ledetråden for hele hans virke, nødvendigheden af arbejdernes selvstændige organisering. Han viste med eksempler fra de engelske fagforeninger nytten heraf. Arbejderne i by og på land måtte lære at udnytte valgretten bedre end hidtil og sluttelig opstillede han et program for valgrets- og skattereform, for lovgivning om arbejdstid og arbejdsforhold, særlig forbud mod kvinders og børns arbejde i fabrikker. 21.7.1871 udkom første nummer af ugebladet Socialisten, udgivet af Brix og med Louis Pio som forfatter til størstedelen af det redaktionelle stof. Her indledte han en hidtil ukendt form for aggressiv journalistik med bidende kritik af modstanderne og engagerede opfordringer til arbejderne om at slutte sig til den socialistiske bevægelse som nu skulle opbygges. Stilen var farverig, med udstrakt anvendelse af billedsprog, af og til med religiøse overtoner.

Allerede på dette tidspunkt viste Louis Pio et betydeligt kendskab til de internationale socialistiske forhold. I august aftryktes i Socialisten 1. Internationales af Karl Marx affattede statutter i dansk oversættelse samtidig med en opfordring til arbejderne om at tilslutte sig en dansk afdeling af Internationalen ved henvendelse på bladets kontor. I september redegjorde Louis Pio for den påtænkte organisatoriske struktur, og i begyndelsen af oktober indkaldte Louis Pio foranlediget af en større arbejdskonflikt på Burmeister & Wain til det første egentlige arbejdermøde i København. Skønt socialisterne ikke havde andel i konflikten blev den støttet kraftigt og tillige baggrund for en betydelig tilslutning til den begyndende organisationsdannelse. Louis Pios store betydning i denne situation var hans evne til at organisere massemøder af arbejdere og til at skabe en organisation der modsvarede arbejdernes behov på dette tidspunkt. På et møde 15.10.1871 kunne den danske afdeling af Internationalen konstitueres. Den blev opbygget af sektioner hvor medlemmerne inddeltes efter fag, og hver sektion valgte en formand der sammen med de øvrige udgjorde en bestyrelse. Ledelsen af den samlede forening lå hos en formand, med titel af stormester og en centralkomité valgt ved urafstemning. Til formand valgtes Louis Pio. Også i provinsen, især i Østjylland dannedes sektioner. Forbilledet for organisationsformen var tydeligvis de tysksprogede sektioner i Internationalen, ledet af Becker. Den var en enhedsorganisation for både politisk og fagligt arbejde, et smidigt redskab for den bebudede kamp mod kapitalister og for politiske reformer.

Samtidig med udsendelsen af Socialistiske Blade I havde Louis Pio søgt og fået sin afsked fra postvæsenet og fra Borgerdydskolen. Fra 1.7.1871 fik han stilling som huslærer hos kammerherreinde Berling (se Carl Berling) på Ordruphøj, og i de følgende måneder levede han et veritabelt dobbeltliv, hvor han med sin stilling, forgæves, søgte at bevare sin anonymitet som socialistisk forfatter, om dagen sleben omgang med det bedre borgerskab, om aftenen socialistisk revolutionær journalist og leder af Internationale. Hans ansættelse som huslærer ophørte i slutningen af oktober. Da var hans identitet for længst blevet klar for myndighederne, og da han i oktober formummet som "Løjtnant Jørgensen" foretog en rejse til de østjyske sektioner blev hans færden nidkært fulgt af politiet således som tilfældet var resten af hans aktive periode her i landet og på hans rejser i udlandet. Opholdet i Jylland bragte ham i forbindelse med den af Lars Bjørnbak dominerede Århus-sektion og Jysk folkeforening med hvilke der i en periode bestod et usikkert allianceforhold indtil Bjørnbak brød med Internationale i begyndelsen af 1872.

I de sidste måneder af 1871 opstod der en ret stærk opposition i Internationalen, blandt nogle af fagsektionernes ledere mod Louis Pios næsten diktatoriske ledelse. De krævede, at der blev indført mere demokratiske organisationsformer. Der var tillige en vis utilfredshed med Pios forholdsvis moderate strejkepolitik. Dertil kom at Louis Pio synes at have været temmelig nedkørt efter et halvt års opslidende agitations- og organisationsarbejde med alskens chikaneri fra politiet og konstante økonomiske vanskeligheder. Under foregivende af at ville studere katolicismen fik Louis Pio af fru Berling penge til en udlandsrejse. 20.12.1871 rejste han til Genève for at besøge J. Ph. Becker med hvem han havde korresponderet. Pio blev hurtigt indfanget af det internationale socialistiske miljø i byen hvor han blev fejret som den danske socialismes leder og gik til foredrag og sektionsmøder. Han synes at have haft svært ved at løsrive sig fra denne lidet belastende tilværelse, men han fik stadig kraftigere opfordringer hjemmefra til at vende tilbage, bl.a. på grund af en betydelig indre uro i foreningen. På hjemrejsen besøgte han flere tyske socialistledere, herunder A. Bebel og W. Liebknecht der søgte at fjerne eventuelle lassalleanske ideer hos Pio. 16.2.1872 vendte han hjem til en forening der havde været ved at splittes af indre modsætninger og af politistikker-virksomhed. Louis Pio fik med megen energi bilagt stridighederne og blev ved nyvalget til ledelsen kåret til stormester i begyndelsen af marts. De følgende måneder drev Louis Pio bevægelsen frem med en smittende optimisme. Han skrev et utal af artikler, talte ved møder og administrerede organisationens kraftige vækst, dog stadig i hård konkurrence med ikke-socialistiske arbejderorganisationer. Internationalens medlemstal synes i foråret 1872 at have været omkring 5.000 hvoraf ca. 2.000 i provinsen. Fra 2.4.1872 kunne Socialisten udkomme som dagblad, nu på eget trykkeri. Louis Pio begyndte at lægge planer for deltagelse i efterårets valg til folketinget.

Den socialistiske agitation og fagsektionernes strejkeaktivitet satte sine spor i videre kredse. I de første dage af april begyndte murersvendene uden om Internationalen en strejke for at få afskaffet "slavetimen". Socialisterne støttede strejken både ved store møder og ved pengeindsamling. Louis Pio tog den som anledning til at forberede virkeliggørelsen af en gammel idé om et stort friluftsmøde, og 2.5.1872 indkaldte han i Socialisten til et arbejdermøde på Nørrefælled til den følgende søndag d. 5. Det skete med den bekendte artikel der indledtes med "Maalet er fuldt!". Den indeholdt et hvast angreb på autoriteter og kapitalister hvor Pio tilråbte Københavns arbejdere: "Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? ... Nej, det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt!... Men jer, I Guldets Dyrkere! I de fattiges Udsugere! Jer vil vi endnu en Gang tilraabe: I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik, vogt jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til eller – det flyder over!". Det var en provokation som myndighederne tog op, nærmest ved at stille en fælde for Louis Pio og de øvrige ledere. Københavns politidirektør V. Crone forbød 4.5. mødet og alle andre møder som Internationalen eventuelt ville indkalde fordi de havde truet med at omstyrte den bestående orden. Det skete i den sikre forvisning at Louis Pio ville søge at trodse forbudet. Det holdt stik. Både i Socialisten og på et møde i Internationale fastholdt Pio at mødet skulle afholdes uanset forbudet som han utvivlsomt med rette anså for et grundlovsbrud. Derefter slog politiet til. Natten mellem 4. og 5.5.1872 blev Louis Pio, Brix og Paul Geleff anholdt. Om søndagen d. 5. trodsede hundreder mødeforbudet, og hen på eftermiddagen kom det til "slaget på fælleden" mellem demonstranter, politi og garderhusarer der i stort tal var trukket ud af kasernerne.

I den efterfølgende langvarige retssag blev de tre førere anklaget for at ville omstyrte det bestående samfund og med vold indføre et nyt, for at ophidse folk til med fysisk magt "at sætte deres Fordringer igennem, true eller detronisere Kongen, kuldkaste Forfatningen og Rigsdagen og omforme Samfundet". 29.3.1873 faldt dommen der lød på forbedringshus for Pios vedkommende i seks år, for Geleffs og Brix' fem og fire år. I august nedsatte højesteret straffen til fem og tre år. Dommen vakte ophidselse i arbejderkredse, og forår og efterår 1873 holdtes adskillige massemøder der mundede ud i krav om benådning. Under varetægtsfængslingen var det lykkedes Louis Pio at smugle ca. 50 artikler ud til Socialisten, og til folketingsvalget 20.9.1872 opstillede han som kandidat i Københavns 5. kreds uden at kunne føre valgkamp. Han fik kun 199 stemmer mod højremanden C. St. A. Billes 1142. Selve fængselsopholdet i Vridsløse var tæt ved fysisk at knække Louis Pio og de to andre på grund af usunde, trange omgivelser og dårlig ernæring. Uden for fængslet blev især Pio af mange i bevægelsen dyrket som martyr med en voldsom lidenskab der også slog ham i møde, da de tre førere 8.4.1875 i anledning af kongens fødselsdag blev benådet og løsladt. Efter et rekreationsophold i Tyskland, hvor Louis Pio genoptog sine internationale kontakter, kunne han fra midten af juli igen overtage ledelsen af bevægelsen.

Den var undergået betydelige ændringer i hans fravær. 14.8.1873 havde justitsministeren opløst Internationale som efterfulgtes af forskellige politiske organisationer mens de faglige sektioner gradvis omorganiseredes til eller optoges i nydannede fagforeninger. Disse oplevede 1873-75 en stærk vækst og gennemførte med held strejkekampe for højere løn og nedsat arbejdstid. 30.5.1874 dannedes som ledende organ for både den faglige og politiske bevægelse De frie fagforeningers centralbestyrelse for hvilken Louis Pio i slutningen af juli 1875 overtog formandsposten. Samtidig blev han redaktør af Social-Demokraten som maj 1874 havde afløst Socialisten. Det følgende godt halvandet år blev højdepunktet for både den tidlige arbejderbevægelses udvikling og for Louis Pios politiske indsats. Han blev drivkraften i en meget alsidig udvikling af den faglige og politiske praksis.

Et vigtigt element i hans politik var det internationale arbejde. Han skaffede Social-Demokraten regelmæssige korrespondancer fra udenlandske socialister, lod vigtige skrifter oversætte og bringe i bladet. Samtidig udkastede han et ambitiøst projekt for at skabe en ny Internationale efter 1. Internationales sammenbrud. Han skrev allerede 27.7.1875 til Marx i London og foreslog indkaldelse af en international kongres i 1876, og han forsøgte at motivere de engelske fagforeninger til at gå ind for sagen. I maj 1876 fik han af centralbestyrelsen bevilget en rejse til England for at fremlægge sine planer. Han besøgte flere gange Marx og Engels der var skeptiske over for projektet. De kendte de engelske fagforeningers tilbageholdenhed over for internationale engagementer, og selv om Louis Pios forslag var meget jordnært, med tanken om at gensidig faglig solidaritet skulle være grundlaget for den nye organisation ville de engelske fagforeninger ikke indlade sig på forslaget. I slutningen af 1876 måtte Pio opgive det.

Som redaktør fik Louis Pio udviklet Social-Demokraten til et velinformeret, slagkraftigt organ for bevægelsen med en blanding af konkret information, interne foreningsmeddelelser, gode mødereferater, artikler af moderat teoretisk tilsnit og alment agitatoriske ledere. Oplaget steg kraftigt og kulminerede i sept. 1876 med ca. 7.500 abonnenter. I juli 1876 blev Maanedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti startet, også med Louis Pio som redaktør. På det politiske felt så Louis Pio det som en hovedopgave at præcisere forholdet til bondeklassen og partiet venstre. Målet var at forene arbejderklassen i by og på land i et parti, at løsrive landarbejderne fra bøndernes tryk socialt og politisk. Pio formulerede en stadig skarpere kritik af bønderne og venstres politik over for arbejderne og opstillede et agrarprogram baseret på fælleseje af jorden. Han fastholdt imidlertid også at arbejderpartiet måtte støtte venstre i dets demokratiske kamp mod højre.

Ved valget 25.4. 1876 stillede Louis Pio igen op i 5. kreds og opnåede et betydeligt stemmetal, men kunne fortsat ikke slå modkandidaten Bille. I marts samme år formulerede han en skarp kritik på centralbestyrelsens vegne af den af regeringen nedsatte arbejderkommission, dels fordi arbejderne ikke var repræsenteret og dels fordi dens kommissorium var for begrænset. Løsningen af arbejderspørgsmålet var først og fremmest et politisk spørgsmål. På det faglige område udformede Louis Pio regler for strejkers iværksættelse, men mødte nogen opposition fra de faglige ledere. Ideologisk tog han et opgør med en meget aktiv gruppe lassalleanere i centralbestyrelsen som ville overføre den tyske lassalleanske politik og organisationsstruktur til den danske bevægelse. Endelig søgte Louis Pio at formulere en politik for kvindefrigørelse som han fandt var uløseligt knyttet til den socialistiske kamp.

Der var hele tiden en vis opposition i bevægelsen mod Louis Pio, navnlig mod hans tilbøjelighed til at ville udgøre en enmandsledelse. Kritikken blev markant formuleret på arbejderbevægelsens første kongres på Gimle på Frederiksberg 6.-8. 6.1876. Trods modstand fra enkelte grupper blev det her vedtaget at bibeholde bevægelsen som en politisk-faglig enhedsorganisation. I spørgsmålet om ledelsesformen måtte Louis Pio se sit forslag om et hemmeligt "opsigtsråd" forkastet til fordel for åbent valg af en formand der skulle være underlagt en nimands-bestyrelse. Louis Pio valgtes "enstemmigt med 6.042 stemmer" til formand. Kongressen vedtog tillige uden større diskussion et program hvortil forlægget var det tyske Gothaprogram, men med enkelte udeladelser af lassalleanske kernepunkter og tilføjelse af punkter om agrarpolitikken. Pio opfattede kongressen som et nederlag og protesterede mod at være blevet "bundet paa Hænder og Fødder" af et "ukontrolleret Nimands-Despoti". Samtidig begyndte virkningerne af den økonomiske krise at vise sig for arbejderbevægelsen. Flere og flere strejker blev tabt, og arbejdsløsheden øgedes. Louis Pio rejste til Jylland for at opfylde kongressens ønske om at styrke bevægelsens basis i provinsen og blandt landarbejderne. I juli 1876 blev Geleff sendt til Kansas for at undersøge mulighederne for organiseret udvandring og kolonigrundlæggelse. Udvandringsspørgsmålet havde optaget Pio længe, dels som et middel til at afhjælpe arbejdsløsheden, dels som en mulighed for i det nye land at virkeliggøre de socialistiske ideer. Nu fik udvandringssagen et nyt perspektiv idet muligheden i stigende grad optog ham som et middel til at slippe ud af de politiske, økonomiske og private problemer der tårnede sig op for ham i efteråret 1876. Den tidligere formand E.W. Klein udsendte i slutningen af året et hadsk skrift Socialismen og dens Ledere hvor Louis Pio fremstilledes som en løgnagtig bedrager der ville udnytte arbejderbevægelsen til at fremme sine personlige ambitioner.

I bestræbelserne for at skaffe bladet et nyt trykkeri havde han sat sig i gæld til baronesse J. Liljenkrantz, og fagforeningerne afviste at hjælpe ham. 29.11.1876 fik han en datter med Augusta Jørgensen som han i nogen tid havde levet sammen med. Brix blev i januar 1877 igen idømt forbedringshus for satire i Ravnen mod J.B.S. Estrups regering, og Pio, hvis helbred stadig var skrøbeligt, frygtede samme skæbne. 14.1.1877 bragtes i Social-Demokraten en stort opsat "Indbydelse til at deltage i Oprettelsen af en Koloni i Nord-Amerika", og samtidig konstituerede bestyrelsen sig som udvandringskomité. På et fælledmøde 5.2.1877 krævede Louis Pio statsstøtte til udvandringsplanerne hvilket blev afvist. 18.2.1877 meddelte Pio at han fra 1.3. ville nedlægge posten som formand for partiet. Baggrunden var at han mellem 12.12.1876 og 24.2.1877 havde ført samtaler med politiinspektør Martin Hertz og vicepolitidirektør V. Oldenburg der havde kaldt ham til møder for at true og lokke ham til at forlade landet. Politiet havde nøje fulgt hans vanskeligheder og foreholdt ham at "hans Aktier for Tiden stod saa daarligt, at det kunde være tvivlsomt, om man ikke ganske roligt kunde lade ham dø Straadøden". Han fik tilbudt 10.000 kr. for at rejse ud af landet og et større beløb hvis han også kunne få Geleff og andre ledere med. Pengene var bragt til veje fra nogle af byens største kapitalister. I sin pressede situation så Louis Pio åbenbart ingen anden udvej end pengene og flugten, og 25.3.1877 kunne Social-Demokraten meddele at han og Geleff "er i Forgaars afrejst herfra over England til Amerika". Med sig havde Louis Pio Augusta Jørgensen, sin datter og sin sekretær på bladet, A.W. Hansen. Meddelelsen var lammende for bevægelsen og dens tilhængere. Om bestikkelsen vidste man intet før Geleff, som i New York blev uvenner med Pio, berettede om den i en pjece Den rene og skære Sandhed om Louis Pio og mig selv, 1877.

Det er ikke let entydigt at forklare dette "forræderi", men der er ingen tvivl om at Louis Pio var psykisk og fysisk hårdt ramt af den megen modgang, faren for et nyt fængselsophold, den bundløse gæld, den økonomiske og sociale krise, det fejlslagne projekt om en ny internationale. Han var utvivlsomt tillige overbevist om at koloniseringsprojektet i Kansas var bæredygtigt og ville muliggøre en realisering af hans ideer. Heri blev han skuffet. Tilværelsen i Amerika blev en stadig kamp for at holde nøden fra døren. For de udbetalte penge forsøgte Louis Pio sammen med en gruppe danske nybyggere at skabe et nyt samfund ved Smoky Hill-River i Kansas. Men trods deltagernes entusiasme brød kolonien ret hurtigt sammen. Manglende landbrugskyndighed hos flertallet og de barske naturbetingelser kunne ikke opvejes af energien. Louis Pios økonomiske indsats gik tabt, og han flyttede med familien til Chicago hvor han prøvede at ernære sig som typograf. Samtidig blev han medarbejder ved forskellige tidsskrifter for skandinaver og udgav i 1878 sammen med den gamle norske arbejderleder Marcus Thrane Den ny Tid som organ for de dansknorske arbejdere i USA, men det lykkedes ikke at skabe en varig kontakt til dem. Pio forsøgte allerede sommeren 1877 at påvirke dem til at vise solidaritet under en jernbanearbejderstrejke og til at udnytte frihedsrettighederne i USA.

Louis Pio og Augusta Jørgensen fik i 1879 og 1881 to sønner, Herbert og James Percival. Pio forsøgte i 1880erne at slå sig igennem som forfatter. Han udgav nogle lærebøger i sprog, skrev til forskellige tidsskrifter og tilbød blade i Danmark at sende beretninger hjem. En overgang arbejdede han som kontormand for jordspekulanten, fhv. professor N.C. Frederiksen. Han var en hyppigt anvendt taler ved skandinaviske sammenkomster. I midten af 1880erne var han nogle år ansat ved toldvæsenet i Chicago, men blev afskediget i slutningen af 1888. 1891-93 skrev han ved Henrik Cavlings mellemkomst en række artikler og kronikker til Politiken. 1893 blev han ved en udstilling i Chicago bestyrer af Floridas bygning og ad denne vej lykkedes det ham at blive knyttet til et projekt for anlæg af en by, The White City, i Florida. På en rejse i Minnesota blev han syg, og han døde i Chicago 52 år gammel. Han blev begravet der, men ved socialdemokratiets 50 års jubilæum 1921 blev hans aske hentet til Danmark, og partiet rejste på Vestre kirkegård en mindesten for sin grundlægger.

Louis Pio har både i samtid og eftertid været en omstridt person. Grænseløst beundret af mange i den tidlige arbejderbevægelse, forhadt af borgerskabet, betragtet med nøgtern skepsis af mange faglige ledere. Eftertiden har ofte villet se ham som en deklasseret overløber fra småborgerskabet, der søgte at virkeliggøre sine umådelige ambitioner gennem lederskabet af arbejderbevægelsen. Louis Pio var utvivlsomt en meget sammensat personlighed. Som socialist stod han næppe tilbage for samtidens organisatoriske ledere i Europa, og han havde nogle af de karismatiske træk der genfindes hos ledere i den internationale arbejderbevægelses første fase, hvor organisationen endnu ikke kunne udgøre et permanent og stabilt grundlag for en demokratisk ledelse. Han var ingen stor teoretiker, men formåede at tilpasse elementer i den internationale socialisme til danske forhold.

Særlig hans analyse af de agrare forhold vandt international anerkendelse. Hans ideer udvikledes fra 1871-76 fra overvejende at være lassalleansk inspirerede til i stigende grad at indoptage væsentlige dele af den marxistisk prægede holdning der var ved at vinde indpas i den internationale arbejderbevægelse. Om hans internationalisme i både teori og praksis kan der ikke rejses tvivl, og den var måske den del af hans virke som i den givne danske situation virkede mest oprørende på borgerskabet. Louis Pio lader sig næppe placere entydigt som revolutionær eller reformist. Han ville en radikal omformning af samfundet henimod en tilstand hvor arbejderklassen fik den magt som dens indsats berettigede den til. I spørgsmålet om midlerne svingede han mellem radikale, revolutionært farvede strategiforestillinger og en tro på det liberale demokrati som et anvendeligt middel. Hans væsentligste indsats var at pege på nødvendigheden af at arbejderklassen frigjorde sig fra (små)borgerlige ideologier og organisationer og skabte sine selvstændige klasseorganisationer. Med den politisk-faglige enhedsorganisation ville han opbygge et smidigt og slagkraftigt redskab for arbejderkassens frigørelseskamp. Louis Pio alene skabte selvsagt ikke den socialistiske arbejderbevægelse, men uden ham havde den næppe på så kort tid kunnet udvikle arbejdernes selvbevidsthed og vilje til at sætte sine interesser igennem.

Familie

Louis Pio blev født i Roskilde, døde i Chicago og blev begravet sammesteds, 1921 aske flyttet til København (Vestre). Forældre: sekondløjtnant, senere kaptajn Vilhelm Émile Laurent Pio (1806-90) og Ane Marie Brix (1808-83). Gift 1878 i Chicago med Louise Augusta Henrietta Jørgensen, født 16.3.1853 i København (Frue), død 24.6.1924 i Tyron, North Carolina, d. af klejnsmedemester, senere maskinfabrikant Andreas Jørgen Jørgensen (1823-71) og Maren Marie Bjergsted (1830-97). - Bror til Jean Pio.

Ikonografi

Mal. (Knuthenborg). Træsnit af R. Neergaard, 1873, og efter dette 1875. Træsnit af H.P. Hansen, 1873. Mal. af R.G.A. Barnekov, 1875, efter dette radering af W. Pech, 1927. Afbildet som fange i Vridsløse på træsnit 1876 og på træsnit af valghandlingen 25.4.1876 efter tegn. af K. Gamborg. Afbildet på mal. af Jens Birkholm, Fattigdommens evangelium, og på E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.), skitse dertil (sst.). Foto.

Bibliografi

Kilder. Kendsgerningerne i den ved højesterels dom af 6.8.1873 påkendte justitssag imod Louis Pio, P. Geleff og H. Brix, 1873. Kriminal- og politirettens dom i socialisternes sag, ved aktors bistand forsynet med oplysn., udg. Georg Kringelbach, s.å. Uddrag af den i socialistsagen befalede defensors indlæg for arrestanterne Louis Pio, P. Geleff og H. Brix, s.å. Louis Pio: Erindr. fra redaktionskontoret og fængslet, 1877 (fot. optr. 1975). 80 Louis Pio breve og en bibliografi, udg. Børge Schmidt, 1950.

Lit. [S. J. Loria:] Louis Pio, 1873 (fot. optr. 1976). D'herrer Pio, Brix og Geleff som "arbejdskøbere", 1876. E.W. Klein: Socialismen og dens ledere, 1876. P. Geleff: Sandheden om Louis Pio og mig selv, 1877. Louis Pios færd mod Jaquette Liljenkrantz, fremstillet af hende selv, 1877. Th. Graae: Moderne profiler, 1892 126-38 (optr. fra Nutiden X, 1886 nr. 523). Henrik Cavling i Politiken 10.7.1894; sst. 4.5.1920. C.C. Clausen sst. 17.7.1921. Per Kimer sst. 18.7.s.å. Socialdemokraten 10.7.1894; sst. 18.7.1921 og 7.6.1931. Henrik Cavling: Fra Amerika I-II, 1897. C.E. Jensen og F.J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 234-305. Emil Wiinblad og Alsing Andersen: Det danske socialdemokratis hist. 1, 1921 19-41. A.F. Krieger: Dagbøger V-VI, 1923-25. Oluf Bertolt: Pionerer, 1938. Samme m.fl.: En bygn. vi rejser I, 1954 47-100. Henry Bruun: Den faglige arbejderbevægelse i Danmark I, 1938 (reproudg. 1977). Claus Larsen i Årbog for arbejderbevægelsens hist. II, 1972 7-70. Louis Pio og slaget på fælleden, ved Jens Engberg, 1975. Samme i Dansk arbejderbevægelse, 1976 7-19. Samme: Til arbejdet! Liv eller død!, 1979. N.F. Christiansen i Från medeltid till välfärdssamhälle, Sth. 1976 393-408. H.-N. Lahme i Medd. om forskn. i arbejderbevægelsens hist., 1977 nr. 9 24-31 sst. 1978 nr. 10 50-58. Henning Grelle: Socialdemokratiet i det da. landbrugssamf., 1978 44-92. Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love, udg. Gerd Callesen og H.-N. Lahme, 1978 118-30. Torben Wanscher: Forsamlingsfriheden og "fælledslaget", 1979 = Retfærd, særnr. – Papirer i Arbejderbev. bibl. og ark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig