Henning Matzen

Henning Matzen, 28.12.1840-18.7.1910, jurist, politiker. Født i Rebbjergskov, Satrup sg., Angel, død i Ronneby, begravet i Kbh. (Ass.). M. blev med økonomisk bistand fra sin halvbror skoleinspektør Matz M. student 1859 fra Flensborg og juridisk kandidat fra Københavns univ. 1864. Med besvarelsen af den retsvidenskabelige prisopgave for 1866-1867 der i udvidet skikkelse udsendtes 1869 som Den danske Panterets Historie indtil Christian V.'s Lov havde M. skabt grundlaget for en fortsat universitetskarriere. Afhandlingen, der er et af M.s bedste arbejder -måske det bedste - blev med rette modtaget med en sådan anerkendelse at M. ved professor C. G. Holcks pludselige død 1868 enstemmigt indstilledes til hans efterfølger i professoratet som han tiltrådte 1870 efter en planlagt udenlandsrejse 1869-1870. På det tidspunkt var antallet af juridiske professorer endnu så begrænset at hver professor måtte varetage flere af hovedfagene. M. varetog således stats- og forvaltningsretten, retshistorie og folkeret samt indtil 1886 tillige tingsretten. Inden for alle disse områder udfoldede M. sin forfattervirksomhed. Hans indsats er imponerende når spændvidden i forfatterskabet tages i betragtning, og ikke mindst når den sammenholdes med hans omfattende virke i det politiske liv i samtiden. Det har da heller ikke kunnet undgås at flere af værkerne lider under et noget ujævnt præg på grund af manglende gennemarbejdning. Som statsretslærer trådte M. frem 1873 med piecen Grundloven og Folkets Selvstyrelse hvor han for første gang formulerede den opfattelse at kongens myndighed til at udstede foreløbige love var lige så udstrakt som den almindelige lovgivningsmyndighed og altså også omfattede finansloven. Hermed havde M. støbt en af kuglerne i højres argumentation mod venstre da dette spørgsmål snart efter under den politiske kamp om parlamentarismen blev sat på spidsen. Sit grundsyn på forfatningen fik M. lejlighed til at uddybe i den store lærebogsfremstilling Den danske Statsforfatningsret I-III, 1881-88 (4. udg. 1908-10) der hviler på den grundlæggende betragtning at kongen og de parlamentariske forsamlinger er sideordnede deltagere i statsmagten, men således at kongen er indehaver af den almindelige statsmagt. Kongen kunne derfor frit udpege sine ministre, og hvis et flertal i folketinget mod kongens ønske ville anvende finanslovsnægtelse som middel til at tvinge regeringen bort var kongen berettiget til at udstede foreløbige - provisoriske - love med hjemmel i grundlovens § 25. M. hørte således ligesom sin kollega J. Nellemann til dem der mente at man med juridiske argumenter kunne vinde ret i den politiske kamp.

For eftertiden er M.s navn uløseligt knyttet til hans forsvar for de provisoriske love. Hans litterære indsats strækker sig imidlertid langt videre. Til Københavns universitets firehundredeårs jubilæum 1879 udarbejdede M. det store og endnu meget nyttige værk Kjøbenhavns Universitets Retshistorie 1479-1879, I-II, 1879, og senere udsendte han, der i 1875 havde overtaget retshistorien som et af sine fagområder, sine Forelæsninger over den danske Retshistorie, 1893-1897, der stadig er den sidste samlede fremstilling af den danske retshistorie. Ved siden af denne fremstilling udgav han en række mindre retshistoriske afhandlinger, således bl.a. om de danske kongers håndfæstninger (1889) og om bevisreglerne i den ældste danske proces (1893). Inden for tingsretten udgav han 1882 sine Forelæsninger over den danske Tingsret, fra forvaltningsretten den store Haandbog over den danske Kirkeret (s.m. J. Timm). I 1900 kom hans Forelæsninger over den positive Folkeret og i de følgende år mindre afhandlinger om nogle af tidens brændende politiske spørgsmål, således 1902-1903 en række indlæg om spørgsmålet om de kongevalgte landstingsmænds stilling i tilfælde af landstingets opløsning hvor M. forsvarede den opfattelse at de på livstid udnævnte landstingsmænd ikke ramtes af tingets opløsning. Fra den samme periode stammer en række indlæg om de slesvigske optantspørgsmål hvor M. fastholdt at ordet indfødsret i Wienerfreden 1864 art. 19 var ensbetydende med statsborgerskab, et spørgsmål der havde betydning for om optanterne skulle betragtes som statsborgere i Danmark, Tyskland eller begge steder.

Ved siden af sit videnskabelige virke kom M. til at gøre en betydningsfuld indsats i det politiske liv. I 1879 fik han efter Andreas Aagesen sæde i landstinget hvor han trods modstand i begyndelsen især fra de gamle nationaliberale - Krieger, Klein, Andræ - snart blev regeringen Estrups mest trofaste støtte i forsvaret for den førte politik udenom rigsdagen. Han blev kendt som politisk agitator og som taler ved højres delegeretmøder ligesom han blev en ivrig og effektiv organisator af partiet højre over hele landet, bl.a. ved dannelsen af lokale højreforeninger. 1894 valgtes M. til formand for landstinget og fungerede på denne post indtil 1902. Hans sidste politiske gerning blev deltagelsen som dommer i rigsretssagen mod J. C. Christensen og Sigurd Berg.

I det forberedende lovarbejde gjorde M. en stor indsats bl.a. i sølovkommissionen af 1883 hvis arbejde resulterede i den fællesnordiske sølov 1884. 1893 blev han medlem af Institut de droit International og 1899 medlem af den permanente voldgiftsdomstol i Haag hvor han i 1902 præsiderede i den første voldgiftssag mellem USA og Mexico. Kort før sin død var M. opmand i den svensk-norske rengræsningssag. -