M.H. Bornemann

M.H. Bornemann, Mathias Hastrup Bornemann, 27.9.1776-29.10.1840, jurist. Født i Brøndum ved Skive, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1791 fra Nyborg, juridisk kandidat 1796, konkurrerede 1798 med J. P. G. Debes, C. F. Lassen og A. B. Bentzon om adjunkturen og notariatet ved det juridiske fakultet – Bentzon blev den sejrende – men overvandt 1799 i en konkurrence om samme stilling fem medansøgere, hvoriblandt A. S. Ørsted. 1809 blev B. extraord. prof., 1815 dr. juris på afhandlingen De analogia juris, cum speciali ad jus Danicum respeclu (om retsanalogi med særligt henblik på dansk ret). 1817 prof. ordinarius og medlem af konsistorium, referendarius consistorii 1817–30 og 1834–36, en tid inspector quæsturæ, universitetets rektor 1823–24, 1820 ekstraordinær assessor i højesteret. – I sine tidlige år nærede han digteriske aspirationer, oversatte Tyrtaios (Minerva 1792) og både her og i andre tidsskrifter, Iris og Hebe, Tilskueren, Det skandinaviske litteraturselskabs skrifter o.a. offentliggjorde han en række digte, således Niels Ebbesen, Danmarks Befrier, 1795, prægede af patriotisme men uden egentligt litterært talent. Han var et ivrigt medlem af Drejers klub hvor han ofte besang kongen og kronprinsen. Her oplæste han 1807 med "megen Patos" (H. C. Ørsted) Oehlenschlägers Svar til Baggesen paa hans Brev Noureddin til Aladdin. 1801 og 1807 gjorde han tjeneste i Livkorpset, ved hvilket han til 1808 var auditør, til 1812 kaptajn. Begivenhederne inspirerede ham samtidig til hymnen Danmark og Dannerkjerlighed (Minerva, aug. 1801), Kampsangfor Danmarks Krigere, 1801 og En dansk Mands Slemme i Aarel 1807, 1807. Som retsvidenskabsmand evnede han ikke ved sine få af abstrakt-filosofisk tænkning prægede værker at bringe dansk retsvidenskab den tiltrængte fornyelse. B. står som de fleste af sine kolleger ved det juridiske fakultet i begyndelsen af 1800-tallet helt i skyggen af A. S. Ørsted. Bortset fra enkelte responsa, fx om en odelløsningssag i Astræa V (1805) og andre i Juridisk Arkiv og Nyt juridisk Arkiv har han intet bidrag ydet til belysning af den gældende ret som dog faldt inden for hans læreområde. Heller ikke i retsfilosofien, hans hovedfag, førte B. udviklingen frem. Ved universitetet havde J. F. W. Schlegel været hans foretrukne lærer, og han var stærkt optaget af studiet af Kants og Fichtes filosofi. Men han nåede ikke som sine forgængere Lauritz Nørregaard og Schlegel at udarbejde et fuldstændigt retsfilosofisk system. Hans forfatterskab udløstes i nogle få monografier og forsøg omkring de retslige grundbegreber og strafferettens almindelige spørgsmål. I sin disputats tilsigtede han at opstille en almindelig teori om analogi ganske uden hensyntagen til den positive lovgivning. Også rent filosofiske eller psykologiske problemer behandlede B. litterært. Efter års studier udsendte han det skrift der skulle sammenfatte og afslutte hans erkendelsesteoretiske tænkning Den almindelige Retslære. Første Deels første Afdeling: Indledningen og Moralens Grundlære, 1832, men værket forblev ufuldendt og har lige så lidt som B.s øvrige arbejder fået indflydelse. En af hans prøveforelæsninger omhandlede et folkeretligt emne; det samme gælder hans Over den brugelige Visitation af neutrale Skibe og Konvojen, og et Middel til at hæve begge, ved en almindelig og garanteret Søehandelsfolkeret. Heller ikke som docent formåede B. at tilfredsstille hverken sig selv eller sine tilhørere, hvis store flertal ifølge Orla Lehmann fandt hans forelæsninger "dræbende og uklare". – 1805 blev B. medlem af Det skand. litteraturselskab, 1819 af Videnskabernes selskab. – Etatsråd 1829. Konferensråd 1836.