Nicolaus Falck

Nicolaus Falck, Niels Nicolaus Falck, 25.11.1784-11.5.1850, jurist, historiker. Født i Emmerlev, død i Kiel, begravet sst. F. gik i Haderslev latinskole hvorfra han dimitteredes til Kiels universitet 1803. Han studerede teologi og filologi, afsluttede disse studier med en doktorpromotion 1808 og blev derefter huslærer hos Adam Moltke til Nütschau. Efter Moltkes råd begyndte han at studere jura og tog eksamen på Gottorp 1809. 1810 blev han kancellist i det slesvigholstenske kancelli og var 1811-13 chef for 1. sekretariatskontor. Derefter blev han kaldet til professor ved Kristianias universitet men nåede ikke at tiltræde embedet da han 1814 blev overordentlig og 1815 ordentlig professor i retsvidenskab i Kiel, og denne stilling beklædte han til sin død. 1815 blev han dr. jur. F.s største indsats var den videnskabelige behandling af hertugdømmernes retsforhold og historie. På dette område erhvervede han sig en indsigt som ingen anden. Hans ufuldendte værk Handbuch des schleswig-holsteinischen Privatrechts I-V, 1825-48 er i virkeligheden en hertugdømmernes retshistorie, og hans Juristische Encyclopådie anvendtes ved flere universiteter. I tidsskrifter publicerede han en række af sine undersøgelser; han var medstifter af Kieler Blatter 1815 og skrev adskillige, væsentlig statsretlige, afhandlinger både til dette og til Kieler Beiträge; fra 1821 var han redaktør af Staatsbürgerliches Magazin I- XXI, 1821-47. Ydermere foranstaltede han udgaver af aktstykkesamlinger og af ældre forfattere.

I modsætning til F. C. Dahlmann var F. mere videnskabsmand end politiker, og ledetråden i hans gerning var hans søgen efter retten mere end kampen for at hævde den; men hans statsretlige arbejder blev af væsentlig betydning for den slesvigholstenske idés udformning. Allerede 1816 havde han i sit skrift Das Herzogthum Schleswig in seinem gegenwärtigen Verhältniss zu dem Königreich Danemark und zu dem Herzogthum Holstein fremstillet sin opfattelse af Slesvigs statsret. Han hævdede at Slesvig siden 1326 var en særlig stat i forbindelse med Holsten; dette forhold var ikke senere ændret, tværtimod var landet 1658 ophørt med at være dansk len, og navnlig påstod han at den gamle stænderforfatning formelt ikke var ophævet 1712 og at enevælden ikke var indført 1721 idet den da aflagte hyldningsed kun gjaldt kongelovens arvefølge. F. var tilhænger af den historiske ret, og derfor skulle en ny forfatning være en videreudvikling af den gamle, hvis grundprincip efter F.s mening var skattebevillingsretten. – Opvokset i en dansktalende, men tidligere gottorpsk, del af Slesvig havde F. tidligt fået nær føling med Slesvigs sproglige forhold. Han kendte det danske sprogs udbredelse og anerkendte i sine skrifter, i modsætning til andre slesvigholstenere, befolkningens ret til dansk kirke-, skole- og retssprog, men forstod på den anden side ikke at indrømmelsen af disse krav kunne vanskeliggøre Slesvigs fællesskab med Holsten. Som slesviger så F. med uvilje på de voksende nationale modsætninger, men den forsigtighed og det mådehold der prægede ham gjorde ham ikke skikket til at gribe ind i den politiske udvikling. Han var blandt de erfarne mænd 1832 og valgtes til medlem af både den holstenske og slesvigske stænderforsamling. 1838-44 var han præsident for den slesvigske. Allerede i den første slesvigske stænderforsamling foreslog han foreningen af Slesvigs og Holstens stænder, men støttede på den anden side 1838 andragendet om dansk øvrigheds- og retssprog, dog med den ejendommelige tilføjelse at latin måske burde være retssprog. 1840 talte han imod afskaffelsen af den danske udgave af stændertidende, men 1842 lod han sig af stænderforsamlingen lede til at forbyde P. Hiort Lorenzen at tale dansk. Han stemte 1846 imod forslaget om Slesvigs optagelse i det tyske forbund, men protesterede s. å. sammen med otte andre Kielprofessorer mod det åbne brev i skriftet Staats- und Erbrecht des Herzogthums Schleswig. – F. blev medlem af Videnskabernes selskab 1829 og var præsident for Selskabet for herugdømmernes historie fra 1833 til sin død, direktør for Selskabet til oldsagers opbevaring fra 1834. – Etatsråd 1832.