Svend Unmack Larsen, 23.9.1893-23.3.1965, jurist, minister. Født i Århus, død sst., begravet sst. U.L.s far var fattiginspektør i Århus, nærmest svarende til vore dages socialdirektør. Et centralt område var byens fattiggård hvor han også boede. Her voksede U.L. op og modtog stærke indtryk af tidens nød og af de fattiges liv; dette prægede ham livet igennem og gav ham et dybtgående socialt engagement. Faderen var alvorlig med perioder af indesluttethed eller tungsind, mens moderen var åben og munter med musiske interesser. I Århus katedralskole udbyggedes U.L.s egne musiske talenter i samvær med bl.a. de lidt ældre Marinus Borup, Hans Hartvig Seedorff og Emanuel Sejr, yderligere støttet af læreren Olaf Hansen. U.L. blev aldrig selv -bortset fra privat violinspil – aktiv på disse områder, men skrev og talte med et fængende og billedrigt sprog. – Efter studentereksamen 1912 studerede U.L. jura, blev cand.jur. 1918 og derefter byfogedfuldmægtig i Randers, men vendte allerede året efter tilbage til fødebyen som dommerfuldmægtig. Ved siden af sin embedsgerning deltog han i det offentlige liv; han var lærer på de kurser socialdemokratiet arrangerede for partiets yngre talenter, blandt hans beundrende elever var Hans Hedtoft og H. C. Hansen. Den historiske materialisme var et af emnerne, men man studerede også belgieren Hendrik de Mans skrifter, dog uden at følge hans farvel til marxismen. U.L. vedblev ganske vist at understrege at socialisme også var spørgsmålet om en etisk holdning. Samtidig var han medlem af huslejenævn, værgeråd, arbejdsanvisningens bestyrelse, men først og fremmest var det dog gennem hvervet som formand for byens biblioteksvæsen han gjorde sig bemærket. I åben strid med borgmesteren Jakob Jensen pressede han på for at få gennemført et moderne biblioteksvæsen – i forhold til byens størrelse stod Århus uendelig langt tilbage. Det lykkedes U.L. at få realiseret planerne da han i en periode 1933–37 var medlem af byrådet. Når han ikke fortsatte som byrådsmedlem, var det bl.a. fordi han ikke følte sig tilpas mellem de stærke personbrydninger, der kendetegnede den socialdemokratiske gruppe i disse år.

1939 søgte U.L. politimesterembedet i Lemvig og fik det. Hans virke der blev dog kun kort. I september blev han ved K. K. Steinckes afgang dennes efterfølger som justitsminister. Det var ikke Staunings opfindelse, men derimod Alsing Andersens og Hedtofts. Ministertiden blev kort – 15. sept. 1939-8. juli 1940. Indtil 9. april 1940 manifesterede den nye minister sig ikke stærkt -udadtil. Det havde netop også været Staunings hensigt og pålæg at der nu skulle være ro om justitsministeriet. Indadtil havde U.L. store vanskeligheder i striden mellem rigspolitichefen E. Thune Jacobsen og politidirektøren Ivan Stamm. Der var grundlæggende personuoverensstemmelser, men de manifesterede sig navnlig i sikkerhedssager, og blev tilspidset omkring to personer Louis v. Kohl og Rudolf Christiansen ("Hestetyven") – den sidste opererede i den politiske underverden med nære kontakter til næsten alle sider. U.L. standsede politiets samarbejde med dem og forberedte op til 9. april en omorganisation af sikkerhedspolitiet, bl.a. blev dets chef E. Strøbech uden eget ønske forfremmet til dommer i Kolding. Helt andre problemer trådte frem efter 9. april. U.L. var ikke med i den snævre ministerkreds der traf beslutningerne op til besættelsen. Han havde imidlertid sin egen operationsplan i denne situation. Umiddelbart efter alarmen 8. januar havde professor Aage Friis, efter dennes mundtlige beretning, i sin egenskab af formand for Den danske komité for landflygtige åndsarbejdere truffet aftale med U.L. om at denne skulle drage omsorg for at en række emigranter om muligt skulle hjælpes ud af Danmark ved en tysk besættelse. U.L. efterkom aftalen og cyklede 8. april selv rundt i København med de nødvendige papirer, der gav en række emigranter mulighed for at undslippe til Sverige.

Situationen efter 9. april placerede justitsministeren centralt inden for regeringen. Ikke mindst skyldtes dette frygten for nazistisk magtovertagelse. U.L. fik sæde i regeringens snævre udenrigspolitiske udvalg, og han begyndte hurtigt at udvide politikorpset. Der opstod ret snart, efter U.L.s udsagn, en misstemning mellem Stauning og U.L. der sammen med studenterkammeraten Christmas Møller inden for regeringen vendte sig mod eftergivenhed over for tyskerne. Da regeringen i maj-juni bestandig modtog efterretninger om nazistiske kupplaner viste U.L. i sin ledelse af politiet betydelig fasthed over for alt der kunne berede nazisterne vejen. Denne fasthed blev også markeret i en samtale med den tyske politileder Paul Kanstein hvor han anklagede tyskerne for at støtte de danske nazister. Kanstein benægtede, men U.L. refererede straks efter samtalen i den socialdemokratiske partigruppe, og derefter var den snart ude over hele landet. Mange i regeringen var foruroliget af U.L.s skarpe pågåenhed. Set i historisk perspektiv var den dog effektfuld og har uden tvivl gjort indtryk i den tyske ledelse i Danmark. Ved regeringsomdannelsen 8. juli var U.L. bevaret på den første liste. Dette var også i overensstemmelse med at partirepræsentanterne tidligere havde tilkendegivet at man ønskede han skulle fortsætte. Ved den endelige omdannelse hvor socialdemokraternes andel gik ned fra 5 til 4 ministre gled U.L. ud, hvilket vel var naturligt når de øvrige socialdemokrater var centnertunge partifolk som Stauning, Buhl, Bording og Kjærbøl.

Efter at være trådt tilbage udnævntes U.L. efter nogle måneder til civildommer i Århus med virkning fra I. januar 1941. Virketiden i det nye embede blev kort; i 1943 indvalgtes han i byrådet og i sommeren 1945 valgtes han efter E. Stecher Christensen til borgmester. Borgmestertiden i Århus blev uden tvivl U.L.s lykkeligste arbejdsår. Han gik ind til arbejdet med en dyb følelse af, at han ville gøre en særlig indsats for fødebyen, og han mødtes af en stadig stærkere opslutning fra alle dele af befolkningen. Han begyndte med selv ud fra sine administrative erfaringer og teoretiske baggrund at reformere administrationen dels formelt, dels reelt ved at stimulere arbejdsindsatsen og tilvejebringe et mere åbent forhold til borgerne. Slutstenen på dette arbejde var indførelsen af magistratsordningen i 1950 der af U.L. foruden af praktiske grunde var ideologisk betinget ud fra ønsket om de folkevalgte som administrative ledere. Som borgmester havde U.L. økonomien som ressortområde. Det var måske ikke der interessen lå mest udpræget efter hans gemyt, men erkendende dens altafgørende betydning hvis hans andre interesser skulle fremmes koncentrerede han en stor del af sin overordentlige arbejdskraft om at klare økonomien i en stram genopbygningsperiode; her havde han et snævert samarbejde med byens energiske og forudseende økonomidirektør Erik Tjørnehøj. Nært knyttet til byens økonomi er den store havn. Med sin emotionelle fryd over alt hvad der også uden for landets grænser kunne bringe byens navn frem gik U.L. ind i store anlægsarbejder på havnen.

I høj grad samlede U.L. sin indsats om byens kulturliv. Han forstod, at til en universitetsby hørte en bred vifte af kulturinstitutioner, og han ville samtidig, at de skulle have en appel til de brede lag i byen. Selv var han den der bestemte, når der skulle vælges repræsentanter til bestyrelser, og han trådte ind i styrelser for universitetet, Erhvervsarkivet, Den gamle By, Århus Teater, Naturhistorisk Museum, Århus Museum, Musikkonservatoriet, Århus byorkester, Den jyske opera m.m. I alle disse bestyrelser sad han ikke blot og vogtede på økonomien, som kommunale repræsentanter ofte gør, han bidrog tillige til de saglige spørgsmåls afgørelse. På U.L.s 60-årsdag hædrede kulturinstitutionerne ham med det gedigne, historiske festskrift Seksten Århusrids; det havde opbakning fra 2200 Århusborgere, en ellers ukendt hyldest til en kommunalpolitiker.

U.L., der oprindelig ville have været forstmand, men bøjede sig for sin fars ønske, var dybt engageret i naturfredning og fik store skovområder sikret for Århus. I en årrække sad han også i Danmarks Naturfredningsforenings hovedbestyrelse. Sammenhængende med naturfredningssagen og hans historiske interesser var også hans ivrige deltagelse i det arkæologiske arbejde. Sammen med P. V. Glob var han bagmanden for virkeliggørelsen af de store Bahrainekspeditioner i 1950erne. I det landspolitiske arbejde tog U.L. ikke del efter 1940. Han havde megen sympati for den dansk-nationale bevægelse i Sydslesvig efter 1945 og gav et par gange udtryk for dette, men lange samtaler med ungdomsvennen Hartvig Frisch fik ham fra at give offentligt udtryk for sin holdning. I partiets arbejde uden for Århus medvirkede han ved 1947–52 at være landsformand for De unges Idræt (DUI). – U.L. var en smuk og repræsentativ skikkelse og en blændende taler. Undertiden kunne det dog knibe for ham at holde balancen både i stemmeføring og ordvalg. Det gjaldt også på andre områder at stemningssvingningerne kunne tage magten fra ham. Hans ophidselse og vrede kunne få direkte udløsning over for medarbejdere og meningsfæller, men kort efter kunne det skifte til kådhed eller dyb indesluttethed. Efter flere hospitalsophold måtte han erkende at nu slog arbejdskraften ikke til, og 1958 trak han sig tilbage. Sine sidste år levede han stille i byen, men fulgte den stadig med interesse og talte jævnligt med folk fra de institutioner han havde været med til at bygge op.

Familie

Forældre: inspektør ved Århus fattigvæsen, exam. jur. Leopold Marius Larsen (1855-1926) og Thyra Christiane Wilhelmine Unmack (1867-1937). Gift 27.11.1919 i Nebbelunde, Maribo amt med Ingeborg Carla Held Andersen, født 8.7.1894 i Århus, død 15.1.1961 sst., d. af postekspedient, senere postmester i Rødby Jørgen Marius A. (1863-1923) og Alma Kathinka Jacobine Held (1865-1961).

Ikonografi

Mal. af Aage Fredslund Andersen (Århus rådhus). Foto.

Bibliografi

Beretn. til folketinget afgivet af de ... nedsatte kommissioner i henhold til grundlovens § 45 [den parlamentariske kommission] I-XIV, 1945-58. Erindr, i Barn i Århus, red. Åge Bredsted m.fl. II, 1957 159-66. Interview i Århus stiftstid. 22.9.1963. – Sst. 24.3.1965. Demokraten s.d. Em. Sejr i Borgere i byens råd, red. Ole Degn og Vagn Dybdahl, 1968 13-16. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig