Vincents Steensen, til Steensgård, 1.5.1592-17.2.1659, landsdommer. Født på Steensgård, død sst., begravet i Snøde k. 1607–16 studerede S. ved udenlandske universiteter, immatrikuleret 1608 i Marburg, 1610 i Heidelberg og 1611 (-14) i Leiden, var derefter et år i kancelliet og 1617–23 kammerjunker hos de unge prinser. Fra 1627 var han land- og krigskommissær på Langeland og blev 1638 tillige landsdommer sst. Han var den stedlige organisator af øens forsvarsvæsen, og under krigen 1643–45 ledede han Rudkøbings befæstning. Under den anden svenskekrig 1658–60 ledede han sammen med oberst J. Körber og oberstløjtnant Bernebach øens forsvar og deltog personlig i spidsen for forsvarsstyrken i afvisningen af gentagne, med stedse voksende styrker førte anfald vinteren 1658–59. 17.2.1659 førte den svenske rigsadmiral og feltmarskal K. G. Wrangel personlig et stort anlagt, af krigsskibe beskyttet angreb mod øen og forsøgte landgang på østsiden ud for Steensgård. S. var i embedsforretninger i Rudkøbing og fik ilbud om angrebet; han hastede hjem, og uden at gå ind i huset bevæbnede han sig, fik en frisk hest og skyndte sig til landgangsstedet hvor han sammen med Bernebach førte soldatesken og bønderkompagnierne til angreb, selv med pistol i hånden. Herunder blev han truffet af et kardæskskud; blødende af 20 sår sank han af hesten idet han opfordrede sine kampfæller til fortsat angreb. Han blev lagt på en vogn og ført op til sin gård hvor han døde samme aften.

Familie

Forældre: Hans S. til Steensgård (1559–94) og Margrethe Eriksdatter Basse (1552–1611). Gift 2.11.1623 i Køge med Anne Holck, født 7.12.1602 på Tryggevælde, død 5.6.1660 på Steensgård, d. af Ditlev H. (1556–1633) og Margrethe Nielsdatter Krabbe (1577–1656).

Ikonografi

Mal. tilskrevet Remmert Petersen ca. 1630 (Steensgård), efter dette kopi af J. C. Schlichtkrull, 1907 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1870.

Bibliografi

Kilder. Danske saml. V, 1869–70 52 (Chr. IVs kalenderoptegn.). Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887–89 (fot. optr. 1969). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II–III, 1887–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75. Kancelliets brevbøger 1627–45, 1929–68.

Lit. Danm.s adels årbog XXXVII, 1920 501. K. C. Rockstroh i Vort forsvar 17.3., 14.4., 28.4. og 12.5.1901. Samme: Udvikl, af den nationale hær i Danm. I, 1909. Vilh. Lütken: Bidrag til Langelands hist., 1909 (fot. optr. 1979) 212f 243–63 o.fl.st. Danske slotte og herregårde, 2.udg. red Aage Roussell VIII, 1965 324–26. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig