Esaias Fleischer (jordbrugsforsker)

Esaias Fleischer, 12.3.1732-16.1.1804, amtmand, forfatter. Født i Egeslevmagle, død i Slagelse, begravet i Skt. Peders k. sst. F. forlod Roskilde latinskole 1749 men begyndte straks et vikariat som hører sst. samtidig med at han forberedte sig til den teologiske eksamen som han tog 1751. S.å. fik han, da vikariatet ophørte, Elers kollegium. Hans flid og lærelyst var ud over det sædvanlige men stod i omvendt forhold til hjemmets økonomiske evne. Efter faderens død måtte han hjælpe moderen at underholde seks mindre søskende – endnu 1785 støttede han to søstre økonomisk. – Skønt han både havde stærk lyst til og god evne for det studium af orientalske sprog han havde begyndt blev han af J. C. Kall (1714-75) frarådet at fortsætte, og da han 1752 fik tilbudt en stilling som virkelig hører i nederste lektie ved sin gamle skole opgav han de videre studier ved universitetet. Sin videnskabelige evne viede han nu kirkehistorien og udsendte 1757-59 et trebinds værk om pavedømmets oprindelse, men da det trods talrige forsøg ikke lykkedes ham at få præsteembede læste han samtidig jura. For at hjælpe på hørerens sulteløn begyndte han at dyrke de til embedet hørende 8 tdr. land, købte jord til, læste flittigt dansk og udenlandsk litteratur om jordbrug og afprøvede de nye metoder med held.

1764 købte han, efter et vink fra Magnus Beringskjold, et embede som regimentskvarter-mester i Næstved. Skønt han måtte sælge sin ejendom og sætte sig i gæld for at overtage embedet føltes det dog som et stort avancement, ikke mindst fordi han nu slap for den opslidende undervisning, og han var med sin sans også for regnskab i stand til at bestride arbejdet til hvilket der netop da blev stillet nye og strengere krav. Vigtigst blev det dog at han herigennem blev bekendt med regimentets chef oberst H. H. v. Eickstedt, og da sammensværgelsen mod Struensee kom i stand i begyndelsen af 1772 kom F. til at spille en mindre rolle, efter hans eget udsagn som kontaktmand til Eickstedt. Arveprins Frederik, som ikke glemte dem der havde bidraget til kuppets heldige forløb, blev nu hans velgører. I første omgang blev han sat til at undersøge forholdene ved kronens skove i Vordingborgdistriktet hvorunder han kom i en bitter strid med inspektøren Torkel Baden (1734-1805). 1774 blev han inspektør for arveprinsens Jægerspris, 1779 fik han inspektionen af skovene ved Sorø, fra 1780 med titlen overforstinspektør. Men dette embede frasagde han sig da han s.å. udnævntes til amtmand over Korsør og Antvorskov amter, øjensynlig fordi han mærkede at der var fjender der lurede på en lejlighed til at ramme ham. At han var en yderst habil og hæderlig embedsmand med mere end sædvanlig sagkundskab over for de opgaver han havde fået kan der ikke være tvivl om. Men han var samtidig både temperamentsfuld og selvfølende, bl.a. kom han i generalvejkommissionen i modsætning til Chr. Ditlev Reventlow. Da Guldbergs styre faldt ved kronprinsens kup 1784 fik også F. at føle at han var politisk udnævnt. 1785 blev han afskediget, dog med fuld gage som pension. – Det skulle ikke hjælpe ham at han i sin ufrivillige ledighed skrev og udgav sin selvbiografi for at retfærdiggøre sin embedsførelse. Selv om han heri udelod afsnittet om sin (perifere) deltagelse i det politiske spil 1772 var en sådan handling i sig selv suspekt. Et kongebud kunne ikke appelleres til offentligheden.

F.s interesse for agrarvidenskab var vidtspændende. 1777 udgav han Afhandling om Bier, 1778 Om et Lands Lyksalighed, i hvilket Agerdyrkning og Landvæsenet blomstrer, 1779 Forsøg til en Underviisning i det Danske og Norske Skov-Væsen, et uoriginalt arbejde men i tre generationer den eneste samlede udførlige fremstilling af skovbrugslæren på dansk. 1780 kom en Agerdyrknings-Katekismus, udgivet af landhusholdningsselskabet, og 1782 Forsøg til en Dansk Haugebog (nyt, forbedret oplag 1796, begge oplag oversat til svensk). Meget ambitiøst er hans Forsøg til en almindelig Naturhistorie I-X, 1786-1804 der hviler på vidtløftig læsning af udenlandsk litteratur. Medvirkende til at reformstyret ikke kunne bruge en så flittig og vidende mand var dog hans konservatisme i landbospørgsmål. I stedet for bondefrihed foreslog han lettelse af de offentlige byrder på jorden. Disse meninger fremsatte han i Breve angaaende den danske Proprietær og Bonde ..., 1786 og et anhang hertil: Tanker til nøiere Eftertanke om vor danske Bondesag, 1787. – Foruden disse skrifter fik F. endnu engang tid at beskæftige sig med teologien idet han 1798-99 udgav Jesu Christi Religions Sandhed og hvori den bestaar I–II. – Selvbiografien giver i sin helhed et udmærket portræt af F.s personlighed. Dens første del frem til 1771 er navnlig interessant ved sin demonstration af vilkårene for fattigstudenten uden velyndere. Gennem den naive, noget ublufærdige selvforherligelse, ikke usædvanligt for tiden, ser man et sjældent vide- og virkelystent menneske i færd med at fravriste tilværelsen et udkomme, og dermed en mening. – Justitsråd 1773. Virkelig justitsråd 1776. Etatsråd 1779. Konferensråd 1781.