Johan Christoph v. Körbitz

Johan Christoph v. Körbitz, 13.8.1612-20.8.1682, rigsmarskal. Født i Meissen, begravet i Kbh. (Trin. k.). Efter skolegang i Merseburg 1623–27 og privatundervisning i Dresden 1627–29 studerede v. K. 1629–31 ved universitetet i Wittenberg. Trediveårskrigen afbrød hans studier, og han tog nu tjeneste hos den øverstbefalende over den sachsiske og brandenburgske hær general Hans Georg v. Arnim til 1634 da han på sin fars initiativ blev hofjunker hos den udvalgte prins Christian af Danmark og fra okt. s.å. kammerjunker hos dennes hustru Magdalena Sibylla af Sachsen. 1637–38 og 1639 rejste han med orlov i Holland, Frankrig og England og overtog derpå aug. 1639 stillingen som prinsens hofmarskal; 1646 udnævntes han til hans råd. Juni 1649 naturaliseredes ham som dansk adelsmand. 1647 ledsagede han sin herre på dennes kurrejse til Sachsen og førte efter hans død (på slottet Körbitz) liget tilbage til Danmark. Han var enkeprinsessens hofmarskal og gehejmeråd til 1652 da hun ægtede en tysk hertug, men levede mest på gården Hellerup (Vindinge h.) som han havde fået med sin hustru. Kong Frederik III anvendte ham i flere sendelser til tyske fyrster og forlenede ham 1655 med Ide og Marker skibreder i Norge. Febr. 1657 blev han generalkommissær over den kongelige hær, jan. 1658 kgl. hofmarskal og lensmand over Kbh.s len (hvortil 1665 føjedes Ibstrup gård). Under hovedstadens belejring havde han, som han selv skriver, "usigelig stor Arbejd, Møje og Umage" i militære hverv, især efter at han aug. 1659 var blevet medlem af krigsrådet. Statsomvæltningen 1660 gav kongen magt til yderligere ophøjelse af sin sachsiske tillidsmand. 22.11. d.å. blev han rigsråd, rigsmarskal og assessor i højesteret, stats- og krigskollegiet. 1661 fulgte han prins Christian til Norge; s.å. blev han medlem af en kommission til nyindretning af kancelliet. 1662 fik han Roskilde amt og blev stiftsbefalingsmand over Sjællands stift; 1662–66 var han tillige administrator af det tidligere Svenstrup len, 1664–71 inspektør over Merløse h., fra 1665 over skovene i Fr.borg amt, 1675–81 administrator af Abrahamstrup amt. Allerede 1661 havde han deltaget i forhandlinger angående de gottorpske klager; 1663 var han med i forhandlingerne om ægteskabstraktaten med Kursachsen; 1664 gik han med H. Vind til Sachsen for at besigtige prinsesse Anna Sophies livgeding, 1666 førte han efter brylluppet hende og kurprinsen til Sachsen; s.å. forhandlede han (sammen med C. Hesse) om det hessiske ægteskab, og 1667 repræsenterede ham ved vielsen i Kassel brudgommen kronprins Christian (V). S.å. satte Christoffer Gabel under kansler Theodor Lentes sygdom ham midlertidigt i spidsen for tyske kancelli. 1669 var han på en diplomatisk sendelse til Gottorp. Til den inderste kreds af Frederik IIIs rådgivere hørte han ikke, men som den betroede og erfarne hofmand havde han en fast position som bevaredes under Christian V. Maj 1670 blev han medlem af det nyoprettede gehejmeråd. 1671 fik han atter forsædet i tyske kancellis kollegium. Han deltog 1670 i de pfalziske ægteskabsforhandlinger og førte 1671 prinsesse Vilhelmine Ernestine til Heidelberg. Han anvendtes også i forhandlingerne med Plön og Brandenburg og var med til at afslutte alliancetraktaterne med generalstaterne og kejseren 1673 og 1674. I ydrepolitisk henseende hørte han til den kejserligsindede fløj af konseilet. Han stod her sin chef i krigskollegiet Hans Schack nær, og i statskollegiet fulgte han i reglen også denne eller kansler Peder Reedtz. En særstilling indtog han kun 1671 da han som bigot lutheraner (med H. Vind) var mod oprettelsen af et katolsk kapel ved den franske ambassade i Kbh.

Som amtmand gav K. lejlighedsvis udtryk for sin betænkelighed ved det hårde skattetryk som hvilede på bønderne; 1674 var han med til at gennemføre en lettelse i godsejernes rostjeneste-byrde. Af hans militære erfaring blev der, foruden i krigskollegiet, gjort brug da han 1673 blev medlem af kommissionen til søetatens nyordning og 1674 som en af de tre generalkommissærer sattes i spidsen for hærens regnskabs- og forplejningsvæsen. Han fulgte Christian V til Rendsburg 1675 og på felttoget til Skåne 1676. Efter Griffenfelds fængsling deltog ham med Frederik Ahlefeldt (1623–85) i forseglingen af hans papirer. Ved Ahlefeldts udnævnelse til kansler (maj 1676) fratrådte han sit præsidium i tyske kancelli. Kun en kort tid varetog han (med H. Vind) inspektionen over kongens skatkammer. 1677 nedlagde han under alderens tryk også generalkommissariatsembedet da også Holmens og søetatens forvaltning lagdes under dette. Han anvendtes dog vedblivende i en række hverv. 1678 blev han leder af kronprins Frederiks hofstat; s.å. overdroges det ham sammen med H. Vind og Heinrich v. Stöcken at optage statslån hos formående mænd; 1679 blev han medlem af kommissionen til styrelse af hærens finanser, 1680 af kommissionen til revision af rentemesterregnskaberne. Han ledsagede også kongen på rejser til hertugdømmerne og Tyskland. I gehejmerådet var han dog nu en sjælden gæst.

v. K. var i den unge danske enevælde hofmanden par excellence, en formfuld og værdig leder af hoffets forvaltning og forretninger, en begavet og pligtopfyldende embedsmand som ikke savnede administrative evner. Som en fremmed i det danske samfund skyldte han kongehuset sin position, og dette kunne altid trygt stole på hans loyalitet. Den danske adel protesterede 1662 da han i rangforordningen sattes over de gamle rigsråder og tvang kongen til et delvist tilbagetog, men han hørte, aristokrat til fingerspidserne som han var og mere hof- end statsmand, ikke til de fremmede hvis ophøjelse virkede mest udæskende på den. – Hellerup tilfaldt efter J. C. v. K.s død uden børn hans halvbror Hans Caspar v. K. (1629–91), som broderen havde ladet opdrage i Danmark, men som 1652 gik i sachsisk tjeneste, og som døde som arveskænk i Henneberg. Dennes søn Johan Christoph v. K. (død 1726) blev 1723 dansk generalmajor og 1725 overkrigssekretær.