Ambrosius Bogbinder

Ambrosius Bogbinder, d. 1536, borgmester. B. har rimeligvis været Christian IIs legekammerat da denne opholdt sig i B.s fars hus og hørte livet igennem ligesom broderen Hans B. (ca. 1564) til Christian IIs ivrigste tilhængere. Efter faderens død ca. 1515 har B. antagelig fortsat dennes handelsvirksomhed. 1516 hørte han til Kbh.s ansete borgere, men først i Christian IIs landflygtighedsperiode træder han offentligt frem. 1526 besøgte han Christian II og Hans Mikkelsen i Nederlandene og hjemførte eksemplarer af kejserens mandat mod Frederik I og hansestæderne og andre skrifter til Danmark. Skønt Frederik I ikke var uvidende herom hindrede han dog ikke at B. efter den nye kommunalforvaltnings indførelse i Kbh. 1526 blev valgt til borgmester, rimeligvis først 1529 (juni dette år nævnes han som rådmand). Netop 1529 efter Joachim Rønnows udnævnelse til biskop begyndte refomatorerne med Hans Tausen i spidsen deres virksomhed i Kbh., og B. blev nu fører for den demokratisk-lutherske borgerstand. I striden med Joachim Rønnow fremkom han under rådets forhandlinger med ligefrem oprørske ytringer og 3. juledag 1530 var han i spidsen for den skare fanatiske borgere der trængte ind i Frue kirke, forjog de katolske præster og ødelagde billeder og tavler, blot med det resultat at kirken indtil videre lukkedes for begge parter. B. vedblev dog at være borgmester. Først da Christian II landede i Norge efteråret 1531 skred regeringen ind og afsatte ham på grund af hans forbindelse med denne.

Endog berøvet sit borgmesterembede bevarede B. sin fremtrædende position, og da den katolske reaktion på herredagen efter Frederik Is død 1533 fik overhånd trådte Jürgen Wullenwever i forbindelse ikke alene med Jørgen Kock, men også med B. Jørgen Kocks tanke var at gøre Kbh. og Malmø til frie rigsstæder der skulle indtræde i hanseforbundet samt at bevæge hertug Christian til imod rigsrådets flertal at bemægtige sig kronen, en tanke Mogens Gøye og Erik Banner sluttede sig til. Da dette strandede på hertug Christians vægring besluttede man i stedet at rejse den fangne Christian IIs sag. I alt dette var Jørgen Kock den ledende, men da først grev Christoffers landsknægthær var landet på Sjælland juni 1534 blev B.s stilling meget fremtrædende og han viste sig langt mere fanatisk og yderliggående end Jørgen Kock. Allerede juli 1534 blev han igen borgmester tillige med to andre menigsfæller Hans Bøsse og Niels Tøndebinder for hvem de tidligere borgmestre måtte vige.

B. havde vistnok stor andel i den adelsjagt der i begyndelsen af 1535 anstilledes på Sjælland. Vigtigst var at han var hovedmanden for forsøget på at skaffe hjælp fra Nederlandene og pfalzgreven i begyndelsen af 1536 da alt begyndte at vende sig til ugunst for de belejrede. B. benyttede sit lejde til Lübecks fredsforhandlinger med Christian III i Hamburg til at drage videre til Nederlandene. Jan. 1536 var han i Bruxelles og hans indtrængende forestillinger om de belejredes nød undlod ikke at gøre indtryk på regentinden så at hun både medgav ham en sum penge til de belejrede og gav et mere almindeligt løfte om bistand fra kejseren. Så sent som april 1536 traf han på hjemvejen i Wismar de befuldmægtigede der skulle forhandle med de kejserlige udsendige i Schwerin. Da der nu afgaves bestemte løfter om en undsætningsflåde fra Nederlandene vendte han tilbage til Kbh. opfyldt af desperat energi. Kbh. skulle holde ud til undsætningen kom; derfor lod B. og Hans Bøsse landsknægtene skånselsløst hugge ind på en skare fortvivlede og udsultede borgere der 13.6. havde forsamlet sig på Gammeltorv. Denne hårdhed var ganske ufornøden thi da undsætningsflåden stadig udeblev måtte de belejrede snart efter indlede underhandlinger om overgivelse der fandt sted 29.7. B. fik tilgivelse, dog på det vilkår at han fremtidig kun måtte tage ophold på et sted kongen anviste ham; men da kort efter Jens Kammersvends enke stævnede ham for uden skellig grund under belejringen at have ladet hendes mand henrette som oprører vovede han ikke at afvente sagens udfald. Den dag han skulle for retten fandtes han død, formentlig havde han taget sig af dage med gift. B. havde i disse år været så langt ude – den fanatiske tilhænger af den nye lære havde i sin halsstarrighed kastet sig i armene på den katolske pfalzgreve uden meget udsigt til derved at befri Christian II – at han næppe har taget fejl i at der ikke var plads for ham i det nye Danmark der nu skulle gro frem.