Frederik Wedel Jarlsberg, Frederik Wilhelm Wedel Jarlsberg, 7.3.1724-22.2.1790, baron, deputeret, forfatter. Død i Kbh., begravet i Herlufmagle k. W. J. gik i skole i Halle og læste ved universitetet i Göttingen. 1741 blev han officer hvor han avancerede til kaptajn og kompagnichef. 1753-55 var han assessor i højesteret, 1755-59 deputeret for finanserne og igen 1759-68 assessor i højesteret. 1758 udnævntes W. J. til medkurator for Vemmetofte hvor han de følgende år udviste reformiver, bl.a. ved at arbejde for fællesskabets ophævelse. Modstand fra hans medkurators side fik ham 1763 til at tage sin afsked, 1768 blev han amtmand over Åbenrå og Løgumkloster amter og 1772 overlanddrost i Oldenburg og Delmenhorst til 1773 hvor området blev bortmageskiftet. W. J. trådte nu ud af statstjenesten, købte 1779 godset Ravnstrup på Midtsjælland som han besad til sin død. Han kastede sig igen med iver over godsstyrelsen og roses som en human godsejer. W. J. havde udprægede litterære interesser, skrev 1766 et klagedigt ved Fr. V.s død, syslede med historie og religionshistorie, men det var især ved udsendelsen af Veiledning til rigtige Begreb om de Danske Jorde-Godsers Indretning .... 1782, at han har sikret sig en vis placering. W. J. gav heri et forsvar for de bestående tilstande på landbrugets og landboforholdenes område. Hans historiske argumentation kan forekomme besynderlig, men det må i dag nok indrømmes at hans aktuelle beskrivelse af forholdene må tillægges større vægt end man tidligere har været tilbøjelig til. W. J.s indlæg var startskuddet til den litterære debat om landboforholdene der skulle fortsætte gennem hele 1780'erne, og angrebet for sine synspunkter, bl.a. af Søren Klestrup, forsvarede W. J. sig i flere skrifter. - Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1778. Kammerherre 1748. Gehejmeråd 1767. Gehejmekonferensråd 1774.

Familie

Forældre: grev Frederik Anton W. J. (1694-1738) og Louise Raben (1696-1736). Gift 19.4.1748 i Kbh. (Slotsk.) med Charlotte Amalie Bülow, født 14.3.1719 på Ravnstrup, død 6.9.1780 sst., d. af major Friedrich B. (ca. 1676-1720) og Anna Salome Westring. – Far til Fritz W. J.

Udnævnelser

Hv.R. 1763. Bl.R. 1783. L'union parfaite 1763.

Ikonografi

Malet som barn. Mal. formentlig forestillende W. J. (Norsk folkemus., Bygdøy). Mal. formentlig W. J. samt mal. med familie (forhen Palsgård). Mal. af A. Graff ca. 1770 (Fr.borg), replik (bl.a. Jarlsberg). Mal. af Jens Juel (Fr.borg), replik og kopier.

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXV, 1908 514. Chr. H. Brasch: Vemmetoftes hist. III, 1863 114 176-80. Edv. Holm: Kampen om landboreformerne, 1888 (reproudg. 1974) 52–58 89f. N. Rasmussen Søkilde: Landboreformerne og den da. bondestands frigørelse, 1888 59f. Hans Jensen: Dansk jordpolitik I, 1936 (reproudg. 1975) 113.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig