C.B. v. Ehrenschild, Conrad Biermann (Bierman) v. Ehrenschild, aug. 1629-24.4.1698, statssekretær, diplomat. Født i Eimeldingen i markgrevskabet Baden-Durlach, død i Hamburg, begravet i Kbh. (Petri k.). Atten år gammel sluttede B. sin skoleuddannelse i Strasbourg. Da hans familie var fattig måtte han selv arbejde sig frem. 1654 kom han i tjeneste hos den franske diplomat Charles d'Avaugour der var sendt ud for at forlige Sverige og Polen. Sammen med denne fulgte han Karl X Gustav til Polen, traf sammen med den polske konge og var øjenvidne til slaget ved Warszawa. Da d'Avaugour døde kom B. i tjeneste hos hans efterfølger Hugue Terlon der gjorde ham til sekretær i gesandtskabet. Med Terlon kom han 1658 til Kbh. hvor han gjorde bekendtskab med rigshofmester Joachim Gersdorff der tilbød ham at træde i dansk tjeneste. Da han lige havde forlovet sig med tolddirektør Daniel Knopfs datter modtog han gerne dette. Skønt han 1660 af Ludvig XIV var blevet beskikket til at bestyre gesandtskabsforretningerne i Sverige under gesandtens fraværelse skaffede Terlon ham dog tilladelse til at træde ud af fransk tjeneste, og 1.1.1661 aflagde han ed til Frederik III som sekretær i Tyske kancelli.

B. viste evner for diplomatiet og blev hurtig meget benyttet ved behandlingen af udenrigspolitiske spørgsmål. 1662-63 fulgte han som legationssekretær Hannibal Sehested til Holland, England og Frankrig. Under forhandlingerne med England i Kbh. sept. 1665 om overfaldet i Bergen optrådte han som "kongens sekretær" og tvang englænderne til at tage deres beskyldninger mod Claus Ahlefeldt tilbage. 1666 udnævntes han til kancelliråd i Tyske kancelli og 1669 tillige til assessor i statskollegiet og i højesteret. Efter tronskiftet 1670 blev han statssekretær i konseilet for de udenrigske sager og kongens kammersekretær. Som statssekretær havde han den daglige ledelse af de udenrigske forretninger i tyske kancelli. Skønt han ikke var medlem deltog han altid i konseilets møder angående de udenlandske sager, refererede disse og opsatte i henhold til de i konseilet tagne beslutninger depecherne og skrivelserne til de danske gesandter i udlandet. Han deltog også i alle forhandlingerne i Kbh. med de fremmede gesandter og i forhandlinger i 1670 med hertug Johan Adolf af Plön angående Oldenburg og Delmenhorst. Han stod i et venskabeligt forhold til Griffenfeld og blev umiddelbart før dennes fald forlovet med hans niece Anna Schrøder. Forholdet hævedes derefter, og han beholdt sin stilling. Hans indflydelse blev nærmest forøget da Griffenfelds efterfølger, storkansler Fr. Ahlefeldt, ofte var borte fra Kbh. og i øvrigt ikke deltog meget i det daglige regeringsarbejde. B. ledsagede som regel kongen under krigen, og hans betænkning og råd indhentedes om de fleste vigtige spørgsmål, også militære. 1675 blev han medlem af højesteret. Ved fredsforhandlingerne i Lund 1679 var B. blandt de danske delegerede. Skønt grev Anton af Aldenburg var legationens formelle leder, var B. og Jens Juel dog sikkert reelt ledende, og det var dem der i forening med den svenske hovedforhandler Johan Gyllenstierna indledte den kortvarige nordiske forbundspolitik. Som belønning udnævntes B. 1680 til gehejmeråd og fik n. å. våbenbrev med navnet v.E. (adelsbrev 1693). Endelig 1682 blev han medlem af gehejmekonseilet. Han var da trådt tilbage som statssekretær, en stilling der overtoges af hans svigersøn Thomas Balthasar v. Jessen. 1683 sendtes v.E. til de braunschweig-lüneburgske hertuger for at forhandle om en eventuel alliance. Dette var dog umuligt. Han rejste derefter til Berlin hvor han sammen med den danske gesandt Frederik Gabel fik sluttet en overenskomst mellem Frankrig, Danmark og Brandenburg rettet mod Sverige og Braunschweig-Lüneburg. N.å. sendtes v. E. på ny til Berlin for at få en overenskomst i stand med Brandenburg og Braunschweig-Lüneburg om et angreb på Sverige for at berøve det dets tyske besiddelser, men forhandlingerne strandede væsentligt på at deltagerne ikke kunne blive enige om gevinstens fordeling. Hovedhensigten med disse forhandlinger var for Danmarks vedkommende foruden at få Sverige drevet ud af Tyskland at få hertugen af Gottorp bort fra Slesvig og Holsten mod erstatning i Oldenburg og Delmenhorst og eventuelt en del af de svenske besiddelser. I den skarpe politik der 1684 indledtes mod Gottorp ved inddragningen af hertugens slesvigske besiddelser havde v.E. og Jessen ved siden af kongen selv den væsentligste skyld. v.E. var særlig inde i alle de indviklede gottorpske stridigheder, og det blev derfor også ganske naturligt ham der sammen med en anden autoritet på dette område, Christof Gensch v. Breitenau kom til at repræsentere Danmark på den kongres der 1687 trådte sammen i Altona for under kejserlig, brandenburgsk og sachsisk mægling at søge striden mellem Christian V og hertugen af Gottorp bilagt. v.E. og Breitenau førte her med stor dygtighed Danmarks sag, men uden held. Hertugen havde sympatien i Europa for sig, end ikke Danmarks forbundsfælle Frankrig ydede det nogen virkelig støtte. Med Wilhelm af Oraniens overtagelse af den engelske trone og kurfyrst Frederik Wilhelm af Preussens død mistede Danmark sine hidtidige støtter og var nu fuldstændigt isoleret. Over for truslen om krig med Sverige og somagterne måtte Christian V ved forliget i Altona juli 1689 anerkende hertugens fuldstændige restitution. Senere s.å. sendtes v.E. atter til Hamburg for at få hertugen til at afskedige de fremmede tropper han havde antaget, og til at indgå en nærmere alliance med kongen. Det lykkedes at få en del af de fremmede tropper sendt bort, men allianceforhandlingerne løb ud i sandet.

N.å. tog v.E. fast ophold i Hamburg. Han led stærkt af gigt, sten og podagra og mente at Hamburgs luft var bedre for hans helbred end Kbh.s. Han var 1683 blevet landdrost i Pinneberg. Han stod dog stadig i livlig brevveksling med sin svigersøn, og i de fleste vigtige spørgsmål rådspurgtes han af regeringen i Kbh. I Hamburg hvor de fleste magter havde diplomatiske repræsentanter førte han på den danske regerings vegne forhandlinger med forskellige nordtyske fyrster som af hensyn til kejseren ønskede at skjule disse forhandlinger og derfor ikke ville forhandle officielt med regeringen i Kbh. Da forholdet mellem Danmark og Gottorp efter hertug Christian Albrechts død 1694 på ny tilspidsedes og stridighederne førte til kongressen i Pinneberg 1696 hvor de tidligere mæglere fra Altonatraktaten på ny forsøgte at forlige kongen og hertugen ledede v.E. igen den danske delegation. Forhandlingerne gik meget langsomt, og der rettedes beskyldninger mod v.E. for at forhale forhandlingerne. Skylden faldt dog nok så meget på kongen og regeringen i Kbh. der til det sidste vægrede sig ved at gøre de nødvendige indrømmelser. Inden kongressen sluttede døde v.E. -Ikke uden dygtighed og indsigt tilrettelagde v.E. Danmarks udenrigspolitik i en årrække omend uden det overblik og den moderation der kendetegnede Griffenfeld og Frederik Ahlefeldt. Hans andel i den eventyrpolitik der endte med det fuldstændige nederlag på Altonakongressen er uomtvistelig. I sin bog om Danmarks tilstand giver Molesworth et ikke smigrende billede af ham som han kalder en "pater difficultatum" og beskylder for at have brugt sin stilling til at berige sig og for at have anbragt sine penge uden for Danmark i Amsterdams og Hamburgs banker. Det sidste var ganske urigtigt, og v.E. protesterede selv mod denne beskyldning. Hans børn var alle gift og bosat i Danmark, og han selv var ejer af Enggård på Fyn, Buskerudgård i Norge og Teichhof i Oldenburg. At han modtog gaver fra supplikanter og belønninger fra udenlandske magter ved afslutningen af traktater var normalt for tiden. Molesworth var heller ikke nogen uvildig dommer da v.E. ligesom svigersønnen nærmest hørte til det franskvenlige parti ved hoffet. – v.E.s søn Martin Conrad Biermann v.E. (ca. 1662-1715) døde som etatsråd og overceremonimester, og med hans børn uddøde familien. - Etatsråd 1677. Gehejmeråd 1680.

Familie

Forældre: præst, sidst i Badenweiler Martin Biermann (ca. 1600-64, gift 2. gang 1638 med Anna Maria Pappus, enke efter præst Johann Caspar Pfeil i Botzingen) og Barbara Stocker (død ca. 1637). Gift 3.3.1661 v. Ehrenschild, C. B. med Anna Knopf (Knoff), født ca. 1648, død 25.7.1669 i Kbh., begr. i Petri k., d. af tolder, senere tolddirektor og amtmand i Norge Daniel K. (1614-87) og Elisabeth Verens (Wærn) (1617-69).

Udnævnelser

Hv.R. 1684.

Ikonografi

Stik af Hub. Schaten ca. 1693 efter mal. af Jacob d'Agar forestiller enten E. eller A. L. Knuth. Maleri (Miramare ved Svendborg).

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist., ved P. W. Becker II, 1857 437. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., ved J. Lindbæk I–II, 1903-10. Danm.-No.s traktater, ved L. Laursen V-IX, 1920-33.

Lit. Stamtavle i Pers.hist.t. 2.r.III, 1888 276. Danm.s adels årbog XXXVI, 1919 479. Lugubria monumenta in obitum Conradi ab Ehrenschild, u.st. 1699. Rob. Molesworth: An account of Denmark, London 1694 (fot. optr. 1976) kap. XI og modskrift (Vertheidigung). Chr. H. Brasch: Om Rob. Molesworths skrift, 1879. A. D. Jorgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I–II, 1893– 94. Kn. Fabricius: Griffenfeld, 1910 267f 273. Samme i Hist.t. 8.r.II, 1909-10 1-59 111-69. L. Bobé: Die deutsche St. Petri-Gemeinde zu Kopenhagen, 1925 415. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I, 1930. H. Saring i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXVII, Neumünster 1939 191-242. Åke Stille i Karolinska forbundets årsbok 1940 53-79. Samme: Studier over Bengt Oxenstiernas politiska system, Uppsala 1947. C. O. Boggild-Andersen: Hannibal Sehested I–II, 1946-70.

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig