Carl Moltke (politiker)

Carl Moltke, 15.11.1798-12.4.1866, gehejmestatsminister. Moltke undervistes oprindelig privat og havde tidens bedste lærere, bl.a. professor N. Falck. Derpå sendte faderen ham til Johanneum i Hamburg hvor han boede hos undervisningsanstaltens direktør dr. Gurlitt. 1820 ledsagede han faderen på en rejse til Italien, og efter sin hjemkomst tog han 1822 juridisk eksamen i Glückstadt. Fra 1823 virkede han som auskultant ved den holsten-lauenburgske overret, og da han 1826 havde overtaget faderens gods Nütschau ved Oldesloe, indtrådte han som medlem i ridderskabets vedvarende deputation. 1830 blev han medlem af den holstenske overret. Allerede på dette tidspunkt var hans almindelige position så vel fæstnet, at han blev opfordret til at tage sæde i de "erfarne mænds" forsamling 1832. Han kom herved til Kbh. og ansattes 1834 som deputeret i rentekammeret og for finanserne. 1840 avancerede han til 1. deputeret. Indtil nu havde hans almindelige politiske indflydelse kun været ringe, men da Christian VIII 1846 lagde kursen om og indtog en fastere holdning over for den slesvigholstenske bevægelse, trådte Moltke frem i forreste linje og overtog stillingen som præsident for det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli. Hans lille, tætte skikkelse vidnede både om beslutsomhed og handlekraft, og på grund af sin fuldkommen tyske uddannelse og sine mange personlige forbindelser inden for ridderskabet måtte han mere end nogen anden i Christian VIIIs nærmeste omgivelser være egnet til at gennemføre den helstatspolitik der efter det åbne brevs udstedelse måtte være kronens mål. Set fra et dansk nationalt synspunkt var det imidlertid beklageligt at han i meget ringe udstrækning havde forståelse for betydningen af den vågnende danskhed i Slesvig.

Skønt Moltke ikke i Christian VIIIs tid fik sæde i gehejmestatsrådet, var hans politiske indflydelse i kongens sidste leveår i stadig stigning. Som den der bedst kendte forholdene i hertugdømmerne deltog han fra sommeren 1847 i de forfatnings-overvejelser der stærkt optog kongen, og han sluttede sig til H. Reventlow-Criminil i dennes ønske om, at der skulle indkaldes en grundlovgivende forsamling, hvoraf stænderne i monarkiets forskellige dele skulle udpege to tredjedele af medlemmerne. Samtidig indtog han en meget skarp holdning over for enhver separatistisk bevægelse i hertugdømmerne, hvor man til gengæld stemplede ham som "forræder" og "renegat". Efter Christian VIIIs død 1848 kaldte den nye konge ifølge en opfordring fra faderen Moltke til at deltage i det ekstraordinære statsrådsmøde som fandt sted på slottet natten mellem 20. og 21.1., og straks næste morgen fandt den officielle udnævnelse til gehejmestatsminister sted. I de måneder der fulgte efter kan Moltkes indflydelse vanskeligt overvurderes, og han står som den drivende kraft i hele forfatningsarbejdet. Det var den almindelige opfattelse, at øjeblikket nu var inde til at opgive kongeloven. Moltke udarbejdede på tysk et udkast til en offentlig henvendelse til monarkiets befolkning om den fremtidige forfatning der offentliggjordes ved et reskript af 28.1.1848. Der lovedes heri en fælles stænderforfatning for kongeriget og de to hertugdømmer med lige mange repræsentanter for de to halvdele. Denne forsamling skulle have skattebevillingsret og besluttende myndighed med hensyn til fælles love. Ved siden deraf bevaredes de gamle stænderforsamlinger, og det fastsloges samtidig at der ikke skulle ændres noget i den gamle forbindelse mellem Slesvig og Holsten. Om dette sidste punkt havde der inden for statsrådet stået en meget hård dyst, idet både P.G. Bang og C.E. Bardenfleth energisk havde angrebet denne udtalelse, men Moltke gik ud af kampen som sejrherre. Inden det endelige forfatningsudkast fik kongens underskrift, lovede man at det skulle forelægges "erfarne mænd". En snævrere kommission bestående af Bang, A.S. Ørsted (1778-1860) og Moltke fik som opgave at udarbejde det nærmere forfatningsudkast. Både i hertugdømmerne og i kongeriget blev det kgl. budskab genstand for en hård kritik. Det slesvigholstenske parti ønskede ingen anden forbindelse med kongeriget end personalunionen, og i kongeriget var man forarget over at denne del af monarkiet, skønt den befolkningsmæssigt var langt talrigere, ikke fik indrømmet en passende repræsentation. I den liberale presse blev Moltke genstand for hårde angreb, og man bebrejdede ham hans "danske Slesvig-Holstenisme". Mens disse offentlige storme rasede, og februarrevolutionen brød ud og tændte Tyskland i brand, arbejdede forfatningskommissionen med stor ihærdighed og uden at lade sig påvirke synderligt af den offentlige mening. Omkring 20.3.1848 var det udkast fuldført der bedst kan betegnes som en naturlig og moden frugt af et tiårs stadigt arbejde med forfatningssagen, men den folkelige bevægelse i monarkiet væltede hele dette arbejde over ende, og 21.3.1848 trådte Moltke tilbage som minister.

I den periode hvor de nationalliberale sad ved magten var der ikke megen brug for holsteneren og helstatsmanden Moltke, men det må dog betragtes som en anerkendelse af hans administrative dygtighed og statslige loyalitet, når man udpegede ham til efter våbenstilstanden i Malmø at tage plads i den midlertidige regering for hertugdømmerne. Dristigt drog han til Holsten, men en fjendtlig folkebevægelse tvang ham bort, og da forbundstropperne ikke ville garantere for hans personlige sikkerhed tog han ophold i Sønderborg hvor han sammen med to andre af kongen udnævnte regeringsmedlemmer dannede den såkaldte immediatkommission. 1849 påtog han sig en diplomatisk sendelse til Wien for at bevæge den østrigske regering til at fjerne det slesvigholstenske statholderskab i Kiel, men forsøget var forgæves. En ny vigtig periode i Moltkes statsmands-gerning indtrådte i det øjeblik da Ejderpolitikken måtte erklæres for strandet, og regeringen på ny måtte bestræbe sig på at føre en klar helstatspolitik. Som den dansk-tyske helstats ubøjeligste og mest konsekvente forkæmper var Moltke som kaldet til atter at få betydelig indflydelse. Også de tyske stormagter ønskede nu hans tilbagevenden. I juliministeriet af 1851 indtrådte han som minister uden portefølje. Da han sammen med udenrigsminister H. Reedtz ikke kunne få ministeriet som helhed til at gå med til at følge Preussens og Østrigs krav om at junigrundloven ikke måtte udstrækkes ud over kongeriget, og at de selvstændige stænderforsamlinger i hertugdømmerne skulle opretholdes, trådte han atter ud i okt. 1851. Da ministeriet Bluhme dannedes i jan. 1852 på et udpræget helstatsprogram, indtrådte han på ny som minister for Slesvig. For første gang beklædte en udpræget tysk mand denne vigtige stilling, men han beholdt A. Regenburg som sin departementschef og opretholdt i det hele de danske sprogreskripter. Til en vis grad kan man endog sige, at han fuldstændiggjorde dem, fx med hensyn til retssproget. Han var endvidere meget ivrig efter at få H. Martensen til superintendent i Slesvig, men forsøget mislykkedes. Til trods for sin loyale overholdelse af sprogreskripterne, der åbenbart forekom den meget retsindige mand en retfærdig handling over for de dansktalende distrikter, var han på vagt over for alle udslag af de national-danske bestræbelser, og hans bladforbud ramte såvel ejderdanske som slesvigholstenske aviser. Han havde nu som før lige så lidt sympati for det danske nationalparti som for slesvigholstenerne. Da den slesvigske stænderforsamling kaldte de mænd der havde organiseret den slesvigholstenske rejsning 1848 "regering" og "øvrighed" under kampene 1848-50, nedlagde han gennem kommissarius en meget kraftig protest. Han ville ikke tåle at hertugdømmernes lovlige øvrighed forhånedes "ved at sættes paa lige Fod med Ophavsmændene til det skammeligste Oprør, der nogen Sinde havde fundet Sted i noget som helst Land, et Oprør, der var blevet forberedt ved de mest uforskammede Løgne og Bagvaskelser, paabegyndt med det sorteste Forræderi, fortsat med mageløs Haardnakkethed, Hovmod og Grusomhed og endt med Nederdrægtighed".

Samtidig med at Moltke således var den politiske slesvigholstenismes fortsatte afgjorte modstander, hævdede han stadig at en enevældig regering eller et styresæt, der kom dette meget nær, var den absolutte forudsætning for monarkiets fortsatte beståen. Derfor fjernede det forslag til en ny forfatning for Slesvig, som han forelagde stænderforsamlingerne, sig kun lidt fra den gamle stænderforfatning, og han var ligeledes stemt for at trække meget snævre grænser for de magtbeføjelser der skulle overlades til rigsrådet over for monarkiets fælles anliggender. Inden for ministeriet var han den anerkendte fører for dettes højre fløj, og han støttedes ivrigt af krigsminister C.F. Hansen. Sammen med denne gik han over i ministeriet Ørsted og forsvarede ivrigt at den nye fællesforfatning burde oktrojeres. Ved ministeriets fald i dec. 1854 trådte Moltke på ny i baggrunden, og han fastholdt sin vægring ved at overtage en ministerpost så længe Frederik VII levede. Efter tronskiftet i nov. 1863 var hans navn atter fremme, men han ville ikke tage ansvaret for en kursændring der kunne have udsat det nye dynasti, for hvis overhoved han nærede den dybeste ærbødighed, for en belastningsprøve som det ikke kunne bære. Først i juli 1864 indtrådte han som minister uden portefølje i C.A. Bluhmes regering og måtte som sådan anerkende den traktat der brutalt sønderlemmede det monarki som han gennem en menneskealder så ihærdigt havde søgt at holde sammen. Moltke tog sin afsked i juli 1865, først og fremmest af helbredshensyn, og han døde n.å. på et besøg i Kurland. Krigen 1864 havde skåret hans rod over.

Ekstraordinær assessor i højesteret 1847. – Kammerherre 1835. Gehejmekonferensråd 1848. Ordenskansler 1864.