Iver Rosenkrantz (politiker)

Iver Rosenkrantz, 5.12.1674-13.11.1745, gehejmestatsminister. Født på Rosenholm, død sst., begravet i Hornslet k. R. opdroges fra 1691 på det ridderlige akademi i Kbh. 1694–97 rejste han i udlandet. 1698 blev han kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedevig, men han gik i vinteren 1700 som diplomatisk afsending til Karl XII i Livland hvor han dog ikke blev modtaget. 1702–05 var han, udstyret med etatsrådstitel, dansk gesandt i London hvor han faldt godt til rette. 1706 blev han deputeret i hof- og politiretten og fulgte 1708–09 som hofmarskal Frederik IV til Italien. Efter krigsudbruddet 1709 udnyttedes atter hans diplomatiske evner. Sept. s.å. afsluttede han et forsvarsforbund mellem Danmark og Münster og var derpå på ny til 1714 gesandt i England. Han deltog 1714–16 i den resultatløse fredskongres i Braunschweig. Fra 1716 overtog han den stilling som amtmand i Kbh.s amt hvortil han allerede 1709 var udnævnt (gage 200 rdl. årlig); 1716–23 var han tillige præses i politi- og kommercekollegiet; 1717 fik han titel af gehejmeråd. Bemærkelsesværdigt er fra disse år især hans forslag om indrettelse af tyve skoler i amtets rytterdistrikt. Når han aug. 1723 udnævntes til stiftamtmand i Viborg var hovedårsagen til denne forvisning fra hovedstaden uden tvivl Frederik IVs voksende uvilje mod og mistillid til den gamle danske adel som s.å. fik udtryk i hans regeringsregler for sønnen (Christian VI). R. vandt i stiftamtmands-tiden et grundigt kendskab til jyske tilstande og forhold. Samtidig vedblev han at bevare sin nære tilknytning til prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig på Vemmetofte og til brødrene Chr. Ludvig og Carl Adolph v. Plessen, hvis kusine han havde ægtet. Sammen med Poul Vendelbo Løvenørn dannede disse mænd en oppositionel kreds som så frem til tronskiftet.

Straks efter Frederik IVs død gav Christian VI da også R. sæde i konseillet og satte ham 17.10.1730 i spidsen for både danske og tyske kancelli. Han blev faktisk storkansler, men uden titlen. Samtidig fik han ledelsen af kronprinsens (Frederik Vs) opdragelse som han mod dronningen og hofpræsten J. B. Bluhme stræbte efter at give et dansk præg. Med vennerne C. L. og C. A. v.Plessen ved sin side i konseillet og i besiddelse af kongens tillid var han en tid lang regeringens ledende kraft. I danske kancelli var hans hovedstøtte ekspeditionssekretær Peter Neve, i tyske kancelli oversekretær Franz vom Hagen. R. beskrives som en elskværdig natur og ejede en fin og grundig dannelse som ikke blot satte ham i stand til at skrive gode latinske digte men også til at vurdere vennen Hans Grams historiske kritik. Det var med god grund at han (efter konsistoriums ønske) 16.3.1731 blev universitetets patron og s.å. medlem af den kommission der udarbejdede dets nye fundats af 1732 – hvorved der bl.a. oprettedes et professorat i dansk ret -samt 1733–39 medlem afkommissionen til reformering af det lærde skolevæsen. R. blev af en fremmed diplomat karakteriseret som et smukt eksempel på en adelsmand af den gamle slags. Der lå i hans væsen en vis jysk sindighed, forsigtighed og trang til at lempe sig frem som kunne give indtryk af manglende kraft, men når han beskyldtes for at lade sig for stærkt påvirke af Plessenerne skyldes det vist for en stor del at han i væsentlige henseender delte deres opfattelse. Og når den (næppe uvildige) franske gesandt grev Plélo taler om hans snakkesalighed og mangel på klarhed og præcision i foredraget dømmes hans diplomati ikke derved at han gav det en for galliske øren utilfredsstillende formulering. I korrespondancen med danske diplomater i udlandet spores hans egen hånd langt stærkere end forgængernes, om end mindre end senere Bennstorffernes. At den kongelige vilje her gjorde sig ret stærkt gældende er en sag for sig.

Et hovedpunkt i R.s ydrepolitiske trosbekendelse som i Chr. Siegfr. v. Plessens og hans sønners – var tilslutning til Storbritannien. Et andet var forbund med Sverige. Som han 1734 skrev til gesandten Chr. Sehested (1666–1740): kunne der skabes en forbindelse mellem de skandinaviske stater indbyrdes og med England håbede han at man ville være i stand til at tøjle enhver stat der ville prøve på at forstyrre freden i Norden. Han opfattede Frankrig som den store urostifter og kom herved i modsætning til sin kollega og medskandinav Poul Vendelbo Løvenørn, der holdt på Frankrig som den bedste støtte mod Rusland. Christian VI var en tid stærkt påvirket af Løvenørn og Plélo, og det skyldtes mindre R.s end grev Christian Ernst Stolberg indflydelse at der sept. 1734 blev sluttet alliance med England hvortil okt.s.å. kom forbundet med Sverige. Led Løvenørn her nederlag så var det R. og Piessenerne der måtte bøje sig da han 1733 fik den 1730 på deres initiativ ophævede landmilits genindført. Det var dog ikke iver for bondefrihed som her dikterede deres modstand, idet de ud fra godsejerinteresser gik ind for et stavnsbånd fra det 14. til det 40. år. Mod Løvenørn ønskede han også en hærreduktion idet han anså flåden for Danmark-Norges naturlige værn. Mere til at rokke R.s position hos Christian VI bidrog dog hans kirkelige standpunkt. Han ønskede ingen "novateurs".i religionen og ingen ændring i "de i menigheden antagne og af statens love autoriserede meninger". Det var en undsigelse til den pietisme som fik mere og mere magt over kongen og hoffet, især hos dronning Sophie Magdalene og hendes mor, markgrevinden af Bayreuth. R. havde det uheld at forarge denne kreds ved en duel som i julen 1733 fandt sted i hans hus mellem to unge hofkavalerer med hvilke hans kone havde flirtet stærkt. Kongen havde ondt af R., men opirredes mod familien Plessen. Jan. 1734 måtte Chr. Ludvig v. Plessen udtræde af konseillet hvad der stærkt svækkede R.s stilling. Når han blev siddende skyldtes det i første linje Stolberg-Wernigerodes forestillinger. Hans indflydelse var dog stadig svindende hvad der bl.a. viste sig ved at Christian VI mere og mere tog den unge sekretær i tyske kancelli J. S. Schulin til sin ydrepolitiske rådgiver og ofte lod ham gennemlæse R.s ekspeditioner. Et nederlag for R. var genindførelsen (marts 1735) af sabbatsloven som han 1731 havde været med til at få ophævet. 12.5.s.å. afløstes han som chef for danske kancelli af J. L. Holstein, 28.5. som chef for tyske kancelli af Schulin. Samtidig fik både Neve og Hagen afsked.

R. vedblev at sidde i konseillet og beholdt sine sportler af danske kancelli ligesom han fortsatte som universitetspatron. Hans indflydelse var dog ikke stor da kongen så med uvilje både på brødrene Plessen og ham som generende oppositionsmænd, så meget mere som R. var meget afholdt. Da R. var noget sendrægtig med at tegne aktier i den 1736 oprettede bank skrev majestæten til Schulin: "Gehejmeråd R. viser ved enhver lejlighed, af hvilken bande han er, og at han ikke vil flattere os". Og han opfordrede Holstein og Schulin til ikke at lade sig noget byde af deres afdankede forgænger. R. var ved flere lejligheder ikke bange for at sige sin mening. 1736 kritiserede han i brev til kongen den nye forordning mod at bære juveler, guld og sølv idet han betegnede forråd af disse varer som en nyttig kapitalopsparing og benægtede at kongens undersåtter var hengivne til overdådighed (måske med undtagelse af Kbh.s overklasse). 1737 gik han kraftigt mod generalprokurør A. Hojers forslag om indførelse af landfiskaler. Det dansk-norske folk var lovlydigt nok således at kongen ikke behøvede "at lade sig forlede til at hengive Deres tro folk som et bytte til de sletteste og værste folk i landet og derved mistrøste Deres samtlige lande og riger".

Afgørende for den engelskorienterede R.s forbliven i konseillet var den danske politiks holdning over for henholdsvis England og Frankrig. 1739 fornyedes forbundet med England, men snart efter svingede Christian VI under indflydelse af Løvenørn og Schulin over mod Frankrig. Allerede i nov.1739 havde han besluttet at fjerne R. når et stiftamt blev ledigt. Da der jan. 1740 blev truffet hemmelige aftaler om et dansk-fransk forbund når alliancen med England var udløbet var hans tid omme. 27.4.s.å. afskedigedes han med en pension på 5000 rdl. og valget mellem Odense eller Århus stiftamtmandsembede. R., der ikke ønskede at være undergivet en minister, tilmed en politisk modstander, bad sig fritaget for det nye embede med ret til at beholde pensionen. Dette tilstod kongen ham. I øvrigt indeholdt kongens brev om afskedigelsen ingen påskønnelse af hans lange tjeneste; der stod blot at han fritoges for deltagelse i konseillets forhandlinger alene af hensyn til hans alder, ikke på grund af nogen misfornøjelse eller unåde. Fra 1738 havde R., som 1735 sammen med Otto Blome havde udarbejdet Vemmetofte klosters fundats, været en af Vallø klosters tre provisorer. Denne post nedlagde han nu. Samtidig afgav han sin stilling som universitetspatron (til J. L. Holstein). Derimod vedblev han til sin død som patron for Roskilde adelige frøkenkloster (fra 1737).

Sine sidste år levede han den uafhængige godsejers liv. Han havde efter forældrene arvet Rosenholm som han 1744 fik gjort til stamhus (666 tdr. htk.), og Vosnæsgård (solgt 1719). 1735 købte han Ryegård (Voldborg-Ramsø hrd.); 1737 arvede han Egholm (sst.) og Krabbesholm (sst.). Mest boede han på Rosenholm hvor Peder Malling (Ove Mallings far) var hans dygtige forvalter; han lod her bl.a. sin bedstefar Holger Rosenkrantz' af tid og forsømmelighed stærkt medtagne bibliotek istandsætte, øge og katalogisere. Af sit landlivs sysler har han givet en morsom skildring i et latinsk digt til Gram (1741) der viser den aldrende herre i fuld åndelig vigør. Han var en velvillig og afholdt godsherre i forholdet til sine undergivne. Den uret han havde lidt nagede ham en del, men efterhånden smeltede Christian VIs kulde og han viste ved flere lejligheder R. tegn på velvilje. Da han havde fået at vide at R. var svagelig forhøjede han 1743 hans pension med 1000 rdl. og skænkede ham kort efter en brilliantprydet dåse. Over for Kbh.s universitet viste R. sig gavmild ved at fordoble bedstefaderens stipendium. Til Ribe katedralskole skænkede han sammen med C. L. v.Plessen et legat på 300 rdl. (Legatum Frisio-Scheelianum). Det portræt af en statsmand som Holberg giver i epist. 412 og 538 antages almindeligt for at have haft R. som model. – Etatsråd 1702. Gehejmeråd 1717.