Christian Colbiørnsen, 29.1(el. 1.2.).1749-17.12.1814, generalprokurør, justitiarius i højesteret. Født på gården Sørum i Romerike, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Ass.). Ni år gammel kom C. i Kristiania latinskole. Efter faderens død tog en slægtning, amtmand Chr. Petersen, sig af ham, og denne lod fra 1763 C. arbejde på amtmandskontoret hvorved han tidligt fik indsigt i praktisk jura. 1768 fulgte C. sin onkel der var blevet stiftamtmand i Bergen hertil, og 1771 forlod han Norge som han aldrig siden genså 17.7.1773 blev C. indskrevet ved universitetet to dage senere blev han cand. jur. og 11.1 l.s.å. fik han bestalling som højesteretsadvokat. Trods datidens lempelige eksamensfordringer må denne løbebane skyldes et på forhånd gennemført studium, sandsynligvis manuduceret af C.s fem år ældre bror Jacob Edvard C. Han fik hurtigt god anseelse, søgning og indtægter som sagfører, men han var svag af helbred - en gigtlidelse der plagede ham livet igennem - følte sig tidligt overanstrengt og søgte 1778 ekspektance på amtmandsembedet i Stavanger. Posten blev dog 1781 givet en anden (en adelig). - Imidlertid var C. febr. 1780 blevet kammeradvokat hvad der knyttede ham nært til centraladministrationen og især til rentekammeret. Allerede 1781 søgte C. afsked fra stillingen som kammeradvokat, men ansøgningen blev afslået med stærke udtryk for administrationens tilfredshed med hans indsats i embedet. 9.4.1783 ansøgte C. om ansættelse som assessor i højesteret, en post han tidligere havde fået løfte om. Han fik ikke stillingen, men løfte om ved fremtidig ansættelse at få anciennitet fra denne ansøgningsdato og rentekammeret gav ved denne lejlighed et fornyet bevis på den tilfredshed, man nærede med C. ved på yderst gunstige vilkår at overlade ham en strimmel skov der grænsede til hans ejendom i Nærum. 1785 kom det til et brud mellem C. og højesteret i anledning af en sag han havde ført for rentekammeret, og hvor C. fandt det salær, retten tilkendte ham, for ringe. C. klagede til rentekammeret i udtryk der var yderst nærgående for højesteret, og efter at sagen var blevet forelagt kancelliet, som fra højesterets justitiarius A. S. v. der Osten modtog en erklæring med en skarp kritik af C.s optræden, endte den med at C. ved kgl. resolution af 25.5.1785 fik en mild irettesættelse. Han nedlagde derefter sin højesteretsadvokatur og søgte afsked som kammeradvokat, hvilket bevilgedes ham 28.9. s.å. i meget nådige udtryk, og C. tog bolig på den gård han ejede i Nærum. - Konflikten med højesteret fandt sted umiddelbart efter C.s første fremtræden i landbosagen (se nedenfor), og Edv. Holm har nævnt samtidens rygter om en politisk "kabale" fra den konservative v. der Ostens side. Heroverfor har retshistorikeren Troels G. Jørgensen hævdet at de anklager denne rettede mod C, og som foruden den aktuelle sag fremdrog nogle ældre uoverensstemmelser mellem retten og C, kun var saglig hævdelse af berettigede domstolssynspunkter. Påfaldende er imidlertid v. der Ostens kritiske holdning over for C. der står i skærende modsætning til de tidligere, foran omtalte rosende udtalelser om denne, og C.s brevveksling med Christian Ditlev Reventlow i denne sag viser klart at C. selv opfattede konflikten som politisk bestemt, og brevvekslingen viser ligeledes det nære forhold der var etableret mellem de to mænd på dette tidspunkt.

Efter at spørgsmålet om skiftejurisdiktion i boer efter fæstere var blevet drøftet i rentekammeret i efteråret 1784, og der var indhentet betænkninger fra amtmændene, tilstillede kammeret 22.12. generalprokurør Ole Bang og C. i dennes egenskab af kammeradvokat en skrivelse hvori man udbad sig deres betænkninger over problemet, idet man nu også inddrog omstændighederne omkring tiltrædelsen af fæsteforholdet og lagde op til at en nærmere bestemmelse i så henseende var nødvendig. På gr. af sygdom svarede C. først 4.3.1785 og hans betænkning adskilte sig ikke i det konkrete spørgsmål meget fra de intentioner kammeret havde givet udtryk for, ligesom han stort set stemte overens med Bang hvis svar var afgivet to måneder forinden. C.s betænkning bar imidlertid i højere grad end Bangs præg af en almindelig stillingtagen til forholdet mellem jorddrotter og fæstere. Tonen er mere lidenskabelig og han markerer indledende at fæstebøndernes vilkår er alt for usikre idet de kun har et værn i proprietærernes tænkemåde og at deres rettigheder bør bestemmes ved lov, som "da den skal beskytte en ringere stand mod en mægtigere" må "gives sådan styrke og fasthed, at denne sidste ikke ved sin vælde og hins svaghed skal kunne rokke den eller hindre dens alvorlige håndhævelse". C. gav her udtryk for de tanker der skulle blive ledende for hans indsats som landbopolitiker - statens forpligtelse til gennem lovgivningen og håndhævelsen af denne at gribe ind i samfundets eksisterende struktur for at beskytte den svagere part, bondestanden. 11.7.1786 fremsendte rentekammeret en af Chr. Ditlev Reventlow forfattet forestilling til kongen i hvilken han anmodede om nedsættelsen af en kommission til overvejelse af landbosagen og i hvilken det androges at bl.a. C. måtte få sæde og den kgl. resolution der faldt 25.8. s.å. udpegede C. som medlem og samtidig som den der var udset til at varetage sekretærens forretninger. C. skal, ifølge sin egen senere fremstilling, have vægret sig og have søgt at bevæge A. P. Bernstorff til at fritage ham for opgaven, men hans faktiske bestridelse af posten giver ikke anledning til at tillægge hans egen opfattelse af utilstrækkelighed megen vægt. Derimod var han til stadighed sygdomsplaget, hvad der også medførte forsømmelser i kommissionsarbejdet. C. fik en ledende rolle i landbokommissionens forhandlinger i den første sammenhængende arbejdsperiode der indledtes med et møde 18.9.1786 og afsluttedes foreløbigt 19.5.1788 efter at der havde været afholdt 58 møder. C. varetog naturligvis de egentlige sekretærforretninger, tilrettelagde arbejdet og førte protokollen. Efterhånden som de første resultater af forhandlingerne blev ført ud i livet i form af lovgivning, måtte kommissionen tage stilling til en lang række problemer vedr. forordningernes - især forord, af 8.6.1787 - tolkning. Dette arbejde påhvilede C. der tilsyneladende suverænt udformede besvarelserne og blot refererede disse på de påfølgende møder. Han fastholdt i disse svar med stor bestemthed og skarp argumentation de i forordningen nedlagte retslige synspunkter. C. øvede desuden en betydelig indflydelse på selve forhandlingernes gang. Han var en myndig og, når det behøvedes, også smidig leder af arbejdet, og det påhvilede ham at holde de enkelte medlemmer, nogle af disse fjerntboende, underrettet om sagernes gang. I forholdet til generalitetet, hvis repræsentant i kommissionen, Vilhelm Bornemann, ikke synes meget aktiv og som i stavnsbåndsspørgsmålet kom i modsætning til kommissionens flertal, optrådte C. skarpt tilrettevisende og hans dispositioner har utvivlsomt været baggrunden for at generalitetet 26.12.1787 besværede sig over ikke at være holdt underrettet. Også P. A. Lehn, en af de ledende modstandere mod flertallets linie, gav ved en lejlighed udtryk for at han på gr. af manglende informationer blev sat ud afspillet. På kommissionens første møde hvor Bangs og C.s foran omtalte betænkninger fra 1785 forelå som grundlag, fremlagde han yderligere et pro memoria, i hvilket han henstillede at mens man skulle udsætte hoverisagen - et spørgsmål der indgik i kommissoriet - skulle man gøre samtlige de for bonden uheldige sider af fæsteforholdet til genstand for drøftelse, samtidig med at C. gav en kort og præcis redegørelse for hvorledes han opfattede disse spørgsmål. C. supplerede denne redegørelse med et nyt pro memoria 30.9. i hvilket han uddybede de underpunkter i hvilke hans mening afveg fra dem Bang havde gjort gældende. Herved havde C. angivet de opgaver kommissionen i første omgang skulle løse, og peget på de hovedretningslinier man efter hans opfattelse skulle følge. I forhandlingernes forløb forsvarede C. med energi og juridisk stringens sine synspunkter over for modstående opfattelser, men hævdede også nødvendigheden af bestemmelser der lod sig administrere over for bondevenlige forslag der efter hans opfattelse ikke opfyldte disse krav. Over for de udprægede godsejersynspunkter som især M. Quistgaard repræsenterede var han yderst skarp og affejende, og da denne sidste 1787 lod offentliggøre sin betænkning over de punkter kommissionen skulle arbejde med svarede C. straks med Til Publicum. I Anledning af Justitsr. Morten Quistgaards trykte Betænkning, som Medlem af den befalede Landvæsens Commission samt hans dertil føiede Erindring til Læserne. C. viser sig her som en hvas polemiker der piller Quistgaards skrift fra hinanden med en blanding af stringent juridisk argumentation og en ikke sjældent patetisk anråbelse af historien og menneskerettighederne. C. ydede en hovedindsats ved udformningen af forordningen af 8.6.1787 angående de rettigheder og pligter der bør have sted mellem jorddrotter og fæstebønder der ved etablering af syns- og taksationsforretning ved fæstes tiltrædelse, ved fratagelse af godsejerens skiftejurisdiktion, ved fratrædelse eller død m.m. betød en styrkelse af bondens stilling. Samme forordning ophævede i sin sidste paragraf den udøvelse af straffemyndigheden der havde været sædvane: "derimod skal den fra gammel Tid af indførte og af endeel Godseiere eller deres Forvaltere endnu brugelige Omgangsmaade: paa egen Haand at lade Bønderne straffe med Træhesten, Halsjernet, det saakaldte Fængsel i Hullet og deslige, aldeles være forbuden". C. var ligeledes den der væsentligst formulerede den samme dag udstedte forordning der gav bestemmelser for, under hvilke betingelser fæstere kunne fratages noget af deres jord samt fastslog hvilke regler der skulle gælde vedrørende gårdes udflytning i forbindelse med udskiftning.

C. var mindre fremtrædende omkring udformningen af forordningen om stavnsbåndets ophævelse af 20.6.1788, selv om han allerede i sin pro memoria af 18.9.1786 havde stillet den i udsigt, ligesom hans betænkning af 6.1.1788 indgik i forarbejderne. I denne understregede C. som tidligere under forhandlingerne at de nuværende tilstande var i modstrid med de grundlæggende tanker der var udtrykt i regeringsformen. Han var imidlertid virksom ved selve den endelige udformning af forordningen og kom på afgørende vis til at føre nyordningen af udskrivningsvæsenet - der nu fratoges godsejerne - ud i livet. Der skulle tilvejebringes en inddeling i lægder, udskrives mandskab og føres kontrol med godsejernes hidtidige administration af lægdsvæsenet. C. udnævntes til kommissær sammen med en militær sagkyndig, generalkrigskommissær C. H. Wildenradt, og efter at arbejdet på gr. af den kortvarige krig med Sverige var blevet udsat tog arbejdet fat i Jylland 3.8.1789. C. deltog i sessionernes afholdelse til 18.11. s.å., og ekstrasessionen nåede igennem det meste af Østjylland, ligesom der blev fastsat hovedretningslinier for det videre arbejde. Særlig i Randers amt var der mange steder uorden i godsejernes ruller, og adskillige tilfælde af oplagt misbrug af udstedelsen af fripas blev konstateret. C. synes at have optrådt med stor myndighed og have håndhævet embedet og forordningerne over for de lokale godsejere. Han blev i udpræget grad genstand for proprietærernes modvilje, samtidig med at der i bondestanden gik ry af hans optræden som bøndernes forsvarer. - C. der 10.8.1787 var blevet højesteretsassessor men allerede 29.8. n.å. udnævntes til generalprokurør og deputeret i Danske kancelli, må anses for at have været den ledende kraft i kancelliet fra dette tidspunkt. Han fik her en afgørende indflydelse på den videre lovgivning og administration inden for landbospørgsmålet, hvad forordningerne af 16.1.1789 om forståelsen af Danske lovs 3-13-1 (yderligere sikring af fæsteren og hans enke) og 19.3.1790 (forbud mod kortvarige, forpagtningslignende fæsteforhold) vidner om. C. stod ligeledes bag forordningen af 20.2.1789 om lempeligere straffe for tyve og hælere ligesom han var ophavsmand til reskriptet af 3.12.1790 der ophævede den vilkårlige straffemyndighed i trykkefrihedssager som politimesteren hidtil havde haft. Han fortsatte i landbokommissionen, men spillede ikke nogen større rolle i drøftelserne af de videre spørgsmål, særlig hoveriet.

Omkring 1790 stod C. som en af de mest indflydelsesrige personer i landets styre. Han nød stor popularitet i det reformvenlige borgerskab hvor han betragtedes som en af de ledende i kampen mod "aristokratiet" og for fortsatte fremskridt i lovgivningen. Derimod samlede modviljen mod reformerne sig i høj grad om C.s person hvortil hans ofte udæskende form unægtelig havde bidraget. Den protest mod landbolovgivningen som 103 jyske godsejere under ledelse af kammerherrerne F. L. C. Beenfeldt, Serridslevgård og C. T. F. Lüttichau, Åkær, i august 1790 afleverede til kronprinsen var i meget foranlediget af C. og rettet imod denne. Da rygterne om de jyske godsejeres skridt spredte sig, fulgt af afskrifter af "tillidsskriftet" og det tillige blev kendt at ikke alle de på adressen anførte navne vedkendte sig deres underskrift gik C. til modangreb. Sidst i oktober 1790 udkom Betragtninger i Anledning af endeel jydske Jorddrotters Klage til Hs. Kgl. Høihed Kronprindsen over deres Ejendommes Krænkelse, ved Forordningen om Bondestandens Frigivelse fra Stavsnbaandet til Godserne, og de flere udkomne Lovgiveher, om Bøndernes Rettigheder og Pligter hvor han på den ene side aftrykte godsejerskriftet, mens han på modstående side hudflettede de synspunkter det gav udtryk for. C.s skrift indtager en høj plads i dansk politisk polemiks historie. Hele det stilistiske register er taget i brug, patos og ironi, argumentation ud fra historien veksler med tilintetgørelse af de i godsejerskriftet hævdede juridiske opfattelser og affejning af påberåbte tildragelser. Skriftet kom i flere oplag og vandt stor udbredelse. Således kom det mange steder ud til bønderne og gav anledning til uro. En stor mængde indlæg for og imod fulgte i vinteren 1790-91, og da C. i sit skrift havde kunnet godtgøre den foran nævnte mistanke med hensyn til nogle af underskrifternes ægthed blev der nedsat en undersøgelseskommission der lod afhøre de godsejere hvis navne var sat under henvendelsen. Lüttichau gik til angreb på C. med så injurierende udtryk at resultatet blev en retssag der under stor opmærksomhed førtes ved højesteret 4.-7.4.1791 og som endte med mortifikation af de fremsatte beskyldninger mod C. og en bøde til Lüttichau. Under denne sag opnåede C. højdepunktet af popularitet i reformvenlige kredse, og retssagens udgang blev almindeligvis opfattet som reformregeringens endelige sejr over godsejermodstanden.

I 1790erne virkede C. med stor energi i Danske kancelli. Som konsekvens af bl.a. landboreformerne forestod et betydeligt lovgivningsarbejde og etablering af bl.a. udvidet lokaladministrativt apparat. C. må antagelig tilkendes en betydelig del af æren for det arbejde der herfra udførtes. Her kan fremhæves forordninger af 5.4.1793 om fængselsreform, af 5.7.1793 om en forandring af Københavns politi, af 10.7.1795 om oprettelse af forligskommissioner og af 3.6.1796 om rettens vedbørlige og hurtige pleje der alle hovedsagelig bærer C.s mærke. 1793 modstod han krav om ændring af trykkefrihedsforordningen og dens administration, ønsker der havde deres oprindelse i kredse omkring hoffet. Den stigende opposition der i løbet af 1790erne kom til udtryk i opinionen og som i stadig stigende grad rettede sig mod selve styreformen bragte C.s popularitet til afslutning. Han blev gjort til genstand for forskellige nok til dels uberettigede angreb fra P. A. Heibergs og N. D. Riegels' side, og mod den sidste forsvarede han sig i Et Par Ord til Oplysning i Anledning af de udkomne Breve fra Riegels til Heiberg, 1797. Derimod må C. bære en betydelig del af ansvaret for afskedigelsen af Peter Collett s.å. som assessor i hof- og stadsretten for dennes indlæg om trykkefriheden. Den uvilje der skal have mødt C. sidst i 1790erne skal - iflg. A. S. Ørsted - have afholdt regeringen fra at gøre ham til Chr. Brandts efterfølger som præsident i Danske kancelli 1799. C havde ikke del i det kommissionsarbejde der pågik 1797 med henblik på en revision af trykkefrihedslovgivningen og han stillede sig kritisk til dens forslag. Da man imidlertid to år senere under russisk pres måtte indskrænke trykkefriheden, var det C. der udformede forordningen af 27.9.1799. -Samarbejdet med den nye kancellipræsident Fr. Moltke voldte snart vanskeligheder og 1803 kom det til en åben strid omkring spørgsmålet om borgerlige rangspersoners døtres optagelse på Vemmetofte. C. gav udtryk for sin gamle uvilje mod aristokratiet, og konflikten førte til begges fjernelse fra kancelliet. 4.1.1804 udnævntes C. til justitiarius, hvilken post han beklædte til sin død idet han dog de sidste 3½ år på gr. af sygdom ikke gav møde i retten. Han udfoldede sig her med vanlig energi og søgte på forskellig vis at styrke rettens position og effektivisere dens arbejde. C. fik gennemført at justitiarius var alene om at afgive erklæringer om retsspørgsmål og udnyttede denne funktion til at gøre kancelliet opmærksom på behov for lovindgreb. Som justitiarius var han en myndig leder af rettens arbejde, energisk i kontrollen med de underordnede instansers virksomhed, og hans indsats på denne post "bærer præg af usædvanlig åndelig energi, af evne til skarp og fyndig udformning af tanken og af klippefast tro på retten" (Troels G. Jørgensen). Da C. i begyndelsen af 1814 fungerede som rådgiver for Christian Frederik med henblik på indretningen af Norges øverste domstol, fremhævede han den danske retspleje som "så fuldkommen, at dertil næppe findes lige i Europa".

I en tale i landhusholdningsselskabet i febr. 1794 har C. fremlagt sin opfattelse af samfundet og styreformen. Enevælden var den af folket til kongen overdragne magt, og folkets og kongens rettigheder var følgelig uadskillelige. Regeringen var "den almindelige viljes foreningspunkt, fra hvilken den hele stat bestyres, med hensyn til dens hoved-øjemærke, som er: det borgerlige selskabs mulige lyksalighed". Dette formål fremmedes ved "borgerfrihed som er moder til kundskab og flid", men som indebar lydighed mod styret og dets bydende. Unddragelse af denne lydighed mod regeringen og lovene var det samme som et brud på den "selskabelige pagt" der dannede grundlaget overhovedet for statens eksistens og for den eksisterende styreform. C. vendte sig skarpt mod resterne af fortidige samfundstilstande "hierarkiet" og "aristokratiet" hvor kongens magt var trodset, folket underkuet og menneskerettighederne ukendte. Denne side af C.s samfundsopfattelse gav han hyppigt, internt i betænkninger og over for offentligheden udtryk for, og den præger ikke mindst hans talrige indlæg i Landbokommissionens forhandlinger. Man skal næppe søge særlige forudsætninger for disse synspunkter i C.s norske oprindelse, men først og fremmest som udtryk for en tilslutning til oplysningstidens ideer og læsning af samtidens danske statsteoretikere (A. Schytte, T. Rothe). C. var helhjertet den enevældige helstats mand afvisende over for kravet om fx særnorske institutioner men ihærdigt arbejdende på at styrke lovene og rettens håndhævelse. Livet igennem var C. sygdomsplaget og man har ofte tillagt hans stridbarhed og pirrelighed dette forhold. Unægtelig prægedes hans optræden ofte af stærke udtryk i skrift og tale, og dette bidrog utvivlsomt til den modvilje der mødte ham - 1790 fra konservativt hold, ti år senere fra modsat side. I historieskrivningen om landboreformerne har man tillagt C. en betydelig del af æren for gennemførelsen af landboreformerne efter magtskiftet 1784 (Edv. Holm, Hans Jensen). Hans betydning for arbejdet i Landbokommissionen 1786-88 er vist i det foregående, men her var han kun indflydelsesrig i kraft af det nære forhold til Chr. D. Reventlow, han tidligt synes at have fået og som varede hans tid ud. På store dele af reformlovgivningen havde C. ingen indflydelse (hoveri, selveje, udskiftning). Derimod må han betragtes som den drivende kraft i Danske kancelli i 1790erne hvor der iværksattes et betydeligt lovgivningsarbejde og grundedes administrativ praksis på en lang række af samfundslivets områder, ligesom han har sat sig dybe spor i højesterets historie.

Justitsråd 1776, statsråd 1790, konferensråd 1792, gehejmekonferensråd 1812

Familie

Forældre: regiments-kvartermester Colbiørn Jacobsen (1714-61) og Anna Dorothea Røring (1710-72). Gift 1. gang 19.7.1776 på Bellevue (Slotsk.) med Johanne Laurentie Piper, døbt 27.5.1743 i Kbh. (Frels.), død 30.4.1782 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1766 med superkargo Morten Engelbrecht Mouritzen, ca. 1724-73), d. af læge, senere i livmedicus og etatsråd Hans P. (1703-76) og Anna Magdalene Holst (1711-76). Gift 2. gang 26.9.1782 i Kbh. (Frue) med Engelke Margrethe Falbe, født 11.4.1763 sst. (Trin.), død 31.12.1848 sst. (Frue), d. af sekretær, senere zahlkasserer og etatsråd Johan Christian F. (1740-1801) og Anna Catharina Hagerup de Gyldenpalm (1741-1815).-Bror til E. C.

Udnævnelser

K. 1809. S.K.. 1811. DM. 1813.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel (Fr.borg). Afbildet på satirisk stik 1789 og på stik af Lahde, 1799. Mal. tilskrevet Jens Juel (Bregentved) med storkors som C. fik efter Juels død, stukket af Clemens, som også angiver Juel som ophavsmand; kopi af Otto Haslund. Typen er gengivet i en række litografier og træsnit, bl.a. af H. P. Hansen 1876. Kopi efter Jens Juel af Angelica Colbiørnsen. Min. af Cornelius Høyer ca. 1800 (Hindemae), og af Liepman Fraenckel, 1807. Afbildet på gruppebill. af N. F. Habbe, 1846 (Fr. borg).

Bibliografi

Kilder. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds I, 1895 (striden med Moltke), II, 1896 (den Collettske sag), VI, 1903 (breve til Reventlow) og VII, 1906 (pressefejden).

Lit. P. E. Müller i Dansk lit. tid. 1814 728-32. Jonas Collin i Landoecon. tidender I, 1815 471-98. Edv.

Holm i Hist. t. 6.r. I, 1888 426-34. Samme: Kampen om landboreformerne, 1888 (reproudg. 1974). Samme: Danm.-No.s hist. 1720-1814 III, 1907-09. L. Daae i Norsk hist. t. 3.r. I, Kria, 1890 45-77. Troels G. Jørgensen i Danm.-No.s højesteret 1790-1814, 1930. Samme i Småskrifter tilegnede Aage Friis, 1940 161-84. Samme i Hist. t. 1 l.r. IV, 1953-56 76-89 og 376-94. Hans Jensen: Dansk jordpolitik 1757-1919 I, 1936. Højesteret 1661-1961 I-II, 1961. Papireri Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig