B.W. Luxdorph, Bolle Willum Luxdorph (Lüxdorph), 24.7.1716-13.8.1788, førstedeputeret i danske kancelli. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet i Trin. k. L. blev 1733 privat dimitteret til universitetet og tog n.å. baccalaureusgraden, men ingen embedseksamen da han allerede s.å. blev sekretær i danske kancelli. 1738 blev han vicelandsdommer (med successionsret) ved Sjællands landsting, 1744 højesteretsassessor, 1747-49 var han landsdommer ved Sjællands landsting, 1749-53 generalprokurør, 1753-71 maître des requètes i danske kancelli, 1759-71 tillige arkivar sst. 1767 blev han (sammen med H. Hielmstierne) præsident i den særlige overret for det guineiske handelssocietet, 1771 deputeret i danske kancelli og tillige chef for dettes første departement og endelig 1773 førstedeputeret i danske kancelli. Efter at have afslået tilbud om at blive højesterets-justitiarius skrev han tre dage før sin død (næppe godvilligt) sin afskedsansøgning, men nåede ikke at indgive den. Foruden i selve embedsgerningen udnyttedes L.s dybe juridiske indsigt i årenes løb i utallige kommissioner, fx kommissionen angående de latinske skoler og universitetet 1785 og den store landbokommission 1786. L. var en forsigtig, samvittighedsfuld embedsmand der røgtede sit hverv i kancelliet med grundighed og stort kendskab til sagernes juridiske detaljer, men også med en langsomhed der fremkaldte klager. Han var dybt konservativ, ængstelig over for forandringer, ubrydelig loyal over for det styre han repræsenterede så længe han følte styret legitimt; Struensees styre hensatte ham derfor i en tilstand af magtesløs forbitrelse, og selv de nyttige reformer så han som et onde.

Han var dybt hengiven over for kancelliets øverste chef Otto Thott, og det var ham ingen til fredsstillelse at han ved dennes fjernelse selv blev den ledende. Nogen ledertype var han langt fra. Sammen med folk som Jacob Langebek, P. F. Suhm og Ove (Høegh-)Guldberg medvirkede han i det stille til at holde harmen mod regeringen levende, bl.a. ved at kolportere sladderen, men han har næppe selv taget nogen aktiv del i sammensværgelsen i jan. 1772. Derimod var han medlem af inkvisitionskommissionen der undersøgte de arresteredes forhold, og ligeledes af den kommission der tog sig af skilsmissesagen mod dronning Caroline Mathilde. Som eneste barn havde L. efter forældrene arvet Mørup der imidlertid brændte 1743 hvorved hele hans fædrenearv gik tabt. Han magtede ikke at genopføre gården, 1748 måtte han sælge den for at skaffe panthaverne dækning, og siden boede han om vinteren i en beskeden lejlighed i Snaregade, mens han 1753-82 havde sommerbolig på en lille gård han havde købt i Nærum, det senere "Hartmanns hus". Her kunne han tilfredsstille sin lyst til landliv og havedyrkning og pleje omgang med vennerne Suhm i Øverød, Hielmstierne på Kaninholmen og Langebek i Springforbi. Efter Hielmstiernes død blev L. præses i Videnskabernes selskab; desuden var han medlem af Danske selskab, af Íslenzka lærdómslistafélag, og af den arnamagnæanske kommission for hvilken han besørgede fortale og latinsk oversættelse til udgaven af Kristnisaga. Han var medstifter af Selskabet for de skiønne og nyttige videnskaber hvor han indtog en betydelig position i kraft af den tillid man nærede til hans litterære smag. Som videnskabsmand var han ikke meget produktiv, men han havde lige fra ungdommen drevet indgående studier i jura, filosofi, historie og filologi; han var en stiv latiner som kunne sine autores udenad, men også stærk i nyere sprog. Et af hans yndlingsfag var numismatik; i Videnskabernes selskabs skrifter og i J. H. Schlegels "Sammlungen" offentliggjorde han nogle mønthistoriske afhandlinger, og hans omfangsrige numismatiske ekscerpter (Det kgl. bibl.) er stadig en værdifuld kilde.

Særlig forkærlighed havde L. for digtekunsten. 1742 udgav han i ti bind en Samling af smukke Danske Vers og Miscellanea. Sproget til Nytte og Ziir, betegnet som andet oplag, men i virkeligheden snarere en fortsættelse af J. Wielandts antologi. Han var delagtig i udgivelsen af Tøger Reenbergs skrifter (1769) som han forsynede med en biografi af forfatteren, kvartudgaven (1772) af Peder Paars (som han "agtede meget høit, endskiønt han ei erkiendte den for Poesie"), Jens Baggesens Niels Klim-oversættelse der kom året efter hans død, og har vistnok en væsentlig andel i disse og flere andre bøgers smagfulde udstyr. Som original digter på modersmålet huskes han for Tossernes Lyksalighed, 1764, et moraliserende-satirisk digt, hvis ironi endnu har kunnet henrive F. C. Sibbern. Han skrev et rent dansk, men et ikke mindre elegant latin, og har med sine Carmina, 1775 (forøget udgave 1784) vundet plads som den sidste digter herhjemme der i større udstrækning har dyrket latinpoesien. I anden udgave er optaget et "Poema", hvori Karl Gustafs overgang over bæltet 1658 er besunget og hvormed L. 1754 vandt Svenska vitterhetsakademiens prismedalje, et mærkeligt tidligt forvarsel om langt senere tiders dansk-svenske forståelse.

L. samlede sig et værdifuldt bibliotek på over 15000 bind, grundlagt på bred humanistisk basis, men med mange specialiteter; særlig fortjener at nævnes dets rækker af småskrifter grupperet om bestemte emner, først og fremmest hans samling af pjecer fra trykkefrihedstiden og den nærmest følgende tid (henimod 900 numre), den ypperste i sin slags der nu ligesom mange andre af L.s bøger findes i Det kgl. bibliotek, let kendelige på deres superexlibris med elefanthovedet. Hans enestående samling af Struensee-illustrationer findes nu på Fr.borg. Hvor grundig en læser L. var derom vidner de af Rasmus Nyerup 1791 udgivne Lüxdorphiana, eller Bidrag til den danske Literairhistorie, indeholdende nogle af de mange, ofte udførlige antegnelser hvormed han havde forsynet sine bøger; som tillæg findes et lille udvalg af L.s korrespondance. - En vigtig kilde til sin samtids historie har L. efterladt sig i sine skrivekalendere der efter et par tilløb (1745, 1747, 1748) danner en fortsat række fra 1757 til hans dødsdag, og som efter at have været splittet nu er samlet i Rigsarkivet. Heri har L. meget omhyggeligt noteret hver dags begivenheder, både de private og de offentlige, som regel i kortfattet form; dog er de prædikener han som særdeles flittig kirkegænger hørte undertiden udførligt refereret. På grund af L.s mange forbindelser og vidtspændende interesser indeholder disse dagbøger en sådan rigdom af oplysninger om hvad der er foregået i det samtidige Danmark som ingen anden enkeltmand har givet. Omfattende udtog med indledning, kommentar og register er udgivet af Eiler Nystrøm. L. hører til sit århundredes store slidere, hvad han overkom er utroligt, men som embedsmand var han traditionel og uden dynamik. Da reformtiden satte ind efter kronprinsens magtovertagelse 1784 føltes han i kancelliet som et levn fra fortiden. Men Suhm, der har haft blik for mere end embedsmanden, siger at hans "Geistes Hovedcharacter var Finhed" hvad der harmonerer godt med hans naturbegejstring og overordentlige receptivitet. Som type peger han snarere tilbage end frem: repræsentant for gammeldags lærdom og kirkelig religiøsitet, som filosof Wolfianer, i sin smag et udtryk for den klassik som vel kunne vurdere den unge Baggesen men ikke fatte Johannes Ewald. - Virkelig justitsråd 1747. Etatsråd 1752. Virkelig etatsråd 1760. Konferensråd 1766. Gehejmeråd 1777.

Familie

Forældre: oberst Christian L. til Mørup (1684-1726) og Susanne Magdalene Worm (1680-1735). Gift 14.6.1748 i Kbh. (Helligg.) med Anna Bolette de Junge, født 11.10.1719, død 14.6.1781 i Kbh. (Trin.), d. af deputeret i landetatens generalkommissariat Severin de J. (1680-1757) og Catharine Wissing (1693-1724). - Sønnesøn af Bolle L.

Udnævnelser

Hv. R. 1774.

Ikonografi

Min. af L. som hvid ridder af C. Foltmar, dateret 1746 (Fr.borg). Afbildet på stik af forhør over Struensee af J. og M. Haas, 1772. Buste af Hartman Beeken 1778-79 (kunstakad.). Stik af T. Kleve, 1781, mal. i samme type af Hans Hansen, 1808 (Vidensk. selskab). Mal. af G. Fuchs, 1782 (Fr.borg), efter dette stik af G. Haas. Satirisk tegn. af Johs. Wiedewelt (Fr.borg).

Bibliografi

L.s dagbøger, udg. Eiler Nystrøm I-II, 1915-30. - E. Nystrøm i Bogvennen, 1918 58-70. - Danm.s adels årbog XLI 1924, 1923 475-78 489. H. O. Lange i Årbog for bogvenner, 1919 176-93. G. Galster i Nord. numismatisk årsskr. 1937 58. Samme i Nord. numismatisk unions medlemsbl. 1943 65-68. B. Jacobsson i Carlsbergfondets årsskr. 1980. Albert Olsen i Handels- og søfartsmuseet på Kronborgs årbog 1942 26-38. - Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig