Frederik Günther

Frederik Günther, 17.3.1581-30.6.1655, oversekretær i tyske kancelli. Efter dybtgående humanistiske og juridiske studier ved fødebyens og andre tyske universiteter, i Padua, Bourges og Paris blev Frederik Günther i 25-årsalderen professor i græsk ved det protestantiske akademi i La Rochelle hvor han virkede i fem år, til han på faderens opfordring vendte hjem.

1612 blev han råd hos prinsesse Anna Sophie af Braunschweig-Wolfenbuttel der var gift med Christian 4.s søstersøn hertug Frederik Julius. Her traf han 1615 den danske konge som fandt behag i ham og s.å. ansatte ham i sit tyske kancelli. 1621 udnævntes han til oversekretær i dette og ledede i den følgende menneskealder udfærdigelsen af de skrivelser som efter kgl. ordre udgik fra kancelliet, både dem som angik hertugdømmernes indre forhold, og brevvekslingen med fremmede hoffer (undtagen det svenske og russiske som sorterede under danske kancelli) og de dertil sendte gesandter og residenter. Hans hånd er den hyppigst forekommende i kancelliets akter fra denne tid.

Også som sendemand anvendtes han, især i fortrolige og hemmelige hverv som kongen ikke ønskede at betro mænd af det danske råd. 1616 virkede han i Halberstadt for prins Ulriks bispekandidatur, 1621 ledsagede han rigsråd A. Sinclair til England som ambassadesekretær. 1623 og 1624 virkede han i Halberstadt for hertug Frederiks valg til koadjutor, 1628 søgte han i Haag om generalstaternes hjælp mod kejseren. 1629 var han de danske rådsforhandleres sekretær ved fredsforhandlingerne i Lübeck. I de følgende års udenrigspolitik, hvor kongen oftest handlede i modstrid med stemningerne inden for rådets flertal, var han Christian 4.s hovedredskab og højre hånd. Han sendtes sept. 1629 til Wallenstein for at vinde ham for Elbtolden og førte 1630 i Wismar med den spanske kommissær Gabriel de Roy de underhandlinger til fremme af Glückstadts handel og med brod mod Nederlandene som førte til den spanskdanske handelsoverenskomst af okt. 1630.

Da han febr. 1631 gik til Sachsen var hans officielle mission af få en forlovelse i stand mellem prins Christian og kurfyrst Johan Georgs datter Magdalena Sibylla, men han havde tillige det hemmelige hverv at få dannet en ny protestantisk union, adskilt fra og i modsætning til Sverige, i hvis hær kongens sønner Frederik og Ulrik skulle være regimentschefer. Kurfyrsten stillede sig imidlertid køligt til planen, og Frederik Günther drog nu til Nederlandene hvor han 1632 virkede som kongens politiske agent. 1633-35 søgte han i flere sendelser til kejseren og kurfyrsterne at få deres samtykke til kongens toldtægt i Elben og hertug Frederiks valg til biskop i Bremen og Verden.

Mest betydningsfuld var dog hans sendefærd til Wien 1637, da han arbejdede for at vinde kejseren for et forbund mod Sverige. Hovedforhandleren ved denne lejlighed var imidlertid Christian 4.s svigersøn Christian Pentz, som havde instrukser der ikke meddeltes Frederik Günther, og vel dels af ærgrelse herover, men måske tillige af overbevisning betonede han i sine breve det betænkelige ved at udæske Sverige.

Hans indflydelse var fra nu af mindre end før; han trådte i baggrunden for kongens svigersønner. Da han 1638 fulgte kongesønnen Chr. Ulrik Gyldenløve som gesandt til Brandenburg var han vel endnu den egentlige forhandlingsleder, men da han 1640 gik med statholder Corfitz Ulfeldt til London, var han kun ambassadens sekretær. Hans sidste sendelse: til Nederlandene 1644 for at modarbejde Louis de Geer og de svenske diplomater, fandt sted på et tidspunkt da Torstensonkrigen bandt svigersønnerne i hjemlig virksomhed. Under Brømsebroforhandlingerne 1645 varetog han hertug Frederiks bremiske interesser. Han beholdt sin stilling efter tronskiftet 1648, men betød i sine sidste år ikke meget.

Frederik Günther kom til Danmark som en fremmed og som redskab for Christian 4.s personlige politik. Han ejede en del kendskab til nordtyske forhold og var vistnok som Braunschweiger en fjende af en svensk magtudvidelse i Nordtyskland. Det faldt ham derfor naturligt at virke for en dansk tilnærmelse til kejseren og Spanien og han har, navnlig 1629-37, sikkert bidraget til at bestyrke Christian 4. i den herhen sigtende politik, selv om han senere blev ængstelig for svenske repressalier.

Nogen klart skuende og kraftig statsmand var den lille krumbøjede lærde pedant med den krogede næse og den skaldede isse ikke, men han var myreflittig, og hans politiske indlæg og de af ham udarbejdede instrukser og ordrer viser evne til pointerende argumentation, ofte krydret af vid og malende billedsprog. Men de vidner samtidig om hang til vidtløftighed, og et konsekvent politisk system kan ikke læses ud af dem.

Frederik Günther havde allerede ved sin indtrædelse i dansk statstjeneste samlet sig en formue som han siden øgede, man sagde bl.a. ved at modtage bestikkelser. Han skildres som meget påholdende, men skænkede dog 1643 100 rdl. til bygningen af den nye tyske skole i København og 1.000 rdl. til underhold af dens rektor, ligesom han på anden måde skal have taget sig af tyske landsmænd som trediveårskrigen skyllede i land i Danmark. Det fortælles at kejseren efter Wienambassaden mod hans vilje udnævnte ham til "comes palatinus", hvad han dog holdt skjult for den danske konge.