Ludvig Albertsen Eberstein

Ludvig Albertsen Eberstein, d. .1328, marsk. Begravet i Viborg. E. stammede på fædrene side fra en nordtysk greveslægt hvoraf en linie var indvandret til Danmark på Valdemar Sejrs tid; hans tipoldefar angives at have været gift med en søster til dronning Sofie. Hverken E. eller hans brødre vides at have ført faderens grevetitel eller det tyske slægtsnavn. E. nævnes første gang 1313 da han medbesegler forliget i Nyborg. To år efter var han kongens kammermester, og i påfaldende kort tid blev han en af den forgældede kong Erik (VI)s mest fremtrædende kreditorer; 1318 fik han al kronens rente i Skåne med samtlige købstæder, mønten i Lund og Skanør undtaget, samt Helsingborg slot i pant. Som marsk ledede han 1319 Bornholms og Hammershus' erobring fra kongens avindsmand ærkebisp Esger Juul hvorved han pådrog sig kirkens band medens kongen gav ham øen i forlening. E. synes at have stået på god fod med kong Erik, men hans forhold til Eriks bror Christoffer forværredes snart efter dennes tronbestigelse (1320), uagtet E. havde været en af hovedmændene for dennes valg til konge. E. fik vel Bleking og Lister i pant for nogle penge kong Erik skyldte en af hans slægtninge; men allerede 1321 måtte han afstå Bornholm der gaves tilbage til ærkebispen. Da kongen to år efter vilkårlig fratog en del stormænd betydelige pantelen, for E.s vedkommende alle hans forleninger undtagen Bleking, brød de helt med kongen og sluttede sig til det af den forrige drost Niels Olufsen Bild og hertug Knud Porse ledede oprørsparti der mere eller mindre åbenlyst støttedes af den sønderjyske hertug Erik og af ærkebisp Esger. Den sidste løste ham af band og gjorde ham til høvedsmand på Hammershus hvor han og hans brødre snart blev belejrede af en kongelig hær under den af kongen nylig udnævnte marsk Peder Vendelbo. Efter et hårdnakket forsvar måtte E. omsider af mangel på levnedsmidler overgive sig, men opnåede dog forlig med kongen på tålelige vilkår. Forliget blev dog næppe overholdt fra kongens side, og 1326 benyttede E. sammen med sin frænde drosten Lavrents Jonsen sig af striden mellem kong Christoffer og den holstenske grev Gerhard om formynderskabet for den mindreårige hertug Valdemar af Sønderjylland til at opsige kongen huldskab og troskab efter 30.3. at have sluttet forbund med greven i Sønderborg. Oprøret kronedes med held; allerede i juni valgtes den unge hertug til konge på Viborg ting; E. tog sammen med Knud Porse Christoffers ældste søn Erik til fange, og Christoffer selv flygtede til Mecklenburg. E. deltog i den nye konges hyldingsrejse rundt i riget og var til stede på danehoffet i Nyborg hvor grev Gerhard forlenedes med Sønderjylland; selv sikrede han sig som løn for sin andel i sejren at få Almind og Jelling sysler i forlening med byerne Kolding og Ribe samt Malt og Gern herreder og Viborg landsting. Til vederlag for N.Asbo hrd., der overdroges Knud Porse fik E. endvidere gods i Thy og Mors samt Skive by og Hjerm og Hindborg herreder; desuden udnævntes han på ny til marsk og fik sine pantelande i Øst-Danmark tilbage. Men allerede 1328, kort efter 29.5. døde E. og dermed mistede den mindreårige kong Valdemar (IV) en af sin trones kraftigste støtter. E. efterlod sig enke og et par umyndige børn. Enken søgte at holde sammen på hans vidtstrakte besiddelser ved bl.a. at søge støtte hos grev Johan af Holsten til hvem hun afstod Helsingborg slot. 1333 fik hun af den svenske kong Magnus stadfæstelse på sin pantebesiddelse af Bleking og Lister.