E. Heltzen, Eugenius Sophus Ernst Heltzen, 2.12.1818-7.11.1898, minister, amtmand. Født i Kbh. (Garn.), død i Odense, begravet sst. H. blev student 1835 fra Borgerdydskolen i Kbh., cand.jur. 1840, protokolsekretær i højesteret 1843, auskultant i rentekammeret 1846, sekretær hos indenrigsministeren 1848 og 1849 tillige kommitteret. Han var flere gange konstitueret amtmand og fra 1850 amtmand over Åbenrå amt samt Als og Ærø. H. viste sig som en usædvanlig dygtig embedsmand, der forstod at knytte befolkningen til sig. En frugt af tillidsforholdet mellem ham og befolkningen var hans valg 1856 til medlem af fællesforfatningens rigsråd for det slesvigske valgdistrikt og efter hans afgang som minister den tillidsadresse, han modtog fra ledende mænd inden for hans tidligere embedsområde. Han var udpræget konservativ helstatsmand, optrådte i rigsrådet som skarp modstander af de nationalliberale og stemte mod novemberforfatningen. Forjaget fra Slesvig 1864 knyttede han sig nær til Christian IX og så det som sin hovedopgave at værge kongen mod de nationalliberales angreb og mod alle bestræbelser på at vække tvivl om det Glücksborgske dynastis berettigelse.

H. havde under ministerkriserne 1852 og 1856 haft tilbud om indenrigsministerposten og var blandt de første der blev inddraget i forhandlingerne om dannelsen af ministeriet C. A. Bluhme da D. G. Monrads ministerium gik af juli 1864. H. ønskede indenrigsministeriet, men gik ind på at overtage justitsministeriet og midlertidigt også kultusministeriet. I ministeriet Bluhme var der til at begynde med uklarhed om hvordan forfatningssagen skulle gribes an efter afståelsen af Slesvig og Holsten. H. ville ikke forhandle sagen med rigsrådet hvor de forhadte nationalliberale havde hovedindflydelsen, men med rigsdagen. Hans synspunkt var at junigrundloven fortsat bestod for de særlige anliggender, mens fællesanliggenderne efter hertugdømmernes afståelse var faldet tilbage under kongens enerådige styrelse. Han formodede at rigsdagen for at få fællessagerne tilbage ville gå ind på visse ændringer i junigrundloven så kongens myndighed udvidedes og embedsmænds valgbarhed til rigsdagen bortfaldt, når blot den almindelige valgret bevaredes. H. havde ikke nogen særlig sympati for den almindelige valgret, men ville ved sin taktik opnå en afgørende svækkelse af de nationalliberale og en styrkelse af det ny dynasti ved en alliance med de folkelige partier. Finansminister C. N. David ville føre forhandlingerne med rigsrådet og ønskede valgretten til landstinget betinget af en vis indkomst. Han og med ham flertallet i ministeriet svingede over mod de nationalliberale mens H. nærmede sig venstre. Dette i forbindelse med den gunst H. nød hos Christian IX fremkaldte hos hans kolleger, dog undtagen krigsminister C. F. Hansen, en stigende utryghed og et ønske om at blive H. kvit snarest muligt. Så kom den H.-Hansen-Molzenske affære H.s modstandere til hjælp. H. så med uvilje på Jules Hansens virksomhed i Paris som han mente var inspireret af de nationalliberale og havde skandinaviskantidynastiske formål. H. nægtede at forlænge Hansens orlov som kopist i justitsministeriet medmindre han ville bryde med de nationalliberale og klarlægge sit hidtidige forhold til dem. H. skulle også have stillet Hansen et herredsfogedembede i udsigt, og det lader sig næppe bestride at han en tid havde ment at kunne komme på sporet af landsfarlige intriger fra nationalliberal side. Hele sagen fik ved visse mellemmænds, især intrigemageren Molzens indblanding, et fordægtigt skær som det ikke lykkedes H. at sprede under interpellationer i rigsråd og rigsdag hvor han støttedes af A. F. Tscherning og J. A. Hansen (1806–77). Da Christian IX ikke ville slippe H., indgav ministrene, bortset fra krigsminister C. F. Hansen og den sygemeldte C. Moltke, deres demission 29.3.1865, og da en rekonstruktion med H. ikke var mulig måtte kongen 30.3.1865 indvillige i H.s afgang. Indtil ind i 1870erne håbede venstre på H.s genindtræden, men der blev aldrig for alvor tale herom. Fra 1869 til sin død var H. stiftamtmand over Fyn og virkede i de politiske kampår under estrupiatet ofte dulmende på lokale stridigheder mellem myndigheder og venstrebefolkningen uden derved at træde sine embedspligter for nær. – Hofjunker 1840. Kammerjunker 1845. Kammerherre 1851.

Familie

Forældre: kaptajn i artilleriet, senere oberstløjtnant, kammerherre Christian Ludvig Gustav H. (1787–1855) og komtesse Marie Elisabeth Knuth (1789–1865, gift 1. gang med kaptajn Lorentz Bremer Angersbach, 1775–1810). Gift 16.10.1849 i Ålborg med Catharine Elisabeth (Betzy) Stemann, født 13.1.1830 i Sorø, død 11.6.1923 i Odense, d. af amtmand, senere stiftamtmand, kammerherre Christian Ludvig S. til Store Restrup (1791–1857, gift 2. gang 1833 med Augusta Henriette Frederikke Dorthea Tillisch, 1795–1887) og Anna Joachimine Henriette Bruun Neergaard (1800–31).

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1852. K.1 1867. S.K. 1882.

Ikonografi

Karikeret på en serie litografier om "den skandinaviske sammensværgelse", 1865. Foto.

Bibliografi

Slægten H. i Pers.hist.t. II, 1881 190–92 og i Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 350–55. C. H. Hansen: Gengangerbreve til Molzen, H. og Bille, 1868. E. H.: Copist J. J. Hansens klager over mig som justitsminister, 1868. C. St. A. Bille: Tyve års journalistik III, 1877. A. Cantor i Tilskueren XXX, 1913 41–56. (H.-Molzen affæren). N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesv.s genforen, m. Danm. I, 1921 58–77. A. F. Krieger: Dagbøger II-V, 1921–23.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig