L.N. Hvidt

L.N. Hvidt, Lauritz Nicolai Hvidt, 27.10.1777-16.3.1856, minister. Sin første undervisning modtog L.N. Hvidt gennem privatlærere, og siden blev han sat i Borgerdydskolen i Kbh. fra hvilken han dimitteredes 1791. Han studerede derefter teologi, fik eksamen 1795 og tog tjeneste som huslærer hos amtmand C.L. Scheel-Plessen på Lindholm. Denne stilling gav ham gode muligheder for videre studium og selvudvikling, men der sattes en brat stopper for disse lykkelige år da faderen pludselig døde 1798, og L.N. Hvidt som eneste søn måtte overtage den store virksomhed.

Den unge teologiske kandidat blev nu købmand i den store stil, og det gik foreløbig forbløffende godt. L.N. Hvidt var i besiddelse af fortrinlige evner, talte flere levende sprog og havde en ganske enestående energi og arbejdskraft. Men krigen 1807–14 slog ham i stykker. Hans skibe blev beslaglagt, ladningerne konfiskeret, og han stod på fuldkommen bar bund. Et øjeblik tænkte han på at studere jura, men regeringen havde brug for en kyndig handelsmand, og 1809 ansattes han i den vigtige stilling som børskommissær. N.å. fik han ordre til at indtræde i kommissionen for fjendtlig ejendom, og 1812 blev han medlem af varekontrolkommissionen, ligesom han fik en væsentlig indflydelse på udarbejdelsen af den vigtige veksellov af 1825. Da forholdene efter krigens afslutning på ny blev rolige, genoptog han 1816 sin handelsvirksomhed der først og fremmest blev drevet som en handel på St. Croix, og i løbet af få år måtte han regnes blandt Danmarks største skibsredere. Dristigt gik han i spidsen med hensyn til anvendelse af dampskibe. 1821 overtog han rederiet for vort første dampskib Caledonia, og nogle år efter bestilte han hos Jacob Holm det første dampskib der løb af stabelen her i landet, Frederik VI, bestemt til rutefart mellem Kbh. og Kiel.

Foruden sin store skibsrederivirksomhed drev L.N. Hvidt en indbringende assurandørforretning. Den fremstående stilling han herigennem kom til at indtage inden for Kbh.s handelsverden i forbindelse med hans betydelige finansielle og kommercielle indsigt bevirkede, at der ikke kunne opstå nogen vanskelig sag uden at der straks gik bud efter ham, og tillige at man overdrog ham det ene store tillidshverv efter det andet. 1830–35 sad han i Nationalbankens repræsentantskab, og fra 1835 til sin død var han en af bankens to kommercielle direktører. I denne egenskab kom han ved flere lejligheder til at øve en meget betydelig indsats, fx ved den endelige afgørelse af tolvmillionsagen, og da banken gik over til at indløse sedlerne med sølv. Med hensyn til dette sidste spørgsmål udarbejdede L.N. Hvidt et yderst radikalt dækningsforslag hvori der kun var tale om at holde en ret ringe sølvmængde i barrer, mens statsobligationer og gode indenlandske veksler skulle tjene som sikkerhed for resten af de udstedte sedler. Motiveringen var den, at det var ufordelagtigt for banken at ligge inde med en for stor død kapital. Forslaget vandt dog ikke de andre direktørers tilslutning og måtte snart opgives. Inden for banken arbejdede han i nærmeste kontakt med vinhandler H.P. Hansen, og sammen med ham må han bære ansvaret for den udstrakte kredit som banken, navnlig i de gode år i begyndelsen af 50'erne, ydede den danske handelsstand. Fra 1836 var L.N. Hvidt endvidere medlem af direktionen for Kbh.s Sparekasse, ligesom han indvalgtes i Grosserer-Societetets komité 1817, og fra 1842 virkede som dets formand. Også regeringen viste ham sin tillid. Han blev 1821 kurator for vajsenhuset og fungerede 1838–54 som medlem af missionskollegiet.

Ligesom L.N. Hvidt i mange år var den københavnske handelsstands førstemand, til hvem alle så op, således blev han i 30'erne og 40'erne mere end nogen anden det københavnske liberale borgerskabs samlingsfigur og dets politiske talerør. Denne politiske lederstilling indtog han allerede ved sit første politiske ombud som medlem af de oplyste mænds forsamling 1832. Han kæmpede her for en videre udvikling af valgretten og valgbarheden, navnlig blandt gårdfæstere, og tog varmt til orde for at pressen fik adgang til stændernes forhandlinger, hvorved der kunne vækkes større interesse "for denne herlige Institution". Ved alle stændervalgene valgtes han med mange stemmer som repræsentant for staden Kbh., og de gange han mødte, nemlig 1835–36, 1840 og 1842, kåredes han til forsamlingens vicepræsident. Adskillige var de kommissioner han fik sæde i, og betydelige ordførerskaber blev ham betroet, men navnlig var det de økonomiske spørgsmål der havde hans interesse. I den store tolddebat 1835–36 tog han meget ivrig del. Han var en varm tilhænger af toldsatsernes nedsættelse, men han protesterede mod en fuldkommen ophævelse af toldlinjen ved Kongeåen, idet han frygtede at dette ville medføre en voldsom udvidelse af Hamburgs økonomiske herredømme til største skade for den københavnske handel. Også rent politiske spørgsmål optog ham, og han havde her i vid udstrækning forsamlingens øre. Han tilhørte den liberale fløj og tog ved hver forekommende lejlighed varmt til orde for en videre udvikling af stænderanordningen i retning af at give stænderne besluttende myndighed og skattebevillingsret, ligesom han flere gange indbragte petitioner i denne retning. Sammen med professor J.F. Schouw tog han initiativet til oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet 1835, og han fik straks sæde i skriftudvalget. Da det nationale spørgsmål blev brændende i 40'erne, meldte han sig også her og var medstifter af den slesvigske hjælpeforening af 1844.

Også på det kommunalpolitiske område kom L.N. Hvidt til at øve stor indflydelse. Han valgtes 1840 til medlem af borgerrepræsentationen og fungerede 1841–53 som dens formand. I denne stilling faldt det ved flere lejligheder i hans lod over for tronen at være overbringer af det københavnske borgerskabs ønsker. 1845 vedtog borgerrepræsentationen at andrage om, at der måtte blive ydet den danske nationalitet i Slesvig fornøden støtte. Oprindelig var det meningen at den samlede borgerrepræsentation ville gå i procession til kongen, men dette blev forhindret, og det besluttedes at L.N. Hvidt alene skulle aflevere resolutionen i kongens forgemak. Den halve by var på benene da Hvidt ganske alene begav sig af sted gennem Amaliegade. Han hilstes med begejstrede hyldestråb og mængden blottede ærbødigt hovederne. Uroligheder fandt ikke sted, og nogle dage senere modtog L.N. Hvidt gennem overpræsidenten kongens kølige svar på borgerrepræsentationens adresse. I martsdagene 1848 faldt det på ny i L.N. Hvidts lod at være borgerrepræsentationens ordfører over for kongen, da man vedtog at udtale byens ønske om at kongen ville omgive sig med ministre der nød nationens tillid. Denne gang kom L.N. Hvidt ikke til at vandre alene. Både borgerrepræsentation og magistrat sluttede op om han, og bag dem fulgte en tusindtallig skare af københavnske borgere. Under de skiftende forhandlinger om det nye ministeriums dannelse blev L.N. Hvidts navn atter og atter bragt på tale, og da martsministeriet endelig var en kendsgerning, fandtes hans navn på listen som minister uden portefeuille (udtrådte 1.11.) som garant for, at man virkelig havde til hensigt at slå ind på en demokratisk og national kurs. På udarbejdelsen af regeringens grundlovsudkast havde han meget stor indflydelse, derimod gjorde han sig kun meget lidt gældende i den grundlovgivende rigsforsamling, ligesom han nægtede at modtage valg til landstinget.

Hans sidste år optoges ganske af bankforretningerne og virksomheden som Grosserer-Societetets formand, men de formørkedes af flere huslige sorger. Lige til det sidste bevarede han sin stilling som den københavnske handelsstands førstemand og som dens ideal af en god og virksom borger og en overbevisningstro, liberal mand. Når han på så mangfoldige områder kom til at øve en vidtrækkende og varig indflydelse, må årsagen hertil søges i overordentlige intellektuelle evner, forbundne med en sjælden energi og arbejdsformåen. Hans daglige liv gik efter en snor. Han stod tidligt op, mødte altid til fast tid på sit kontor, og ingen begivenhed var stor nok til at forhindre ham i at udføre dagens nødvendige arbejde. Da L.N. Hvidt hin minderige martsdag havde overbragt borgerrepræsentationens adresse og for forsamlingen på slotspladsen bekendtgjort kongens svar, gik han roligt over slotspladsen op i banken. Selv på denne dag hvor roret lagdes hårdt om, og landets politiske kurs ændredes i stik modsat retning, var han at finde bag skrivebordet i bankens direktionsværelse. Hans lille tætte skikkelse, det pjuskede hvide hår og den skarpe hage vidnede om fast, sammenbidt energi, men i de store, klare blå øjne luede en ungdommelig begejstring. – Justitsråd 1812. Etatsråd 1815.