H.A. Krüger, Hans Andersen Krüger, ved dåben Andreasen, 6.4.1816-27.8.1881, politiker. Født i Bevtoft kro, død i Bevtoft, begravet sst. K. voksede op i et storbondehjem hvor der en tid blev holdt huslærer til hans og en ældre brors undervisning. Sin praktiske uddannelse fik han dels på en gård i Angel, dels, for at lære brænderi, på Østerbygård ved Vamdrup. Efter en tid at have bestyret Magstrup kro overtog han 1841 efter stedfaderens død fædreneejendommen hvor krohold, brændevinsbrænderi og landbrug var forenet. Han udvidede den 1854 ved køb af Bevtoft mølle og byggede endvidere Nustrup mølle. K. var i besiddelse af stor praktisk dygtighed, og flere af hans eksperimenter vakte almindelig opsigt. Navnlig havde engvandingen hans interesse, og det lykkedes ham bl.a. på en meget sindrig måde og med ringe udgifter at forvandle ca. 30 tdr. land gold hede og mose til et frugtbart engareal. Herom udgav han 1872 Engvandingsanlæget ved Bevtoft Mølle. I det økonomisk-faglige fællesarbejde var K. fra første færd deltager. På hans egn oprettedes 1846 den første landboforening i Slesvig – "den nordslesvigske" – og han blev dens første viceformand. N.å. stiftedes Den nordslesvigske brandkasse – også kaldet Bevtoft-kassen – med støtte i de samme egne og med K. blandt de ledende.

Det var som den praktisk dygtige bonde K. først blev kendt og agtet. Men hurtigt blev hans kræfter taget i brug også på andre felter. 1846 blev han kredsformand for den slesvigske forening for Bevtoft, Agerskov og Toftlund sogne, og 1847 valgtes han til stænderdeputeret for 1. slesvigske valgkreds. Han kom dog foreløbig ikke til at tage sæde i stænderne som ikke blev indkaldt før krigen. Lige ved oprørets begyndelse blev K.s navn kendt. Ved hertugdømmernes stænders fællesmøde i Rendsborg 18.3.1848 var han mødt op og protesterede på dansk i den ophidsede, med et folkemøde udvidede forsamling dristigt mod forslaget om Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund. I de følgende uger virkede han for at organisere en nordslesvigsk folkevæbning hvoraf navnlig en stafetlinie fik betydning. Han måtte efter slaget ved Slesvig forlade sit hjem. Han opholdt sig under det meste af krigen ved den danske hær og kom til at yde det danske efterretningsvæsen værdifulde tjenester. Bl.a. sluttede han et nært venskab med oberst F. Læssøe under Olaf Ryes tilbagetog 1849.

1851 blev K. medlem af notabelforsamlingen i Flensborg og genvalgtes kort efter til stænderdeputeret for sit gamle distrikt som han repræsenterede indtil 1864. I stænderne fik han under en voksende rivalisering med Laurids Skau efterhånden en plads ved siden af denne. I de første samlinger søgte han at samle bonderepræsentanterne i et samarbejde om praktiske forhold – han fik bl.a. vedtaget et forslag om ophævelse af det navnlig i Sydslesvig ilde anskrevne gendarmeri - men da senere de nationale modsætninger tilspidsedes optrådte han med lidenskabelig voldsomhed mod det slesvigholstenske flertal. Han var samtidig medlem af rigsrådet fra dets oprettelse (1855), og også her virkede han med praktiske forslag til gavn for sin hjemstavn; bl.a. fik han overført visse indtægter fra fælleskassen til landsdelens særlige kasser. Han påvirkedes i disse år gennem A. F. Tscherning og Geert Winther i demokratisk retning, og stillede både i rigsrådet og i stænderne forslag om stænderklassevalgenes afløsning af valg på den almindelige valgrets grund. Oprindelig havde han ønsket at Slesvig skulle bevare en vis provinsiel selvstændighed, men han førtes til at indse "at der kun er frelse at søge for os i en inderlig og nøje tilslutning til kongeriget under Danmarks riges grundlov". Dette førte ham ind i et modsætningsforhold til "klosterbrødrene" omkring Cornelius Appel blandt hvilke han havde mange af sine nærmeste venner. Han indbragte i samlingerne 1862 og 1863 forslag til en fællesforfatning for kongeriget og Sønderjylland i junigrundlovens ånd. Det afvistes af C. C. Hall, men K. blev medlem af det udvalg der skulle behandle novemberforfatningen i efteråret 1863. Her fremsatte han en række vidtgående demokratiske ændringsforslag om valgret og valgbarhed, om årlige samlinger o.l. Til trods for at de alle blev forkastede stemte K. dog for den nye forfatning. Han valgtes i marts 1864 til medlem af det nye rigsråd for 11. kreds (Vestjylland), men kunne på grund af krigen ikke indtage sit sæde. Han var under denne først blevet fængslet af østrigerne og havde senere måttet give sit æresord på ikke at ville forlade sit hjem. – Mens han tidligere i lidenskabelige ord havde taget afstand fra tanken om Slesvigs deling stod han i efteråret 1864 bag en af Cornelius Appel affattet adresse til kong Christian IX hvor det hedder: "Har det end holdt haardt for os at gøre os fortrolige med Tanken om Slesvigs Deling, saa dog meget hellere den, end at vi skulde overgives i Tyskernes Vold".

Umiddelbart efter 1864 forholdt K. sig ret passiv og deltog ikke i de forskellige aktioner der blev foretaget fra dansk side. Men da valg udskreves til det nordtyske forbunds grundlovgivende rigsdag i febr. 1867 var det et almindeligt ønske i vide kredse at K. skulle opstilles, og han valgtes med overvældende flertal i Haderslevkredsen. Gennem mellemmænd i føling med den danske regering tilrettelagde han nu sammen med N. Ahlmann i Berlin den protestpolitik hvis ypperste talsmand han blev, og som Nordslesvig fastholdt til hans død: på grund af løftet i art. 5 i Pragfreden af 1866 var Nordslesvigs nuværende forhold af midlertidig art, og denne undtagelsesstilling måtte der i den tyske lovgivning tages hensyn til. Det lykkedes Ahlmann og K. et par gange med deres ændringsforslag at få deres hjemlands stilling sat under drøftelse uden at der dog kom andet resultat ud deraf end at de to mænd fik lejlighed til over for rigsdagen at bekende deres danskhed. Også til den preussiske landdag valgtes K. for første slesvigske kreds (1867), men da de nordslesvigske deputerede nægtede at aflægge den foreskrevne ed på den preussiske forfatning blev de trods stadige genvalg ikke medlemmer af denne forsamling, og denne "de tomme stoles politik" blev fortsat til efter K.s død. Derimod indtog K. sin plads først i det nordtyske forbunds rigsdag (1867) og senere i den tyske rigsdag (1871), begge steder som danskhedens eneste repræsentant. Forhandlingerne mellem regeringerne om udførelsen af art. 5 blev han hurtigt skeptisk overfor, og han ønskede at den danske regering officielt skulle afbryde dem for at spørgsmålet kunne rejses ved over for den franske regering at klage over tilsidesættelsen af Pragfredens bestemmelser. I Nordslesvig vakte planen almindelig glæde, men i danske regeringskredse, hvor K.s selvrådighed og formentlige ubesindighed gennem årene vakte bekymringer søgte man at holde ham tilbage, og planens virkeliggørelse trak da også så meget i langdrag at krigsudbruddet 1870 hindrede dens gennemførelse. K. var i disse år "den tyske rigsdags eneste bonde", en i sin protestpolitik urokkelig bondehøvding der nød en enestående tillid hos sine vælgere i Nordslesvig. Med instinktiv sikkerhed evnede han i ord og handling at give udtryk for hvad befolkningen umiddelbart følte var sandt og rigtigt. Gennem skuffelser og nederlag bares han oppe af en usvigelig overbevisning om at retten – den ret, der var givet i art. 5 – nok skulle sejre til sidst, og han evnede at meddele andre den samme tillidsfuldhed selv om han i sit politiske virke i reglen var nødsaget til at støtte sig til medarbejdere der kunne give hans tanker form, navnlig når han skulle udtrykke sig på tysk.

Ved krigsudbruddet 1870 blev han sammen med flere andre nordslesvigere fængslet og hensat i fæstningen Lötzen ved den tysk-russiske grænse. De fire måneder han sad her forbedrede ikke hans i forvejen vaklende helbred. Utrætteligt fortsatte han dog sin virksomhed i disse vanskelige år hvor så mange i modløshed gav op. I rigsdagen havde han til at begynde med stået temmelig ene; han trådte nu i nærmere forbindelse med polakker og elsassere og igennem dem med det katolske Centrum, og med støtte herfra stillede han 1877 et forslag om at bestemmelserne i art. 5 straks skulle udføres mens han indtil da havde nøjedes med at holde spørgsmålet åbent. Man havde forgæves fra Kbh. søgt at holde ham tilbage af frygt for at den tyske regering skulle erklære art. 5 for bortfaldet. Bismarck havde af storpolitiske grunde allerede tidligere sonderet mulighederne for art. 5s ophævelse, og K.s samarbejde med den "rigsfjendske" opposition under en kritisk situation i Europa gav rigskansleren anledning til at tage sagen op på ny. 1878 blev artiklen ophævet ved en tysk-østrigsk traktat (offentliggjort 1879). For K. var denne traktat ikke nogen årsag til ændring af den politiske taktik. Østrig havde givet afkald på sin ret, men dette løste ikke den preussiske regering. fra dens forpligtelser. Han undlod efter opfordring fra Centrum at protestere mod traktaten i rigsdagen, men redegjorde 1880 i en skrivelse til rigsdagens medlemmer for sit syn.

K.s sidste år formørkedes på forskellig måde. Hans helbred var angrebet, hans offentlige virksomhed havde undergravet hans økonomi så venner måtte træde hjælpende til ved dannelse af et aktieselskab der overtog nogle af hans ejendomme, og den enestående samling der havde været omkring hans politik ophørte efter 1878, og for første gang mødte protestpolitikken stærk modstand i danske kredse i Nordslesvig.

Familie

Forældre: kroejer Andreas K. (1790–1823) og Ellen Andersen (1794–1877, gift 2. gang 1829 med kroejer Georg Christian Brandt, 1796–1841). Gift 26.7.1840 i Gram med Bolette Christine Thomsen, født 28.8.1821 i Skodborg, død 19.12.1907 i Bevtoft, d. af gårdejer, sognefoged Thomas T. (1781–1855) og Cicilia Maria Termansen (1787–1836).

Ikonografi

Litografi 1856, efter dette træsnit 1861 og 1867. Træsnit af H. P. Hansen 1867. Afbildet s.m. Ahlmann på litografi 1868, efter ældre foto. To træsnit 1870 og et 1871 i samme type. Mal. af C. Schleisner, 1873 (folketinget). Tysk træsnit 1875 efter tegn. af H. Lüders. Afbildet på træsnit 1877 og i samme type på en række træsnit 1881, bl.a. af Søborg og efter tegn. af F. Henningsen, og 1892 af H. P. Hansen. Træsnit 1877 og i samme type 1878. Træsnit 1881 efter foto. Malet på dødslejet af Chresten Skikkild. Buster af V. Bissen i naturlig og i overstørrelse. Buste på monument (Bevtoft kgd.). Relief på mindesten 1882 (Skibelund krat). Buste af Rasmus Andersen på monument, 1884 (Ribe). Afbildet s.m. J. Th. Lundbye på tegn. af Axel Thiess, 1887. Buste af Johs. Mølgaard, 1906 (Fr.borg). – K.s navn indskrevet på Meldahls Skamlingsbankestøtte, 1863. Monument 1882 (Holsted).

Bibliografi

Det nordslesv. spørgsmål 1864–79, udg. Aage Friis I-VI, 1921–48. Europa, Danm. og Nordslesv., udg. samme og Povl Bagge I-IV, 1939–59. Laur. Skau: Brevveksl. I-II, 1966–70. – Morten Eskesen: H. K.s saga, 1898 (4. udg. 1902). H. R. Hiort-Lorenzen i Sønderjydske årbøger, 1907 207–94; sst. 1908 198–270. J. Plesner sst. 1925 225–81. Sønderjylland, red. Sv. Dahl og A. Linvald II, 1919 7–21. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesv.s genforen. m. Danm. I-IV, 1921–59. Samme: Danm. ved krigsudbrudet 1870, 1923 18–23. H. Lausten Thomsen i Håbets mænd, ved H. Lausten Thomsen og Nic. Svendsen, Flensborg 1923 9–17. H. Hjelholt i Hist. t. 9.r.III, 1923–25 226 228–32 234 243 253 274 283–87 314–18. Samme: Sønderjylland under treårskrigen I-II, 1959–61. Edv. Lembcke i Haderslevsamf.s årsskr. 1935 35–47. K. Vohn i Festskr. til Astrid Friis, 1963 265–96. H. V. Gregersen i Festskr. til Johan Hvidtfeldt, 1978 85–103 (jfr. H. P. Jensen i Sønderjysk månedsskr., 1979 32–34). – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig