Tage Algreen-Ussing, 11.10.1797-25.6.1872, politiker, jurist. Født i Lille Lyngby ved Arresø, død i Ny Tårbæk, begravet i Kbh. (Holmens). A.-U.s fader havde sat en rekord blandt danske præster i stridbarhed og proceslyst. Han selv udviklede tidligt lyst til offentlig polemisk optræden. Efter 1816 at være blevet student fra Frederiksborg udgav han 1817 Napoleon den eneste. Af Sandheds Elskeren, en svulstig lovprisning af den styrtede kejser. 1820 kom Beviis for, at Adam Oehlenschlæger er gaaet fra Sands og Samling, rettet mod et universitetetsprogram af Oehlenschläger. – A.-U. blev 1822 juridisk kandidat, 1823 volontør, 1830 kancellist i kancelliet, fra 1831 med titel af kancellisekretær, var 1827–37 notarius ved det juridiske fakultet, rejste 1831–32 i udlandet, blev 1837 landsoverretsas-sessor, 1840 juridisk professor og inspector véd kvæsturen, okt. 1846 (-marts 1848) kancellideputeret og derefter til sin død generalprokurør, den sidste i Danmark. Som ung kandidat begyndte A.-U. et juridisk forfatterskab der vedvarede til hans død, og som navnlig i de første årtier var omstridt. "Som Retsforfatter var A.-U. mere den videnskabeligt interesserede Praktiker end den selvstændige, dybtgaaende Tænker. Den Ilterhed og hensynsløse Gaaen paa, den Selvsikkerhed og temperamentsfulde Polemik, der prægede hans æstetiske Debutsmaaskrifter er heller ikke fremmede for hans tidligste juridiske Arbejder. Ved sine voldsomme Vingeslag er han en fremmed og vild Fugl blandt sine Fagfæller." (Frantz Dahl). A.-U.s Anmærkninger til Personretten vedføiede Etatsraad Hurtigkarls System og nærmest affattede til Brug for den lovstuderende Ungdom, 1823 og Anmærkninger til Tingsretten I–II, 1825 viste hans iver for fremme af det juridiske studium og hans litterære ærgerrighed, men var for størstedelen kritiske og supplerende bemærkninger til foreliggende litteratur, ikke mindst A. S. Ørsteds undersøgelser. Den overvældende brug af Ørsteds værker fremkaldte hos A.-U.s kritikere dengang og senere utvetydige antydninger om plagiat, og Ørsted gav A.-U. en skarp påtale. Han udtalte dog håb om at den evne som hidtil for det meste kun havde vist sig i dødt, spidsfindigt ordkløveri ville modnes og forædles til levende, frugtbar skarpsindighed. Håbet gik i opfyldelse da A.-U. 1836 udgav Læren om Servitutter og andre dermed beslægtede Ejendomsbyrder efter de danske Love, det bedste værk i hans produktion. Dets "indgaaende, klogt afvejede og besindige Udvikling danner en talende Modsætning til Ungdomstidens gærende og ikke tilstrækkelig afklarede Fremstilling". (Frantz Dahl). I sine senere år og lige til sin død nedlagde A.-U. megen flid og omhu i fortsættelsen af L. Fogtmanns Store Reskriptsamling og J. H. Schous Forordninger. Det er dog ikke i sine embedsstillinger og gennem sit forfatterskab at A.-U. har fået sin særlige betydning. Det er som den mand der mere end nogen anden fortjener navn af Danmarks første parlamentariske politiker. Han viste sine politiske evner straks da forberedelserne til valg af deputerede til de rådgivende provinsialstænder skulle i gang. Ved 28. maj-festen, årsdagen for anordningen om stænderforsamlingerne, i Kbh. 1834 udbragte han en skål for den størst mulige offentlighed i alle administrationens grene og navnlig i landets penge- og finansvæsen. Dermed formede han et politisk program der greb ind i det problem der i vide kredse blev anset for det mest brændende offentlige spørgsmål. I efteråret 1834 valgtes han med næsthøjeste stemmetal blandt de stænderdeputerede fra hovedstaden. Da den første stænderforsamling for østifterne trådte sammen i Roskilde 1.10.1835, gjorde han sig snart bemærket som den ivrigste blandt de nye folkerepræsentanter. Trods sin embedsstilling der skulle synes at medføre afhængighed blev han den egentlige fører i en efter forholdene dristig opposition mod regeringen. Under stænderforsamlingens drøftelse om finanssagerne stillede han det mest udførlige og mest vidtgående forslag, derunder om statsgældens adskillelse fra den almindelige finansstyrelse, dvs. bort fra den kongelige enevældes organer, og om at gøre stænderne direkte medvirkende ved den almindelige finansstyrelse. Så vidt blev han ikke fulgt af forsamlingen der nøjedes med at andrage om besparelser og offentliggørelse af statsregnskabet, reformer, som ligeledes havde en kraftig talsmand i A.-U. I mange andre sager gjorde han sig gældende og prægede i høj grad den første stænderforsamling. Af en konservativ som biskop Mynster blev han anset for det mest radikale og farlige medlem. Han krævede en reform af Kbh.s fattigvæsen og oprettelse af realskoler der kunne åbne lærelystne unge en vej uden om den klassiske dannelse i latinskolerne. Han ledede forsamlingens kamp mod indskrænkninger i trykkefriheden, og han var i landbosager bøndernes ihærdige forbundsfælle, særlig ved sit ordførerskab i sagen om retsforholdet mellem godsejere og fæstere. Ved 50 års festen for stavnsbåndsløsningen 20.6.1838 på Bellevue rettede A.-U. på linje med sin virksomhed i stænderforsamlingen en appel til bondestandens selvfølelse der ikke burde lade den hæderlige gårdmand finde sig i at blive duttet og hundset af enhver "stumpskødet skriverdreng". Han skyede som taler ikke den agitatoriske overdrivelse og hans ord var præget af retorisk svulst. I stænderforsamlingen 1838 kæmpede han for størst muligt borgerstyre i den nye kommunalforfatning for Kbh. Hans vælgeres og overhovedet den liberale befolknings påskønnelse af hans indsats for "den folkelige sag" fik udtryk i en guldpokal (nu på Fr.borg) der overraktes ham ved en fest på Den kgl. skydebane 22.4.1839. Den bar inskriptionen: "Til Folkerepræsentanten Tage A.-U. fra erkendtlige og fædrelandssindede Medborgere". Han stod på dette tidspunkt som den førende liberale folketribun, men under 1840'ernes accelererende liberale bevægelse gled han mere i baggrunden. Han fortsatte sin kamp for "offentlighed og orden" i finanserne og søgte pragmatisk frem. I 1838 havde han udsendt en pjece, hvori han krævede de to kongerigske stænderforsamlingers forening. I 1842 støttede han tanken om fælles stænderkomiteer for hele monarkiet, idet han så at der her kunne blive et organ for stændernes medvirken i finansstyrelsen. Hans idé var at finansbudgettet skulle forelægges en sådan fæileskomité, men Chr. VIII var endnu ikke rede til sådanne indrømmelser til folkelig deltagelse i finansstyrelsen. Hans forslag 1844 om at kongen skulle imødegå den slesvig-holstenske bevægelse ved at erklære monarkiet for "et eneste uadskilleligt rige", satte frugt i det kgl. åbne brev af 1846. Hermed havde A.-U. bragt sig i modsætningsforhold til de nye strømninger i den liberale bevægelse. Han havde været en af de første liberale, men nationalliberal blev han aldrig. Han ville bygge landets fremtid på den gamle dansk-tyske helstats grund. Karakteristisk for hans politiske stilling var det at han vendte sig mod et andragende om støtte til dansk sprog og nationalitet i Nordslesvig. Han tabte i popularitet og afløstes som folkefører af nye mænd. Orla Lehmann blev nu helten for det politiske Kbh. hvilket var som en sejr for romantik over rationalisme, for store nationalpolitiske ideer over mere nøgterne krav om praktiske reformer. Umiddelbart før 1848 stod han mere som kongens end som folkets mand. Det var gået ham i lighed med hans ven C. N. David, hvis indsats i den politiske pressse i grundlæggende betydning kan sammenstilles med A.-U.s som praktisk parlamentarisk politiker.

Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49, valgt i Kbh., stod A.-U. på den konservative side. Han ønskede indskrænket valgret, klassedeling af vælgerne og rigsdags-samling kun hvert andet år og undlod derfor at stemme for grundloven i dens endelige form med lige og almindelig valgret til folketinget. 1854 blev A.-U. kongevalgt medlem af det væsentligst rådgivende rigsråd for monarkiets fællesanliggender der oprettedes ved kgl. anordning af 26.7.1854. Han beholdt sit sæde i det konstitutionelle rigsråd der indrettedes ifølge forfatningen af 2.10.1855 og hørte her til helstatsmændene og oppositionen mod den nationalliberale regering. Han deltog i det "lille rigsråd" som Christian IX indkaldte 26.12.1863 til fortrolig drøftelse af situationen omkring ministeriet C. C. Hall, den forestående ikrafttræden af novemberforfatningen og den truende krig med Preussen. A.-U. var kongevalgt medlem af novemberforfatningens landsting 1864–66 og stod siden uden for det parlamentariske liv. Megen anerkendelse vandt A.-U.s deltagelse i det københavnske kommunalliv. Han var borgerrepræsentant 1840–44, borgmester 1844–46 og igen borgerrepræsentant 1849–69 og øvede en overvejende indflydelse på hovedstadens styrelse. Hans robuste natur og store arbejdskraft magtede det overordentlige. Han var repræsentant i nationalbanken fra 1841 -fra 1851 gentagne gange repræsentantskabets formand – ligeledes fra 1841 meddirektør i Kbh.s brandforsikringssocietet (fra 1857 Det københavnske brandassurance-kompagni for varer og effekter) og 1854–64 repræsentant i Det almindelige brandassurance-kompagni. Alt blegner dog, historisk set, i sammenligning med hans grundlæggende virksomhed i stænderforsamlingernes første år. Han var den folkefører der pludselig sprang ud af det danske kancelli som det levende symbol på den dybe forbindelse mellem gammelt og nyt i Danmarks statsliv. Han gjorde i nogle lykkelige år tidens gerning; at tiden hurtigt skulle løbe fra ham, fremhæver for så vidt hans store betydning, som det vidner om styrken i de kræfter han selv havde været en hovedmand for at kalde til live.

Familie

Forældre: provst Henrich Ussing (1743–1820) og Anna Algreen (1766–1815). Gift 1. gang 11.10.1827 i Kbh. (Helligg.) med Jensine Johanne Bull, født 14.1.1798 i Kbh. (Nic), død 12.11.1830 sst., d. af kateket v. Nicolai k., senere res. kapellan ved Helligånds k. i Kbh. Johan Ernst Gunnerus B. (1767–1840) og Juliane Charlotte Schlichting (1773–1854). Gift 2. gang 19.9.1834 i Gentofte med Ottine Frederikke Suenson, født 28.2.1807 i Kbh. (Holmens), død 10.10.1884 sst., d. af kaptajn i søetaten Jean Jacques Isaac S. (1774–1821) og Anne Susanne Lutken (1778–1872). – Far til Fred. A.-U.

Udnævnelser

Justitsråd 1844. Etatsråd 1846. Konferensråd 1859. R. 1842. DM. 1850. K.1 1865.

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen, 1861–62, forarbejde til Den grundlovgivende rigsforsamling, 1864 (Fr.borg); kopi af Elise Constantin Hansen (folketinget). Træsnit af W. Obermann, 1872, og af H. P. Hansen, litografi efter dette 1873. Karikaturer af Marstand (Fr.borg) og af Johan Aagaard i træsnit (følgeblad til Corsaren). Foto.

Bibliografi

Slægt se Ussing. Hans Jensen: De danske stænderforsamlingers historie 1830–48, I–II, 1931–34. J. G. Sørensen i III.tid. 7.7.1872. – Papirer i Kgl. bib!. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig