Herluf Trolle, 14.1.1516-25.6.1565, rigsråd, admiral, skolestifter. Herluf Trolle var nummer tolv i en børneflok på femten og har formentlig fået sin første undervisning i hjemmet på borgen Lillø i Skåne. Ifølge den tidligste efteretning om ham gik han endnu 1535, nitten år gammel, i Vor Frue skole i Kbh., og det kan skyldes hans skolegang, evt. også hans nylig afdøde fætters, ærkebiskop Gustav Trolles fortjenester af Christian II's sag at han ikke som de andre adelige i Kbh. i jan. 1536 blev fængslet af grev Christoffers folk. Årsagen kan dog også være at han allerede forinden var rejst på studieophold i udlandet. Wittenbergs matrikel nævner ham for 1536-37, og der studerede han bl.a. politik, historie og filosofi og hørte Philipp Melanchton som han også senere i livet bevarede forbindelsen med. I Wittenberg lærte han Peder Palladius og Niels Hemmingsen at kende og blev grebet for livet af den fremstormende reformbevægelse.

1537 vendte han hjem og studerede en tid ved Kbh.s nylig genåbnede universitet, før han knyttedes til hoffet som hofsinde og som sådan gjorde tjeneste og lærte militærvæsen. Formentlig i denne stilling har den statelige, blonde unge mand truffet sin senere hustru, den lidt ældre Birgitte Gøye der tjente i dronningens jomfrukammer. 1534 fik han sin første forlening, Gladsax i Skåne; men allerede Sept. n.å., kort før sit bryllup med den nylig afdøde rigshofmesters datter, gjorde han herfra det store spring til det vigtige Krogen len. Med sin hustru fik han en betydelig arv: pantelenet Ring kloster ved Skanderborg (pantesum: 4000 daler, siden flere gange forhøjet), hovedgården Hillerødsholm og halvparten af den nu forsvundne Græsede hovedgård (ved Frederikssund) samt Gøyernes fædrenegård Krenkerup på Lolland; hans egen arvepart indskrænkede sig til ca. 30 bøndergårde som hans bror Børge synes at have udlagt som vederlag for hans andel i Lillø. Ved mageskifte med svogeren Albert Gøye skilte Herluf Trolle sig 1552 af med Krenkerup, men blev til gengæld eneejer af Græsede.

Trods Birgittes langt større formue kan der ikke være tvivl om at deres giftermål var et inklinationsparti; ellers ville den inderlige kærlighed, der både efter brevenes og ligprædikenens vidnesbyrd har præget deres samliv vel ikke være tænkelig. En iøjnefaldende fællesnævner er deres samstemmende og dybtfølte religiøsitet der for begge rækker videre i ord og handling end til blot at passe ind i tidens stil. Når Herluf Trolle uden på universitetets dom 1540 mellem Birgitte og hendes tidligere forlovede Jesper Daa har skrevet: "På den tid, der denne dom gik, var det utænkt af hende og mig, at vi af Guds forsyn skulle komme sammens", er de sidste ord næppe at opfatte som en konventionel talemåde.

Som privat godsejer og kgl. lensmand skulle Herluf Trolle derimod snart komme ud for fortrædeligheder. 1550 måtte han som en række andre lensmænd – efter nogen tøven – indvillige i at få sine vilkår på Krogen ændret fra afgift til genant (fast løn), en meget alvorlig forringelse af hans indtægter. At det var Birgittes nevø Eskil Oxe der som rentemester gennemførte denne for kronen fordelagtige lensform gjorde ikke sagen bedre, så meget mere som Oxerne og andre der stod kongen og kansler Johan Friis nær ganske åbenbart blev behandlet med større hensyn.

Omtrent ved samme tid var Herluf Trolle kommet i strid med sin nabo Andreas v. Barby, lederen af tyske kancelli, om skellet mellem Hillerødsholm og v. Barbys ejendom Favrholm. Da Herluf Trolle utilfreds med en af opmænd truffen afgørelse fortsatte striden, solgte v. Barby i ærgrelse derover sin gård til rentemesterens bror, den allerede meget indflydelsesrige unge rigsråd Peder Oxe der i dec. 1554 fik det af opmændene satte skel stadfæstet ved en dom af det kgl. retterting – som det synes takket være et vidnesbyrd af Johan Friis.

To år senere måtte Herluf Trolles uvilje mod den pågående unge slægtning få yderligere næring da Peder Oxe 7.2.1556 ved en ny rettertingsdom tvang Mogens Gøyes arvinger til at opfylde bestemmelserne i et ufuldbyrdet forlig af 1542 der forpligtede den gamle rigshofmester til mod udbetaling af den pantesum han havde indestående i Oxernes skånske gård Tordsjö straks at udlevere den del af godset han havde i sin besiddelse, og uviljen måtte stige da det endnu få uger efter blev bekendt at det var lykkedes Peder Oxe at få sin barnløse morbror Eskil Gøye til at tilskøde sig sin ejendom Gunderslevholm til skade for den øvrige slægt. Herluf Trolle og den mægtige rigsråd Mogens Gyldenstierne kom derved til at stå som samlingsmærke for en konservativ højadelig kreds især bestående af Herluf Trolles og hans hustrus slægt og deri indgiftede, der følte sig politisk forurettede ved Oxernes af kronens interesser bestemte lenspolitik og for fleres vedkommende også privat forulempede af Peder Oxes hensynsløse godsgriskhed.

1.5.1554 var Herluf Trolle fratrådt Krogen len, en begivenhed der måske ikke er uden forbindelse med Peder Oxes stigende indflydelse, men fra 1557 ser vi ham i den politiske forgrund. Umiddelbart før herredagen i Kbh. april-maj d.å. viser udfaldet af en mageskiftesag mellem Peder Oxe og kronen, hvori Herluf Trolle og hans venner repræsenterede kronen, at det lykkedes den nævnte kreds at rokke Christian III's tillid til Peder Oxe. På selve herredagen blev Herluf Trolle optaget i rigsrådet og fortrængte samtidig Peder Oxes svoger Hans Barnekow som lensmand på Roskildegård og stiftslensmand over Sjælland, mens to af Peder Oxes andre svogre, Jørgen Brahe (1515-65) og Otte Rud (1520-65), mistede henholdsvis Vordingborg og Gotland, det sidstnævnte til fordel for Herluf Trolles svoger Christoffer Huitfeldt. Trods alt fik lensreformpartiet kongen overtalt til at udsende en ny lensordning der værnede de lavere stænder mod lensmændenes overgreb og forringede lensmændenes indkomster; men det forhindrede ikke de konservative i at nå deres mål: rentemesteren fik sin afsked sidst i juni, hvorimod Peder Oxe holdt stillingen til febr. n.å. Betegnende nok blev Herluf Trolle beskikket til anklager, da lensreformatoren Peder Oxe i juni 1558 sigtet for regnskabsuorden og misbrug af sine len stævnedes for kongen og rigsrådet i Nyborg, og efter Peder Oxes flugt overdrog kongen også ham den videre forfølgelse af sagen.

I de følgende fire år hører Herluf Trolle til dem der stærkest har præget landets politik. Han har således medansvar for en reaktion inden for lenspolitikken der viste sig i en mindre nedgang i kronens indtægter til bedste for lensmændene. Ved Frederik II's kroning 1559 afslog han ikke – vel for ikke at såre kongen – som adskillige andre ridderværdigheden, men skrev sig aldrig ridder, vistnok fordi han opfattede ridderslaget som en katolsk ceremoni. Nov. s.å. blev han øverste admiral, dvs. flådens chef og tilsynsmand, i sidste egenskab dog sideordnet statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne; som løn for dette ansvarsfulde hverv fik han en af Peder Oxes beslaglagte gårde, Tølløse, som fri forlening.

Skønt Herluf Trolles admiralstid var præget af flådebygning og jævnlige udrustninger af større og mindre eskadrer – det meste af sommeren 1560 var han selv i søen med størstedelen af flåden – forsømte han ingenlunde sine omfattende lensmandsforretninger. Efter det berømte mageskifte med kronen 1560, hvorved kongen overlod ham Skovkloster (Herlufsholm) mod afståelse af Hillerødsholm (Fr.borg) og Græsede, fik han også det nyoprettede Fr.borg len under sig. På Hillerødsholm havde Herluf Trolle haft sin bolig siden han fratrådte Krogen len 1554; her havde han antagelig i årene efter 1554 ladet den hovedbygning opføre som nu blev kgl. residens, og her fik han som lensmand tilsyn med nye byggearbejder, den almindelige godsdrift og den kgl. dyrehave. Alligevel fik han også tid til med nidkærhed at hellige sig sin stilling som stiftslensmand der gav ham overopsyn med Sjællands kirker og skoler. Det tør antages at han med kraft har støttet den 1561 påtænkte, men ikke gennemførte ændring af kirkeordinansen der navnlig tilsigtede en reform af den højere skoles undervisning i Strasbourg-pædagogen Joh. Sturms ånd, der siden kom til at præge Herlufsholm, og en forbedring af lærernes økonomiske forhold som han også viste privat interesse ved gaver til skolerne i Helsingør, Roskilde og Næstved. Betegnende nok stod han foruden til Peder Palladius også i nært forhold til universitetets førstemand Niels Hemmingsen der menes at have været skolereformplanernes primus motor.

Ved Mogens Gyldenstiernes tilbagetræden ca. 1.5.1561 blev Herluf Trolle forflyttet fra Roskildegård til Kbh.s slot, dog uden at arve forængerens statholdertitel. Med Kbh.s len forbandt han stadig Fr.borg og desuden Krogen og Abrahamstrup (Jægerspris) len og fortsatte desuden som admiral. Det betød at han foruden de almindelige lensmandsforretninger fik hele hærens og flådens administration, sundtolden, mønten o.m.a. under sig og vistnok også i ret stor udstrækning måtte befatte sig med udenrigspolitik. Når Herluf Trolle steg til en så betydelig position skyldes det vel dels hans gode forbindelser, dels kongens stigende forkærlighed for militært prægede rådgivere i årene før syvårskrigen. Som Frederik II havde han visioner om Danmarks ledende rolle i Norden, og om ikke før håbede han i hvert fald under krigen på en fornyelse af den nordiske union. Denne holdning kunne ligefrem forlede Herluf Trolle til ubesindighed: under flådeudrustningen 1560 skød han på to svenske skibe der havde dansk lejde fordi de var løbet ham i vinden og var lidt længe om at sætte for ham. Under en handelsstrid med Hamburg rådede han (nov. 1561) – af frygt for at modparten skulle slå først – kongen til at angribe byen. I flådens anliggender var han en mand af bestemte meninger som han, i ærbødig form, også forstod at hævde over for kongen, omend hans momentvise egenrådighed i et par tilfælde indbragte ham en "næse".

Kun kort bevarede Herluf Trolle sin store magtstilling; allerede 1.5.1562 ønskede han at fratræde sine store len og sin stilling som admiral, uden tvivl fordi han ikke kunne billige den kraftige genoptagelse af Oxernes lenspolitik som kongen slog ind på for at skaffe midler til den optrækkende krig med Sverige. Kun tøvende meddelte kongen ham hans afsked, men ingenlunde i unåde, Herluf Trolle beholdt Tølløse afgiftsfrit, og allerede i juni betroede kongen ham en vigtig diplomatisk sendelse til Livland. I juni n.å. medvirkede Herluf Trolle ved afslutningen af forbundstraktaten mellem Danmark og Lübeck.

Umiddelbart forinden var Herluf Trolle med krigen i sigte blevet udnævnt til den beskedne administrative stilling som proviantmester på Sjælland, og senere på året fulgte han som sådan den øverstkommanderende for de fremmede tropper grev Günther v. Schwarzburg på toget mod Alvsborg. I marts 1564 blev han atter øverste admiral. I dagene 30.-31.maj leverede han en overlegen svensk flåde det første slag ved Öland hvor det svenske admiralskib Makalös, Nordens største krigsskib sprang i luften med både svenskere og de entrende danskere og lübeckere om bord, og den svenske admiral Jacob Bagge selv faldt i dansk fangenskab, mens resterne af den svenske flåde søgte hjem til Stockholm. Trods vrangvilje hos de lybske allierede, sygdom hos besætningen og mangelfulde tilførsler holdt Herluf Trolle søen til 30.10.; han var endda i stand til 14.8. at byde en ny svensk flåde en rigtig nok uafgørende kamp, atter ved Öland. Den følgende vinter tilbragte Herluf Trolle dels på Herlufsholm, dels i Kbh. hvor han overvågede skibsbygningen og flådens udrustning.

1.6.1565 stod han atter til søs og strøg ikke sine sejl før han 4.6. mødte Klas Horn med en overlegen svensk flåde ved Femern. I kampiver og uden at afvente den samlede dansk-lybske styrkes ankomst styrede han med få og uens skibe lige ind i den fjendtlige flåde, hvor han forgæves søgte at entre det svenske admiralskib, men da femten-seksten fjendtlige skibe lagde sig omkring ham måtte han slå sig igennem med magt hvorved han tilføjede fjenden tab, men også selv led stor skade på skibene og mistede mange folk; personlig blev han ufarligt såret i venstre arm og lår af et skud hagl. Den lybske admiral rådede ham næste dag til at lade sig sætte i land i Lübeck for der at få den nødvendige pleje, mens de beskadigede skibe kunne blive reparerede i Travemunde; men Herluf Trolle insisterede på at man skulle forfølge fjenden der måske ellers ville gå til Sundet. Således blev det; først da svenskerne havde passeret Stralsund satte den danske flåde kurs mod Øresund.

Herluf Trolles fædrelandssind kostede ham livet. Da hans sår blev taget under behandling efter hans landsætning i Kbh. var det for sent. Nogle dage efter kom Niels Hemmingsen til ham i hans gård på Amagertorv – den samme som fordum Sigbrit havde beboet – for at tale med ham om hans salighedssag og fandt her større trøst hos Herluf Trolle end han selv kunne give. Kun voldte det Herluf Trolle sorg at han ikke skulle nå at se "vor" – hans og hustruens – skole i gang. Ved fundats af 23.5.1565 havde det barnløse ægtepar bestemt at Herlufsholm skulle være en skole for "adelige og andre ærlige mænds børn"; i sin glæde derover underskrev Herluf Trolle sig i nogle af sine sidste breve – også i et til hustruen – som "forstander for adelens fri skole Herlufsholm".

Herluf Trolle var næppe nogen betydelig statsmand, heller ikke nogen militær begavelse af højere rang. Han havde ikke overblik nok til at lægge vel gennemtænkte planer, men var stor i sin troskab mod de ham pålagte opgaver. Som admiral forenede han naturlig myndighed med evne til at gøre sig afholdt af sine undergivne. Hans humanitet strakte sig helt til fanger der var i hans varetægt, og efter tidens målestok også til rigets fjender. Kun nødig synes han at være skredet til hærgningen af Öland i sept. 1564. Kunne han end måske være lidt snæver i hævdelsen af sin stands og sine egne private rettigheder, så har i hvert fald få så storsindet som han vedkendt sig og efterlevet sine adelige forpligtelser. Kort før han drog ud på sit sidste togt, var det, at Niels Hemmingsen – under hensyn til at han nu i to år havde udsat sig for så megen fare – rådede ham til denne gang at blive hjemme og at Herluf Trolle gav ham det berømte svar: "Mister jeg mit liv, jeg får vel liv igen. Vide I, hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have jordegods og ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne ære for andre, at når vor konning og herre, land og rige haver det behov, da skulle vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vor fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed".

Hans arbejdsevne må have været stor, og han favnede vidt. Som godsejer synes han at have været yderst driftig. Sammen med broderen Børge og nogle andre herremænd drev han i 1550'erne en vidt forgrenet søhandel med egne skibe, der ikke alene besejlede Øster- og Nordsøen men også Atlanterhavet og Middelhavet og ikke blot hjemførte varer til eget brug, men undertiden tillige til videre forhandling. 1562 var han endvidere med til at starte et bjergværk i Skåne.

Herluf Trolles og Birgitte Gøyes hjem var stærkt præget af ægtefællernes religiøsitet og åndelige interesser der for Herluf Trolles vedkommende – som almindeligt i hans generation – særlig synes at have omfattet teologi og historie, men i øvrigt gjaldt enhver form for videnskabelighed og lærdom. Melanchton dedicerede ham 1559 sin fortolkning af Kolossenserbrevet og Niels Hemmingsen 1562 sin kommentar til Romerbrevet. Herluf Trolle lod samle og afskrive gamle historiske dokumenter, et arbejde der siden kom hans søstersøn, Arild Huitfeldt til nytte. Han var desuden poetisk begavet og skrev flere salmer, bl.a. en oversættelse af den oldkirkelige biskop Ambrosius af Milanos lovsang Te Deum. Mest afgørende var hans interesse for skolevæsen og ungdommens uddannelse der ved siden af de omtalte storslåede donationer gav sig udslag i den mest rundhåndede gavmildhed mod unge mennesker der studerede ved Kbh.s og fremmede universiteter; i ligprædikenen vidner Niels Hemmingsen at "vi have både professores udi dette kgl. universitet udi Kbh., bisper udi disse riger og sognepræster og andre nyttelige tjenere, som ere opdragne og fremkomne af den hjælp, som sal. hr. Herluf haver dennem hjulpet med".

Familie

Herluf Trolle døde i Kbh., begravet i Herlufsholm k. Forældre: Jakob Trolle (1475-1546) og Kirsten Skave (død 1534). Gift 16.11.1544 med Birgitte Gøye, født ca. 1511, død 26.7.1574 i Næstved, datter af rigshofmester Mogens Gøye (død 1544) og Mette Bydelsbak (død 1513). – Bror til Børge Trolle.

Ikonografi

Mal. 1551 har været antaget for kopi efter Jacob Binck eller Walther maler (Herlufsholm), efter dette stik af J. Houbraken, 1741, kopier malet i 1700-tallet (Gavnø; Ledreborg; Herlufsholm) og af Kai Lange, 1915 (Fr.borg). Mal. på altertavlefløj 1560 (Nat.mus.), kopi af Magnus Petersen, 1887 (Herlufsholm). Mal. formentlig fra 1600-tallet (Herlufsholm), efter dette stik af Magnus Petersen, 1863, to litografier og træsnit af H. P. Hansen, 1891, malet kopi med udeladelse af kommandostav (Herlufsholm), efter denne litografi 1843, 1847, 1850, 1856 m.fl., stik af A. Hansen 1849, 1852, af A. Weger 1865, træsnit 1850, 1854 efter tegn. af A. Kittendorff, 1865, af C. L. Sandberg 1871, 1877, 1882 m.fl. Liggende statue tilskrevet Cornelis Floris på kenotaf ca. 1570 (Herlufsholm k.), efter denne litografi og træsnit. Knælende statue af samme på epitafium (sst.). Fremstillet på historiemal. af N. Abildgaard ca. 1785 (Chr.borg), af A. A. Müller, 1832 og af Otto Bache, 1881 (Fr.borg; Søofficersforen.). Buste af O. Evens, 1886 (Fr.borg). Fremstillet på mal. af S. Danneskiold-Samsøe 1932-33 (Hillerød politistation). – Mindeplade af C. Floris, 1568 (Skt. Olai k., Helsingør). Mindestøtte af Helge Finsen, 1941, ved Lillö

Bibliografi

Bibliografi. Kj. Hasselbalch-Larsen: Bibliographia Herloviana, 1934.

Kilder. Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, udg. G. L. Wad I-II, 1893. Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, udg. E. Marquard I–III, 1929-41. Kirkehist. saml. III, 1857-59 465. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen II, 1912.

Lit. Chr. Machabæus Alpinas: Oratio funebris ... Herluf Trolle....1566. Niels Hemmingsen: Ligprædiken over Herluf Trolle, [1572]. Tycho de Hofman: Hist. efterretn. om velfortjente da. adelsmænd I, 1777 173-79. T.A. Becker: Herluf Trolle og Birgitte Gøie I-II, 1865. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. I-II, 1868-72. Axel Larsen [Liljefalk]: Dansk-norske heltehist. 1536-1648, 1893 35-60. Samme: Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, 1910. Henry Petersen: Minder om Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, væsentlig i Herlufsholm kirke, udg. V. Mollerup, 1897. H. D. Lind: Fra kong Fr. IIs tid, 1902 8-22 47-92. Chr. Axel Jensen i Fra arkiv og museum III, 1905-08 156-65. Troels-Lund: Peder Oxe, 1906 (optr. i forf.s Hist. fortæll. IV, 1911; anm. af Povl Engelstoft i Hist. t. 8.r.I, 1907-08 307-24). P. Lauritsen: H. T, 1908 = Danske mænd. Skrifter for ungdommen IV. Marius Kristensen i Danske studier, 1923 37. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Hist. t. 10.r.VI, 1942-44 fl.st. C. O. Bøggild-Andersen sst. 11.r.V, 1956-59 37 73. Frede P. Jensen sst. 13.r.VI, 1979 især 314-18 334. Bj. Kornerup i Danske mag. 7.r.VI, 1954-57 71 76 224. E. Briand de Crévecoeur: Herluf Trolle, 1959. Erling Ladewig Petersen i Pers. hist. t. 14.r.IV, 1962 184-89. Fl. Tolstrup: Det ældste Herlufsholm, 1965. Harald Ilsøe i Fund og forskn. XVII, 1970 67. Frede P. Jensen: Danm.s konflikt med Sverige 1563-70, 1982.

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig