Hans Skovgaard

Hans Skovgaard, ca. 1526-18.7.1580, til Gundestrup, rigsråd. Død på Helsingborg slot, begravet i Norra Vrams k. S. blev seks år gammel sendt til farbroderen mag. Anders Skovgaard i Viborg hvor han gik i skole. Sin uddannelse fuldendte han under et ca. fireårigt ophold i Nürnberg, hvorfra en kgl. ordre kaldte ham hjem netop som han ville se sig videre om i verden. På grund af sine gode kundskaber i tysk fik han ca. 1548 ansættelse i tyske kancelli, men blev allerede n.å. forflyttet til danske kancelli hvor han kom til at virke i 24 år, fra 1559 som øverstesekretær. I denne stilling blev han i første række lønnet med gejstlige forleninger, fra 1559 således med domprovstiet i Roskilde, hvorved han blev en af universitetets konservatorer, og fra 1563 yderligere med provstiet på Thyholm; men dertil føjede Frederik II der åbenbart har sat megen pris på ham, en række skånske smålen (Øster Gårdstange, Magleby, Revinge, Fliginde og Vram med Vesby og Stubberup). Som øverstesekretær var S. stadig om kongen og kunne derigennem øve en betydelig indflydelse. Derom vidner især hans korrespondance med statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne, men også private breve til ham i forbindelse med bønskrifter og andre henvendelser som han i embeds medfør skulle forelægge kongen. Ham påhvilede også udstedelse af lensbreve, ikke altid nogen behagelig opgave, således ikke 1562–63, da kongen strammede forlenings-vilkårene. Men hans med smidighed parrede dygtighed har nok hjulpet ham over vanskelighederne både op- og nedefter. Om hans popularitet fortæller de i samtidens øjne ingenlunde anstødelige dusører som han modtog fra forskellig side, fx fra universitetet og Kbh.s magistrat, som tak for velvillig interesse. Forholdet til Frederik II var i syvårskrigens første år, da kongen ofte var uligevægtig, ikke let. I fortrolige breve til Mogens Gyldenstierne mærker man, hvordan kongens uefterrettelighed eller ubeslutsomhed, der jævnlig synes at have forhalet afgørelserne, har harmet og ærgret øverstesekretæren.

Til sidst blev S. træt af det urolige liv hans stilling førte med sig, og kort før sit ægteskab trak han sig – mod kongens ønske – tilbage (nov. 1573). Han mistede dog ikke derved sin herres bevågenhed. Kongen gjorde ham den ære først at holde hans bryllup og siden at deltage i barselgildet efter hans ældste søns fødsel. 1574 blev S. også optaget i rigsrådet. Fra 1576 var han desuden lensmand på Helsingborg, i hvis omegn hans godser og mindre forleninger lå. S.å. var han sammen med Bjørn Kaas på Bornholm for at modtage øen af lübeckerne der nu efter 50 års forløb skulle give den tilbage til den danske krone, og senere på året fik han det mærkelige hverv i al hemmelighed at indsamle materiale ved de tyske hoffer til godtgørelse af den nylig afdøde rigshofmester Peder Oxes landsforræderiske virksomhed i landflygtighedsårene, en opgave han ikke var i stand til at løse på fyldestgørende måde. 1579 var han medlem af regerings-rådet i Kbh., mens kongen var i udlandet. Kirken og universitetet havde i S. en god talsmand, ligesom han var en god støtte for begavede fattige studenter.

S. tilhørte gennem fædrenegården Skovgård (Brusk hrd., Vejle amt) som han endnu skrev sig til 1567, oprindelig den jyske adel; men i sine senere år samlede han sig gods på Helsingborgegnen. Her arvede han efter en barnløs farbror Hans Skovgaard (død 1564) Gundestrup (nu Vrams Gunnarstorp) som han 1570 tog låsebrev på, og erhvervede desuden ved mageskifte med kronen sine forleninger Magleby (1574) og Fliginde (1579) som ejendom, det sidste mod afståelse af Skovgård.