Jørgen Rosenkrantz (rigsråd)

Jørgen Rosenkrantz, Jørgen Ottesen Rosenkrantz, 14.5.1523-9.4.1596, rigsråd. Født på Torning, død på Rosenholm, begravet i Hornslet k. Kun to år gammel mistede R. begge sine forældre af pest. Sammen med to af sine søskende blev han derefter opdraget af sin morfar Jesper Gans til Putlitz i Brandenburg indtil hans fædrene slægt 1530 krævede ham tilbage. Efter hjemkomsten var hans faster Sophie Rosenkrantz, gift med rigsråd Axel Brahe, ham i mors sted. I sine selvbiografiske optegnelser berømmer han hende særlig fordi hun sørgede så godt for hans boglige uddannelse. 1534 blev han sendt til Malmø for at lære latin hos reformatoren Frands Wormordsen. Her boede han hos borgmester Jørgen Kock der efter grevefejdens udbrud holdt ham og andre adelige skolebørn tilbage som gidsler indtil den skånske adel havde hyldet grev Christoffer (ca. 1504–66). Efter denne episode fortsatte R. sin skolegang i Ystad og efter borgerkrigen i Kbh., sidstnævnte sted atter med fremtrædende lutheranere som den lidt for stærkt optagne Oluf Chrysostomus og den dygtige Jens Andersen Sinning som lærere, begge professorer ved det genoprettede universitet. 1539 blev han med anbefalingsskrivelse af Christian III sendt til Wittenberg hvor han vel ikke var flittig, men dog modtog indtryk for livet af "drabelige lærde mænd" som Martin Luther og Philipp Melanchton. Siden viste R. sig også i besiddelse af gode teologiske kundskaber og samlede sig et teologisk bibliotek.

Efter hjemkomsten 1544 opholdt R. sig først på Boller og siden – efter et foreløbigt skifte mellem brødrene – på Næsbyholm; men 1548 rejste han ud på ny og tog tjeneste hos kurfyrst Moritz af Sachsen. Som en af de seks adelsmænd der dag og nat skulle følge kurfyrsten oplevede han Magdeburgs belejring og andre store begivenheder i religionskampene. Kun nødigt forlod han Moritz' tjeneste da han 1551 skulle hjem for at foretage endeligt skifte. Som den yngste måtte han nøjes med strøgods; men allerede 1551 dannede han af to bøndergårde i Skaby (Hvilsager sg., Randers amt) det nuværende Skaføgård hvor han de første år boede under meget beskedne forhold. Han har dog næppe været meget hjemme; 1552 tog han tjeneste ved hoffet, og 1555 blev han lensmand på Koldinghus, hvortil 1557 også blev lagt det gamle Hønborg slot. Hans stilling bragte ham i nært forhold til kongefamilien der ofte boede på Koldinghus; i dronningens jomfrukammer tjente hans senere hustru Dorthe Lange og kun døden hindrede Christian III i at fejre deres bryllup. Umiddelbart efter tronskiftet (1559) blev R. forflyttet til enkedronningens livgedingslot Dronningborg (Randers), hvorfra kongen til sin mors store fortrydelse 1563 forsatte ham til Kalø som han beholdt til sin død. Jævnsides med lensmandsforretningerne var R. optaget af at udvide og afrunde sine godsbesiddelser. 1559 erhvervede han ved mageskifte med kongen den stærkt reducerede tidligere adelsgård Holm (Hornslet sg.) som han ved fortsatte mageskifter med kronen gjorde til en meget anselig ejendom. På Holms grund rejste han i løbet af 1560erne det stolte Rosenholm der røber påvirkning både fra tysk og fransk herregårdsarkitektur. Han ombyggede og udvidede Hornslet kirke til et enestående mausoleum for sig og store dele af sin slægt. I 1570erne forøgede han navnlig Skaføgårds tilliggende og opførte også her en ny hovedbygning (1579–82) som delvis endnu står. Hans bønders vel lå ham stærkt på sinde, og ved hans død bekendte de at han havde været som en far for dem.

Skønt ivrig modstander af krigen blev R. 9.6.1563, lige efter fredsbruddet, optaget i rigsrådet. Få dage senere var han med til at afslutte forbundstraktaten med Lübeck. Ellers møder man ham karakteristisk nok navnlig som forhandler ved så at sige alle den følgende tids mislykkede fredsmøder og endelig i de lange, besværlige forhandlinger i Stettin der gjorde ende på krigen (1570). Tilsvarende deltog han i de endeløse forhandlinger om de slesvigske hertugers lenspligt (1567, 1569) og var med til at bringe sagen til afslutning ved traktaten af 1579. Også efter krigen fik han sammen med rigsrådskolleger o.a. mange diplomatiske hverv: 1572 forhandlinger med svenskerne i Avaskär i fortsættelse af Stettinfreden, 1573 mægling i Stockholm mellem Sverige og Rusland, 1577 forhandlinger i Hamburg med England som man ønskede skulle opgive den for sundtoldindtægterne skadelige handel med Rusland nord om Norge, 1581 forhandlinger med hertug Adolf (1526–86) om delingen af arven efter Hans d. Æ. 1575 blev han vel ikke broderen Holgers efterfølger som statholder i Jylland, men indtog herefter alligevel en dominerende stilling i landsdelens administration, særlig på militær-, skatte- og retsvæsenets område. Også Frederik II synes at have sat personlig pris på ham; han stod bl.a. fadder ved Christian IVs dåb 1577.

Ved kongens død 1588 indtrådte R. i formynderregeringen hvor han ene af alle rigsråder bevarede sit sæde næsten lige til Christian IVs overtagelse af regeringen, ɔ: til sin død. Efter Niels Kaas' død 1594 var han regeringsrådets betydeligste medlem. Hans indflydelse øgedes uden tvivl ved slægtninges optagelse i regeringen (1593 Steen Brahe og 1595 Jacob Seefeld der begge havde været gift med niecer af R.). Bortset fra hans deltagelse i grænsemødet i Flakkesjöbäck (1591) hvor det kom til en foreløbig forståelse med Sverige, var hans plads nu mest i Kbh., kongens og regeringens sædvanlige opholdssted. Hans styrelse prægedes som vennen Niels Kaas' af upartisk retshåndhævelse og interesse for orden i kirke og skole og i alle forhold af en forsigtig konservatisme. Forsigtighed kendetegner ham også i udenrigspolitikken der – naturligt nok efter hans fortid – i særlig grad synes at have været ham betroet. Han greb således ind da en historisk forfatter, Jon Jensen Kolding, 1595 gav sin patriotisme luft i udtryk der kunne anses for sårende for Sverige. Karakteristisk nok for ham er desuden hans nidkære varetagelse af statens interesser, en næsten ængstelig uegennytte – hans mageskifter med kronen ophørte med hans indtrædelse i formynderregeringen – og en så samvittighedsfuld arbejdsomhed at den gamle mand nægtede sig den nødvendige hvile. Personlig betød kirkepolitikken nok mest for ham. Han var strengt ortodoks, på vagt mod alt hvad der kunne bryde den lutherske enighed. Selv søgte han styrke i sine lærere Luthers og Melanchthons skrifter. Allerede i 1570erne havde han haft sæde i den kommission der skulle granske Niels Hemmingsens forhold, og skarpt angrebet denne sin ungdomsvens "subtile" nadveropfattelse. Den samme tendens møder man i hans stærkt personligt prægede brev til sønnen, den siden så berømte lærde Holger Rosenkrantz der i 1590erne studerede i Wittenberg. 1593 tilegnede Wittenbergteologen Samuel Huber R. et stridsskrift mod kalvinismen som han frygtede havde tag i mange studerende danske i udlandet. Som så mange af sin generation forbandt R. med den teologiske interesse den historiske og støttede ivrigt A. S. Vedels arbejde, ja sendte ham selv historiske oplysninger og aktstykker og lettede ham indsamlingen af materiale til den store Danmarkshistorie; men i sin utålmodighed efter at se resultater har han vistnok en væsentlig del af ansvaret for at arbejdet blev taget fra Vedel; i hvert fald skete dette umiddelbart efter Niels Kaas' død da R. blev ældste regeringsråd. Om R.s historiske kundskaber vidner bl.a. den tyske historiker David Chytræus der sendte ham skrifter om Danmark til gennemsyn. Også for Tyge Brahes forskning viste R. megen forståelse; efter hans og kanslerens besøg på Hven 1588 modtog astronomen et stort beløb af statskassen til dækning af udgifter til byggeforetagender og instrumenter. Så længe R. levede blev der, skønt Tyge Brahes forhold til bønderne o.a. gav anledning til anke, heller ikke foretaget noget mod den store mand. I sine yngre år havde R. været Birgitte Gøye til megen støtte ved ordningen af Herlufsholms forhold, ligesom han gerne hjalp uformuende unge studerende, således fattig-mandsbarnet Jacob Madsen Aarhus, siden hen Danmarks første fonetiker. Han virkede med iver for at skaffe universitetet en ny bygning. – R. har næppe været en stor begavelse, men en mand med en stærk følelse for landets ære og værdighed, præget af streng retfærdighedssans og sædelig alvor. Selv mådeholdende og nøjsom fordømte han tidens stærke livsudfoldelse og pragtglæde som arg verdslighed og forfængelighed.