Otte Krag, 29.8.1611-4.2.1666, til Voldbjerg, rigsråd. Født på Agerkrog, død i Kbh., begravet i Roskilde domk. Som dreng var K. en tid i huset hos sin faster fru Christence K. til Hendegård og kom så på Sorø akademi (1623–30) hvor hans morbror Just Høg var hofmester. Hans udenlandsfærd 1630–38 gik over Nederlandene til Frankrig (ca. to år i Paris og Angers 1630), Brabant hvor han 1632 var vidne til Maastrichts belejring og overgivelse, England (London og Oxford hvor han immatrikuleredes 1632), Basel 1633, Italien (Padua 1633 hvor han 1634 blev "consiliarius juridicae facultatis", Venezia, Milano, Rom hvor han er stambogsindført efteråret 1634, Napoli), derpå efter et kort ophold i Danmark 1635 atter til Holland (Utrecht, Groningen 1636, Haag) og derfra til Tyskland, Østrig, Ungarn og Bøhmen. I Strasbourg optrådte han flittigt som juridisk disputator og udgav skriftet Selectae juris quaestiones, 1636, ved rigskammerretten i Speier studerede han juridisk praksis (1637). Han vendte hjem som en i retsvidenskaben og Europas politiske forhold mere end almindeligt velbevandret ung adelsmand og blev 1638 sekretær i danske kancelli. 1639 sendtes han som gesandt til Sverige, 1640–41 fulgte han Hannibal Sehested som ambassadesekretær til Spanien, 1643 Just Høg og Gregers Krabbe til Osnabrück. Fra 1643 fungerede han som kongens "rejsesekretær"; jan. 1645 blev han kancelliets øverste sekretær. Han forlenedes 1645 med Tyholms provsti, 1646 med Halsno kloster og Hardanger i Norge. Den værdige og lærde mand var almindeligt afholdt og respekteret både af Christian IV og Frederik III og af Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested fra hvilke han dog fjernede sig ved deres fald 1651. Han omgikkes i disse år venskabeligt med den spanske gesandt i Kbh. B. Rebolledo der betegner ham som "et levende Bibliotek af teologiske Stridsskrifter" og vistnok rammende karakteriserer ham således: "han er velstuderet og har et godt Hovede og holder af at vise det i Disputer, hvori han er saa ivrig, at det synes, at han tror paa det, som han forsvarer". Juni 1653 blev K. rigsråd hvormed hans kancellitjeneste ophørte; han synes i de følgende år at have fungeret som en slags arkivar for rådet. 1651 forlenedes han med Bøvling, 1655 med Riberhus, 1658 med Nyborg. Både som øverstesekretær og som råd anvendtes han hyppigt i forhandlinger med fremmede sendebud. Febr. 1657 nævnes han af den svenske resident Magnus Dureel blandt dem der rådede til krig med Sverige. Fra juli 1657 var han medlem af det i anledning af krigen med Sverige nedsatte rigsrådsudvalg og sparede sig ikke i den følgende vanskelige tid; fra arbejdet i Kbh. droges han ofte bort ved sendelser til provinsen, således til Skåne sept. 1657 og især Fyn. Efter Karl Gustavs erobring af denne ø blev han febr. 1658 hans fange i Nyborg. Han frigaves efter Roskildefreden og sendtes kort før fredsbrudet aug. 1658 til Kronborg for at overvåge slottets forsvarsberedskab. Under den nye krig virkede han med vanlig energi. Han forhandlede med Opdam og Püchler om anvendelsen af den hollandske flåde og hjælpestyrke; febr. 1659 konfererede han og rigsråd Mogens Høg med det københavnske borgerskabs deputerede om forståelsen af byens stapelstadsprivilegium; senere virkede han på den forenede dansk-hollandske flåde for Nakskovs undsætning og rejste med rentemester Henrik Muller til Lübeck for at påskynde provianttilførselen og troppernes overførelse. Han var også gentagne gange i Jylland for at forhandle med kurfyrsten af Brandenburg og den polske general Stephan Czarniecki og deltog juli 1659 i planlæggelsen af angrebet på Fyn. Nov. 1659 sendtes han med Godske v. Buchwald først til hertugerne af Braunschweig-Lüneburg og derfra til Haag for at søge hjælp for Danmark. Begge steder pressede han kraftigt på, og det var ikke hans skyld at resultaterne ikke kom til at svare til anstrengelserne.

Før han efter Kbh.freden forlod Haag benyttede han lejligheden til at lægge den nye engelske konge, Karl II, Danmarks sag på hjerte. 26.8.1660 kom K. og Buchwald tilbage til Kbh. To uger efter åbnedes det stændermøde der omdannede Danmarks forfatning. K. var sammen med Gunde Rosenkrantz og Peder Reedtz deputeret af rådet til at forhandle med stændernes befuldmægtigede. Under forhandlingerne om konsumtionsskatten holdt han på den adelige sædegårdsfrihed og mødte lejlighedsvis "de konjungerede"s påstand om fuld skattelighed med hårde ord ("hvad de indbildede sig, om der ikke burde være Forskel paa en Herremand og en Bonde"); samtidig var han dog ved drøftelsen af skattesatserne alvorligt bestræbt på at få et kompromis i stand. Han nævntes i denne tid sammen med Reedtz som kansleremne. Da forslaget om arveriget 8.10. fremsattes var han uden tvivl inden for rådet det faste punkt hvori hans kollegers vaklende og rådløse modstandsvilje søgte støtte; traditionen beretter om et sammenstød mellem ham og borgmester Hans Nansen i disse dage. Til slut tvang overmagten ham og hans standsfæller til at bøje sig, men han gjorde det med bitterhed. Sikkert viste han i denne skæbnestund mangel på fremsyn og stats-mandssmidighed, men hans holdning savner ikke etos. I højere grad end nogen af sine adelige meningsfæller forbandt han viril kraft med juridisk-statsretlig lærdom, fast overbevisning om den aristokratisk-konstitutionelle statsordnings fortrin og dyb rodfæstethed i den dansk-adelige kulturtradition. Om hans store universalhistoriske og statsretlige kundskaber vidner bl.a. de antegnelser han, sikkert omkring stændermødets tid, gjorde til Frederik IIIs håndfæstning (Ny kgl. saml. 634c fol.), om hans nationalhistoriske interesse flere optegnelser fra hans hånd. Og betonede han kraftigt adelens ret og harmedes over angrebene på den viste han i sit hele liv at han også var gennemtrængt af adelig pligtfølelse. I forholdet til sine bønder skal den meget myndige mand til tider have vist hårdhed, men han tog som lensmand også energisk ordet for at kronens bønder i forsvarstjenesten ikke stilledes ugunstigere end adelens.

Efter statsomvæltningen aflagde K. på ny ed som rigsråd, blev assessor i statskollegiet og medlem af lovkommissionen, anvendtes i forhandlinger med den svenske resident, var 1663 med til at modtage den sachsiske kurfyrstinde i Kolding og gik 1665 med Reedtz i en sendelse til Gottorp. Men han mistede 1662 Nyborg amt og ansås almindeligt for hovedskikkelsen blandt modstanderne af det nye regime – "the chief antimonarchical man, and the best brain among them", som den engelske gesandt Sir Gilbert Talbot skrev ved hans død. – K. arvede efter faderen bl.a. Voldbjerg (Hing hrd.); med sin hustru fik han Skjoldemose (Sunds hrd.) hvor han 1662 opførte den nuværende hovedbygning i røde munkesten; 1650 erhvervede han Agersbæk (Hind hrd.), 1653 Avernakø og Korshavn (Salling hrd.), 1655 Vibygård (Ramsø hrd.), 1656 Egeskov (Sunds hrd.), 1663–64 Flintholm (Salling hrd.). I Kbh. besad han en gård på Østergade. Som den lærde mand han var ejede han et værdifuldt bibliotek; det kom 1658 i Corfitz Ulfeldts hænder og konfiskeredes senere af den svenske krone (rester findes nu i Stockholms kungl. bibl.); vort kgl. bibl. ejer dog flere optegnelser i hans hånd.

Familie

Forældre: rigsråd Niels K. (1574–1650) og Jytte Høg (1589–1659). Gift 19.10.1645 i Odense med Anna Rosenkrantz til Skjoldemose, født 10.7.1619 på Halmstad slot, død 10.7.1688 i Kbh., begr. i Roskilde domk., d. af Holger R. til Glimminge (1586–1647) og Lene Mogensdatter Gyldenstierne (1588–1639). – Far til Niels K. (1653–1713). Bror til Mogens K.

Ikonografi

Stik af P. Aubry (pladen på Fr.borg). Mal. af M. v. Haven, 1649 (Gjessinggård). Afbildet med hustru på mal. 1649 (Fr.borg), enkeltmal. i samme type. Malet forlæg af A. Wuchters fra 1650erne (Fr.borg) til stik af A. Haelwegh. Mal. 1666 (Egeskov). Ligprædikenstik formentlig af Haelwegh, 1668. Afbildet på mal. af arvehyldningen 1660 af C. W. Eckersberg, 1828 (St.mus.), af Heinrich Hansen, 1880 (Fr.borg), på sammes mal. af mødet med Nansen (sst.), forarbejde dertil (Århus kunstmus.), og Stormen på Kbh. malet af J. L. Lund, 1887 (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Saml. til den da. hist. I, 1, udg. P. F. Suhm, 1779 149–64 (O. K.s relation om hans sendelse til kurfyrsten af Brandenburg 1659). Saml. til Danm.s hist., udg. P. W. Becker I-II, 1847–57. Danske saml. 2.r.II, 1872–73 62–85 (O. K.s kalenderoptegn. 1649, 1656 og 1657). Danske mag. 5.r.II, 1889–92 363–66 368f (breve); VI, 1905 137–78 (dagbogsoptegn. vedr. krigen 1658–59). Forarbejderne til kong Kr. Vs Danske lov, udg. V. A. Secher og Chr. Støchel I, 1891–92. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen V, 1920. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermodernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75.

Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over O. K, 1666. M. Henriksen [Tistorph]: Ligprædiken over O. K., 1668. Ribe skoleprogr. 1835 56f. E. C. Werlauff i Hist. t. 2.r.VI, 1856 232–36. E. Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. Etatsråd og landkommissær Johan Monrads selv-biogr., udg. S. Birket Smith, 1888. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). O. Walde: Storhetstidens lit. krigsbyten II, Uppsala 1920. William Christensen i Festskr. til Kr. Erslev, 1927 326–29. Samme i Pers. hist. t. 9,r.II, 1929 14–19. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946–70. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973. Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660, 1974. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig