Ludvig Munk, 1537-8.4.1602, statholder i Norge. Død på Lundegård, begravet i Nørre Broby k. 1561-71 gjorde M. tjeneste som hofjunker; ind imellem havde han dog andre hverv. Således deltog han i syvårskrigen, i somrene 1564 og 1565 til søs, i de påfølgende vintre til lands. Bl.a. var han med i slaget ved Svarterå hvor han blev såret. 1568 blev han hofmarskal og fik Pederstrup på Lolland i pant for lån til dækning af krigsudgifterne; dette pant indløstes senest 1576. Rigtig i forgrunden kom han først som norsk lensmand. 1571 fik han Trondheim med Härjedalen og Jämtland i forlening. 1577 forflyttedes han til Akershus som han beholdt til 1583; dertil var knyttet det høje embede som Norges statholder. Samtidig havde han Helgeland 1577-86; derefter fulgte 1586 en kort tid Hedemarken og Østerdalen, 1588-89 Lister len samt endelig 1589-96 atter Trondheim med Härjedalen og Jamtland. I Norge har M. imidlertid ikke efterladt sig noget godt rygte. Allerede 1573 klagede trønderne over hans hårdhændede beskatnings-metoder, og da han 1589 var kommet tilbage til samme len tiltog klagerne efterhånden i antal og styrke, indtil formynderregeringen og den unge Christian IV selv fandt det nødvendigt at gribe ind. Det hjalp ikke at M. søgte at skyde skylden på sine fogeder; 1596 blev hans len frataget ham, og n.å. fik han ordre til at give personligt møde i Trondheim for en særlig kommission. Denne henskød den endelige afgørelse til kongen der dømte ham til en anselig bøde; desuden skulle han så vidt muligt tilbagebetale de beløb han med urette havde indkrævet. 1599 erklæredes han dog fri for videre tiltale i denne sag. Noget nyt len fik han ikke; han var i øvrigt nu svagelig og holdt sig i ro på sine herregårde, Lundegård på Fyn og Nørlund i Himmerland, hvis endnu bevarede renæssancebygning han lod opføre. Byggearbejdet strakte sig gennem årene 1581-97 og kan således ikke, som traditionen vil, være foranlediget ved hans giftermål.

Familie

Forældre: Ludvig M. (død 1537) og Kirsten Pedersdatter Lykke (død tidligst 1570, gift 2. gang med Christoffer Urne, død 1566). Gift 29.6.1589 i Kbh. med Ellen Marsvin, født 1.2.1572 på Landskrona slot, død 11.11.1649 på Ellensborg, d. af lensmand på Landskrona, rigsråd Jørgen M. (ca. 1527-81) og Karen Gyldenstierne (død 1589). – Far til Kirsten'M. Bror til Peder M.

Ikonografi

Mal. formentlig af Ghertt Cornelis (Rosenborg), kopi (Fr.borg) og tegn. af Magnus Petersen, 1881 (Fr.borg), efter denne træsnit af R. Neergaard, 1903.

Bibliografi

H. F. Rørdam: Arild Hvitfeldt, 1896 189-95. M. J. Lomholt: Bidrag til Nørre Broby sogns hist., 1918 74f. Oluf Kolsrud i Hist. t. XXXIII, Oslo 1945 433-60. Rolf Fladby: Fra lensmannstjener til kgl. majestets foged, Oslo 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig