Benneweis, Binneweiz, Binnewiesz. Slægtens første medlem i Danmark, A.W. Binneweiss, kom som medlem af et omvandrende musikerselskab fra egnen omkring Braunschweig og fik 1859 kgl. bevilling til at give koncerter i danske købstæder. Ved ægteskabet med Charlotte Altenburg der var af rejsende familie knyttedes forbindelsen til markedsgøglerne. Deres søn Gottfried Binneweitz (Benneweis), der også giftedes ind i en rejsende familie, ernærede sig som musiker og akrobat, og han fik for disse erhverv rejsepas i Vordingborg 1887. Ægteparret Gottfried og Marie Benneweis er de egentlige grundlæggere af Cirkus Benneweis, som videreførtes af Ferdinand og Irene Benneweis, indtil det 1956 overtoges af Eli Benneweis.