Carsten Høeg

Carsten Høeg, 15.11.1896-3.4.1961, filolog. Født i Ålborg, død i Kbh. (Skt. Lukas), begravet på Frbg. (Solbjerg). Som skoledreng i Ålborg besøgte H. græske skibe i havnen for at tale græsk med søfolkene. Dette træk er karakteristisk for hans forhold til græciteten. Han så den aldrig blot som genstand for et afgrænset, rent bogligt oldtidsstudium, men som noget der gennem den byzantinske middelalder rækker frem til nutiden.

Efter at være blevet student fra Ålborg katedralskole 1914 studerede H. klassisk filologi under M. Cl. Gertz, J. L. Heiberg og A. B. Drachmann og linguistik under Kr. Sandfeld og Holger Pedersen. I 1921 blev han cand.mag. i klassisk filologi og fransk. Han interesserede sig derefter især for nygræsk som han studerede i Paris under H. Pernot. I 1922 rejste han til Grækenland hvor han i Epirus levede en tid hos sarakat-sanerne, en nomadestamme hvis dialekt og poetisk-musikalske traditioner han optegnede. Dette ophold, og et kortere i 1924, resulterede i et tobindsværk Les Saracatsans, une tribu nomade grecque. Det første bind, der især beskrev dialekten, skaffede ham 1925 doktorgraden. Det andet fra 1926 rummer indsamlet materiale. I 1926 blev han professor i klassisk filologi efter Drachmann. Det afbrød de nygræske studier idet han energisk gik i gang med tilegnelsen af filologiens mere centrale områder. På mange måder var han ikke bedre orienteret end de bedste studenter som han da også betragtede som medstuderende. Denne holdning forlod ham egentlig aldrig. Selv om han som ældre besad en encyklopædisk indsigt behandlede han, vist uden at være sig det bevidst, selv den yngste student som en kollega med hvem han mødtes om det der for ham var filologiens væsentligste anliggende: at se hvad der står i en tekst, og at undre sig over den måde hvorpå en tanke kan folde sig ud. Karakteren af hans undervisning kom smukkest til udtryk ved at han år efter år samlede de filologiske studerende i sit hjem til fælles ekstemporallæsning af græsk litteratur, især dramatikerne.

H. var universitetets prorektor 1949–50 og efor for Hassagers kollegium fra 1935 og desuden for Fjerde maj-kollegiet fra 1951. Under den tyske besættelse blev H. i 1944 medlem af Frihedsrådets arrestationsudvalg og under hans ledelse skabtes det såkaldte centralkartotek, hvori samledes oplysninger om landsskadelig virksomhed.

En frugt heraf er Gestapo og dets danske Hjælpere i Frit Danmarks Hvidbog II, 1946. Ikke mindst H.s usædvanlige sprogbegavelse gjorde det naturligt at han deltog i internationalt arbejde: 1948–51 var han præsident for Den internationale føderation for klassiske studier, 1953–55 for Union Académique Internationale og 1955–59 for Det internationale råd for humanistisk videnskab. I 1954 var han præsident for Den internationale kongres for klassiske studier i København, og det var efter hans forslag at kongressen som tema fik The Classical Pattern of Western Civilization. 1955–56 var han formand for det humanistiske udvalg under ministeriet for Grønland.

H.s betydeligste videnskabelige indsats er studiet og udgivelsen af den middelalderlige byzantinske kirkemusik, et arbejde hans usædvanlige musikalitet gjorde ham velegnet til. Opgaven var bag om den moderne græske kirkes vesteuropæisk eller orientalsk påvirkede musik at finde tilbage til den gamle kirkes sang med dens rødder i antikken og synagogesangen. I 1931 fastlagdes med H. J. W. Tillyard og Egon Wellesz rammerne for det vældige værk Monumenta musicae Byzanlinae. I La notation ekphonétique fra 1935 studeredes principperne for recitationen af de bibelske tekster, og hermed banedes vejen for udgaven af de gammeltestamentelige læsestykker, Prophetologiet, som han påbegyndte sammen med G. Zuntz i 1939. Udgivelsen af de egentlige hymner formede sig især som facsimileudgaver af hovedhåndskrifterne ledsaget af omfattende overleveringsstudier. Foruden tidsskriftartikler har H. også skrevet om græsk og byzantinsk musik for en større læserkreds: Græsk Musik, 1940, og Musik og digtning i byzantinsk kristendom, 1955. Overhovedet har H. som sin lærer J. L. Heiberg betragtet det som en vigtig del af den klassiske filologs arbejde at formidle antikken for andre end fagfolk. Det gjorde han bl.a. i En græsk Forretningsmand i 3. Aarh. f.Chr.. 1927, Nutidens Grækenland og Antikken, 1936, og Sofokles' Antigone og eftertiden, 1949. I sammenhæng hermed må også ses hans udgave, sammen med Hans Ræder, af Platons Skrifter I-X, 1932–41 hvortil han selv leverede oversættelser af nogle enkeltskrifter og en række indledninger.

H. anvendte kun en mindre del af sin arbejdskraft på den latinske filologi. Alligevel er det nok hans Introduktion til Cicero, 1942 der har vundet størst udbredelse. Han gør her op med tidligere tiders nedvurdering af Cicero, mærkbart inspireret af besættelsestiden. Man kan også nævne hans gendigtning, sammen med Paul V. Rubow, af Ovids Fasti, 1945. En stor to-sproget udgave af Ciceros filosofiske skrifter lykkedes det ham ikke at færdigredigere, og den udkom først efter hans død.

H.s produktion, ligesom hans undervisning og hele øvrige virksomhed prægedes af hans lysende intelligens og rastløse energi. Hans begejstring, forbundet med en vis naivitet, kunne gøre hans domme om mennesker noget ensidige. Han var, som det siges i universitetets nekrolog, "en streng, fornem og autokratisk personlighed, sine venners ven". – Dr.phil.h.c. Athen 1937, dr.jur. h.c. Aberdeen 1948, dr.phil.h.c. Saloniki 1950, Augustinusprisen 1953.