K.J. Lyngby

K.J. Lyngby, Kristen (ved dåben Christen) Jensen Lyngby, 28.6.1829-15.2.1871, filolog, dialektforsker. Født i Nibe, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Efter en omhyggelig undervisning i hjemmet kom L. 1846 i Ålborg latinskole hvorfra han blev dimitteret 1847. 1853 tog han filologisk-historisk embedseksamen, men han var, efter at han i 1849 havde fået fat i Rasmus Rasks islandske grammatik, allerede i studietiden fordybet i den nordiske filologi og den sammenlignende germanske sprogvidenskab og havde læst gotisk og oldengelsk og studeret Jacob Grimms Deutsche Grammatik. Efter eksamen udvidede han sine studier i den komparative lingvistik ved at læse sanskrit hos N. L. Westergaard, ved på egen hånd at studere fx baltiske og slaviske sprog og ved at læse beskrivelser af også ikke-indoeuropæiske sprog, fx afrikanske, og hans første vejledere i sammenlignende sprogforskning, Rask og Grimm, afløstes af Franz Bopp og især A. Schleicher. Det er Schleichers teori om lovmæssigheden i sprogenes udvikling der er baggrunden for L.s lingvistik som den især kom til at fremtræde i hans dialektforskning. Allerede som ung student havde han interesseret sig for jysk dialekt, men det var E. Hagerups bog Om det danske Sprog i Angel (dec. 1853) der for alvor gjorde ham til dialektforsker; hans anmeldelse af bogen (Annaler for nord. Oldkyndighed, 1854) var hans første trykte arbejde og viser at han ser det som en vigtig opgave at få klarlagt de jyske dialekters slægtskabsforhold indbyrdes og i forhold til de tilstødende sprog, frisisk og nedertysk. Videnskabernes selskabs prisopgave 1854 (En beskrivelse af den jyske dialekt over hele halvøen og dens sproglige forhold til islandsk og angelsaksisk) virkede i samme retning, og L. gik i gang med at optegne jyske dialekter selv om han på forhånd opgav at besvare opgaven på de afsatte to år.

1854-61 indsamlede L. på egne optegnelsesrejser og ved hjælp af korresponderende meddelere materiale til "30 jyske grammatikker", dækkende dialekter fra nord til syd, foruden et stort materiale til en jysk dialektordbog. Den planlagte sammenlignende jyske grammatik, som han ikke fik færdigbearbejdet fordi han hele tiden udvidede materialet, skulle vise at alle jyske dialekter er nordiske, mens ordbogen ligesom Ivar Aasens norske ordbog først og fremmest skulle oplyse om de almindelige ord og deres betydning og ikke være en fortegnelse over tilfældige dialektale særgloser; L. kalder den "min bog om etymologien", dvs. om udviklingen i det dialektale ordforråds betydninger, og da den helst skulle udvides til at dække hele det danske dialektområde nåede den ikke længere end til planlægningsstadiet. Til brug ved sine dialektoptegnelser udarbejdede L. 1855-56 en forbilledlig simpel og letlæselig lydskrift som i forbindelse med hans grundsætning om at alle optegnelser skulle lydskrives og stedfæstes (det sidste af hensyn til fastlæggelse af dialektgrænser) fik stor betydning for dansk dialektforskning. Med to værker, hvortil han anvendte dele af sine jyske ordsamlinger, nemlig Bidrag til en sønderjysk sproglære. 1858 og disputatsen Udsagnsordenes bøjning i Jyske Lov og i den sønderjyske sprogart, 1863, fastslog han de jyske dialekters nordiske oprindelse, mens hans afhandling Om Nordfrisisk i Bøkking og Hvidding Herreder, 1858 sammen med hans udgivelse af P. Saxilds Syltermålets sproglære (Tidsskrift for Philologi og Pædagogik III, 1862) viste at frisisk er vestgermansk. 1867 besørgede han omhyggeligt en ny udgave af Hagerups bog om Angelbomålet, og han arbejdede med sit jyske dialektmateriale lige til sin død 1871. Det er inden for dialektforskningen L. har ydet sit bedste, men det har stået til andre at udnytte hans meget store samlinger på Det kgl. bibliotek, fx P. K. Thorsen i Nørrejysk sproglære og først og fremmest H. F. Feilberg i den jyske ordbog; L.s jyske grammatik er udgivet 1942 af A. Bjerrum.

1854 var L. medstifter af Filologisk-historisk samfund hvor han ofte holdt foredrag om sproghistoriske og dialektologiske emner, og 1859 af Tidsskrift for Philologi og Pædagogik hvor han var en omhyggelig redaktør for nordisk filologi og sammenlignende sprogvidenskab, og hvortil han skrev afhandlinger, fx Den oldnordiske Udtale (II, 1861) og De oldnordiske Navneords Bøjning (VI, 1865). Mange af sine fine sproglige iagttagelser fik L., der var nordisk filolog i udtrykkets bedste betydning, aldrig bearbejdet selv, men fremsatte dem som sidebemærkninger i anmeldelser og i breve og samtaler, fx opdagelsen af vokalharmonien i Skånske lov og bidragene til forståelse af det ældste runesprog. Ortografiske spørgsmål interesserede ham meget, og han var 1869 den danske komités sekretær ved det nordiske retskrivningsmøde i Stockholm. Fra 1863 var han docent i nordisk filologi ved Kbh.s univ., fra 1869 professor. Undervisningen tog megen tid fra hans forskning, men i de sproglige emner blev den (herunder hans forelæsninger 1868-69 over sammenlignende indoeuropæisk lingvistik, de første af sin art i Danmark) en vigtig inspiration for kommende nordiske filologer og sammenlignende sprogforskere.