Konráð Gíslason, 3.7.1808-4.1.1891, nordisk filolog. Født på Langamýri, Skagafjarðarsýsla, Island, død i Kbh. (Jac.), begravet sst. (Ass.). G.s far, en fattig bonde uden skolelærdom, var en utrættelig samler, bearbejder og afskriver af sagn og al slags historisk stof. Han var ikke selv i stand til at bekoste sønnens uddannelse, men overlærer ved latinskolen på Bessastaðir, Hallgrímur Scheving, tog sig af ham, og G. blev student herfra 1831. S.å. rejste han til Kbh. for aldrig mere at gense Island. Juraen, som var hans studiefag, brød han sig ikke meget om, og han fik aldrig nogen embedseksamen, men så meget mere interesserede han sig for litteratur (bl.a. Heine) og sprog. 1835 stiftede han sammen med tre jævnaldrende landsmænd tidsskriftet Fjölnir hvoraf der udkom ni årgange. G.s indsats var særlig af sproglig og stilistisk art: han havde et fintmærkende øre for hvad der var ægte islandsk sprogtone, og kritiserede spydigt og ubarmhjertigt ordvalget i forskellige af samtidens bøger. Herigennem udøvede han en betydelig indflydelse på det islandske skriftsprogs udvikling. Et radikalt forslag til modernisering af den islandske retskrivning fik derimod så godt som ingen tilslutning. – G. blev 1839 arnamagnæansk stipendiar og besørgede s.å. sammen med P. G. Thorsen en udgave af Hrafnkels saga. Teksten fremkom på den måde at udgiverne kollationerede håndskrifterne og derpå valgte blandt læsemåderne hvad de "efter nøjeste Overlæg ... kunde dømme at være det rigtigste, bedste og mest ægte", en temmelig betænkelig og subjektiv fremgangsmåde. I de følgende år koncentrerede G. sit studium om islandsk sprog. En frugt heraf var bogen Um frumparta íslenzkrar túngu ifornöld (Om det islandske sprogs elementer i oldtiden), 1846, et omrids af den ældste islandske retskrivnings- og lydlære med talrige bevissteder og prøver fra håndskrifterne der aftryktes med stor nøjagtighed. For kendskabet til det ældste islandske sprogtrin var dette værk af grundlæggende betydning. I øvrigt var G. særlig optaget af leksikalske arbejder. 1840 kom han i forbindelse med en rig englænder, R. Cleasby (død 1847) som i en årrække ydede ham understøttelse til at forberede en oldnordisk ordbog. Materialet blev sendt til England 1854 hvor G. Vigfusson senere redigerede det til trykning (Cleasby: An Icelandic-English Dictionary, 1874); i fortalen bedømmes G.s arbejde meget strengt og, som det synes, ganske uretfærdigt. Samtidig udarbejdede G. en omfattende danskislandsk ordbog Dönsk orðabók der udkom 1851, og som endnu har værdi ved sine gode oversættelser.

G. blev 1846 udnævnt til adjunkt ved latinskolen i Reykjavík, men tiltrådte ikke dette embede. N.M. Petersen ønskede at få ham knyttet til universitetet, og 1848 blev han ansat som ekstraordinær docent samt lektor i de oldnordiske sprog. Undervisningen bestod særlig i gennemgang af sagatekster, men G.s pædagogiske evne kunne ikke måle sig med hans grundighed, og tilhørerantallet var altid meget beskedent. Efter 1853 at have fået professortitel blev G. 1862 N. M. Petersens efterfølger som professor i de nordiske sprog, et embede han beklædte til 1886 da han tog sin afsked. Han blev 1848 medlem af den arnamagnæanske kommission og 1865 sekretær for udgivelse af oldskrifterne i Det kgl. nordiske oldskriftselskab. 1848-49 deltog han i den grundlovgivende rigsforsamling som kongevalgt medlem for Island, men nogen lyst til at beskæftige sig med politik havde han sikkert ikke. – Efter G.s ansættelse ved universitetet trak han sig mere og mere tilbage. Hans indsats i samtidens islandske kulturliv var forbi, og han skrev nu næsten kun på dansk om strengt faglige emner. Produktionen var foreløbig ikke stor. For det nordiske litteratursamfund hvis medstifter han var udgav han 1847-52 nogle sagaer, og senere (1858) første hæfte af en oldnordisk.grammatik som aldrig blev fuldført. En udgave af Elucidarius på islandsk kom 1858, en oldislandsk læsebog (Fire og Fyrretyve Prøver) 1860. En kritisk udgai ve af Njáls saga blev forberedt gennem mange år, med Eirikur Jónsson som medarbejder. Første bind, der indeholder tekst med varianter, udkom 1875; det vidner om stor flid og nøjagtighed, men tekstbehandlingen er utilfredsstillende af samme grund som G.s første sagaudgave: udgiverne udreder ikke spørgsmålet om håndskrifternes genetiske forhold og lægger heller ikke et enkelt af dem til grund, men følger snart det ene, snart det andet, alt efter hvad der særlig tiltaler deres smag. Andet bind, som først blev afsluttet fjorten år senere, bringer overmåde vidtløftige tolkninger af sagaens lidet betydelige vers med dertil knyttede undersøgelser, men ingen redegørelse fra udgivernes hånd for slægtskabet mellem håndskrifterne eller principperne for deres benyttelse.

1866 offentliggjorde G. en afhandling Strøbemærkninger til oldnordiske Digte, og fra nu af var det skjaldedigtningen som først og fremmest havde hans interesse. Tolkningen af disse ejendommelige og vanskelige kvad der ofte er forvanskede i håndskrifterne var blevet stærkt fremmet ved S. Egilssons Lexicon poeticum (1860), men der var endnu en mængde problemer som ikke var sat under debat, endsige løst. Utvivlsomt ville det have tjent forskningen bedst hvis man på dette tidspunkt havde fået en nøjagtig samlet udgave af hele skjaldedigtningen, men denne opgave tog G. ikke op, og ville med sin upraktiske og'langsomme arbejdsmåde sikkert heller ikke have magtet den. Derimod gav han sig til at behandle særskilte tvivlsspørgsmål af metrisk eller formel art og tolke såvel sammenhængende digte som enkelte vers. Hovedværkerne er (foruden nogle afhandlinger, særlig i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed): Nogle Bemærkninger om Skjaldedigtenes Beskaffenhed i formel Henseende, 1872, Om Helrim, 1877, andet bind af Njálaudgaven, Efterladte Skrifter I–II, 1895-97, samt det ligeledes posthumt udgivne Udvalg af oldnordiske Skjaldekvad, 1892. Disse grundige, vel gennemtænkte og ofte skarpsindige arbejder vidner om G.s fortrolighed med skjaldenes tankegang og udtryksmåde og bringer talrige varige resultater. Men både gendrivelsen af de tidlige opfattelser og begrundelsen af de nye kan være uforholdsmæssig bred, og den ene undersøgelse flettes gerne ind i den anden på en meget uoverskuelig måde. – G. var en meget tilbageholdende, men lejlighedsvis munter mand der bag sit stille væsen gemte stærke følelser. Hans bedste ungdomsvenner døde i en ung alder, og han havde med sit sårbare, mistroiske sind vanskeligt ved at slutte sig til andre mennesker. Hans økonomiske stilling var en tid ret fortvivlet, men ved sin død efterlod han en lille formue som han testamenterede til Den arnamagnæanske stiftelse og hvis renter bl.a. skal anvendes til at udgive skjaldedigtningen. Medlem af Videnskabernes selskab 1853.- – Dr.phil.h.c. i Lund 1868.

Familie

Forældre: bonden Gísli Konráðsson (1787-1877) og Evfemía Benediktsdóttir (1780-1847). Gift 21.11. 1855 på Frbg. med Karen Sophie Pedersen, født 17. 9.1812 i Sorø, død 19.5.1877 i Kbh. (Johs.) (gift 1. gang med handelskontorist George Bøhm i England), d. af bødkermester Johan P. (født ca. 1771, gift 2. gang med Sidse Marie Larsdatter, ca. 1797-1833) og Anne Kirstine Sundt (ca. 1782-1824).

Udnævnelser

R. 1860. DM. 1876.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi over G.s afhandl, i Finnur Jónsson: Register til Njála andet bind og K.G.s andre afhandl., 1896 6-8. Kilder. Autobiogr. optegn, i Arkiv for nord. filologi VII, Lund 1891 378-83. K.G.: Undir vorhimni. Bref, Reykjavik, 1961.

Lit. Finnur Jónsson sst. 293-303. Björn M. Olsen i Timarit hins íslenzka bókmenntafélags XII, Reykjavik 1891 1-96. N. W. T. Bondesen: Små mindeblade om N. M. Petersen, 1891 61-69. Porhall Bjarnarson i Skírnir, Reykjavík 1908 97-109.

Papirer og breve i Kgl. bibl. og Det arnamagnæanske institut, Kbh.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig