Kr. Sandfeld

Kr. Sandfeld, Jens Kristian Sandfeld, 17.1.1873-22.10.1942, filolog. Kr. Sandfeld kom efter forældrenes tidlige død i huset hos højskoleforstander Hans Rosendal i Vinding. Under skolegangen i Vejle latin- og realskole hvor han i rektor H.A. Krarup, der selv var klassisk filolog af den Madvigske skole, fik en forstående vejleder vaktes tidligt hans interesse for sprog, navnlig for de klassiske. For hans endelige valg af studiefag blev det dog afgørende at han i sit sidste skoleår gennem en afskrift stiftede bekendtskab med Kristoffer Nyrops forelæsninger over fransk sproghistorie. Han begyndte da straks efter 1891 at være blevet student at studere romansk filologi og vandt allerede 1893 Det philologisk-historiske samfunds højeste pris for sin besvarelse af en opgave om Moliéres École des femmes og den ved dette Stykke fremkaldte litterære Fejde. Besvarelsen blev s.å. trykt i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, III, 13, under titlen Moliere og hans Modstandere 1662–64.

I de følgende år gik han helt op i sprogstudier, søgte at stifte bekendtskab med så mange sprog som muligt og fulgte med i behandlingen af den sammenlignende og almindelige sprogvidenskabs problemer. Blandt universitetslærerne var utvivlsomt Vilhelm Thomsen den han følte den nøjeste tilknytning til. For udviklingen af hans udpræget realistisk betonede sprogbetragtning har desuden Otto Jespersens første arbejder, især disputatsen om engelske kasus med den inciterende indledning om fremskridt i sproget, været af stor betydning. Efterhånden samlede hans interesser sig om det rumænske sprog og dets ejendommelige berøringer især med de sydlige Balkansprog, og 1895 kunne han som en første frugt af sine studier over disse sprog offentliggøre en udførlig behandling af det rumænske sprogs stilling til albansk (Nord. Tidsskr. f. Filologi, 3.r.III). 1898 tog Kr. Sandfeld skoleembedseksamen med fransk som hovedfag, latin og dansk som bifag. Efter eksamen rejste han til Paris og derfra til Leipzig hvor han hørte forelæsninger hos F.K. Brugmann, A. Leskien og G.E. Sievers og samtidig fortsatte sine rumænske studier i Weigands rumænske seminar.

Efter hjemkomsten udarbejdede han sin disputats Rumænske Studier. I. Infinitiv og Udtrykkene derfor i rumænsk og Balkansprogene. En sammenlignende Undersøgelse som han forsvarede 1900.1 dette grundige og for Balkanfilologien grundlæggende arbejde undersøger Kr. Sandfeld hvorledes infinitiven i disse sprog trænges helt eller delvis tilbage til fordel for andre udtryksmidler som konjunktionssætninger, part. perf. eller parataktiske forbindelser, og viser at udgangspunktet for en del af disse syntaktiske forskydninger må søges i græsk der som den byzantinske kirkes sprog og som handelssprog har været den væsentligste kulturbærer på Balkan. Disputatsen skaffede Kr. Sandfeld almindelig anerkendelse som en fremragende kender af Balkansprogene og som en fint iagttagende og original syntaktiker. 1902–04 kom dele af bogen i tysk bearbejdelse i Jahresbericht des Instituts für rumänische Sprache zu Leipzig, IX, og i Zeitschr. f. rom. Phil., XXVIII (Die Konjunktion de im Rumänischen). Til 2. udg. af Gustav Gröbers Grundriss der romanischen Philologie (I, 1904–06) blev det overdraget Kr. Sandfeld at skrive afsnittet Die nichtlateinischen Bestandteile im Rumänischen. Efter hjemkomsten fra Leipzig underviste Kr. Sandfeld ved forskellige skoler i Kbh. 1901 blev han lærer i fonetik ved Statens lærerhøjskole. Endvidere holdt han i disse år som privatdocent forelæsninger og øvelser over fransk ved universitetet hvor han 1905 ansattes som docent i romansk filologi. 1914 udnævntes han til professor extraordinarius, og 1928 blev han efter Nyrops afgang professor ordinarius.

Til brug ved universitetsundervisningen i fransk udsendte han 1909 Bisætningerne i moderne Fransk. Han betegnede den selv som en håndbog, men den var mere. I stedet for den gængse kodifikation af forskrifter og forbud var der her på grundlag af et enestående rigt eksempelmateriale fra den moderne litteratur efter 1870 gjort et storstilet forsøg på at skildre sproget, "som det virkelig lever i vore dage eller rettere sagt, således som det på forskellige måder træder frem i den moderne litteratur, hvor det talte sprogs udtryksformer findes side om side med vendinger, der hører en svunden tid til". At der også toges hensyn til vulgærsproget gav bogen en ganske særlig værdi og charme. Fremstillingen var lysende klar, og beskrivelsen ledtes helt igennem af en sjælden lydhørhed over for de fine betydningsnuancer, anvendelsen af de forskellige syntaktiske udtryksmidler medfører. Bogen var tænkt som del af en fuldstændig fransk syntaks, og med tilvejebringelsen af en sådan fuldstændig syntaktisk deskription af det moderne sprog syslede Kr. Sandfeld de følgende år hvor han til stadighed behandlede emnet i forelæsninger. 1928 udkom som 1. del af Syntaxe du français contemporain monografien Les pronoms, der 1936 efterfulgtes af 2. del Les propositions subordonnées, en ny, stærkt udvidet bearbejdelse af "Bisætningerne" og 1943 af 3. del L'infinitif'udgivet af Hedvig Olsen.

Kr. Sandfeld var levende interesseret i sin videnskabs almene problemer. Allerede hans første arbejder, deriblandt disputatsen, gav værdifulde bidrag til forståelsen af, hvorledes ændringer i et sprogs struktur fremkaldes ved påvirkning af en fremmed sprognorm. Af arbejder med alment sigte må nævnes Denominative Verber (Nord. Tidsskr. f. Fil. VII, 1898–99), Nationalfølelsen og Sproget (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, 81, 1910) og en kulturhistorisk interessant studie over oversættelseslån Notes sur les calques linguistiques (i Festskrift til Vilh. Thomsen, 1912). 1913 kom 1. udg. af Sprogvidenskaben. En kortfattet Fremstilling af dens Metoder og Resultater (2. udvidede udg. 1923, forkortede tyske udg. 1915 og 1923).

I udforskningen af modersmålet har Kr. Sandfeld taget virksom del ved adskillige bidrag til tidsskrifterne Dania og Danske Studier og som medarbejder ved større foretagender. Han var med til at stifte Det danske sprog- og litteraturselskab 1911 og medvirkede i en årrække som redaktør ved Ordbog over det danske Sprog. Endvidere leverede han ordbøger (med sproghistoriske oversigter) til litteraturselskabets udgaver af Hans Mogensens oversættelse af Philippe de Commines' memoirer (I–III, 1913–19) og til Herman Weigeres Ræffue Bog (I–II, 1915–23). Sin produktion inden for Balkanfilologien genoptog S. 1926 med Balkanfilologien. En Oversigt over dens Resultater og Problemer (Univ. Progr. Nov. 1926, udvidet fransk udg. Linguistique balkanique 1930). Sammen med lektor, mag.art. Hedvig Olsen havde han i en årrække arbejdet på en udførlig fremstilling af den rumænske syntaks, hvoraf 1. bind udkom 1926: Syntaxe roumaine. I. Emplois des mots à flexion. Hertil sluttede sig afhandlingen Über Prädikativ und Apposition im Rumänischen i Zeitschr. f. rom. Phil. LVII, 1937. Efter hans død udgav hans elev og efterfølger Holger Sten (med bistand af Eugéne Lozovan) 2. del af Syntaxe roumaine: Les groupes de mots, 1960 og 3. del: Structure de la proposition, 1962.

For sine elever var Kr. Sandfeld ved sin klarhed, sine strenge krav om filologisk nøjagtighed og sin sunde skepsis over for alle aprioriske konstruktioner en fremragende vejleder til selvstændighed. Han virkede ved sin alsidighed langt ud over romanisternes snævre kreds, og det var ikke så få yngre sprogforskere der ved deltagelse i hans øvelser over de romanske sprogs grammatik og historie, over vulgærlatin eller nygræsk modtog impulser af største betydning for deres videnskabelige udvikling. Både i hans skrifter og i hans undervisning sporedes altid det forfriskende og befrugtende pust fra sprogets konkrete liv som hans lærer Vilh. Thomsen i sin tid efterlyste.

Kr. Sandfeld blev 1914 medlem af Videnskabernes selskab. For sine fortjenester af den rumænske sprogvidenskab var han allerede 1911 blevet valgt til korresponderende medlem af det rumænske akademi. Han var endvidere medlem af flere svenske videnskabelige selskaber. 1919 afslog han en kaldelse fra det nyoprettede rumænske universitet i Cluj. Han var medlem af konsistorium 1925–36, forstander for det filologisk-historiske laboratorium 1921–39, var medlem af ministeriets retskrivningskommission siden 1920.