Dansk Biografisk Leksikon

Anders Ølgaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Anders Ølgaard, Anders Lebeck Ølgaard,  5.9.19262009, økonom. Født i Åbenrå, begravet på Mariebjerg kirkegård, Gentofte. Ø. blev student fra Åbenrå 1944, tog 1. del af juridisk eksamen ved Kbh.s universitet 1946. Efter at have aftjent sin værnepligt studerede han fra 1948 statsvidenskab og blev cand.polit. 1953. S.å. blev han ansat i det økonomiske sekretariat hvor han også havde haft studenterarbejde. Fra 1954 underviste han tillige på universitetet. 1956-58 havde han orlov fra sekretariatet. Professor Simon Kuznets, Harvard, havde fået ham til at udarbejde aspekter af den økonomiske udvikling i Danmark i de sidste 100 år, betalt af Social Science Research Council, New York. 1956-57 var han også biträdande lärare ved Lunds universitet. 1957-60 var han lektor ved universitetet i Kbh., 1960-61 Rockefeller Fellow ved Massachusetts Institute of Technology. Studieopholdet i USA blev afbrudt i forsommeren 1961 da Ø. var i Kuwait som medlem af en delegation fra Verdensbanken. Da han kom tilbage til Kbh. fortsatte han som universitetslektor.

1962 blev han konstitueret professor i nationaløkonomi. 1966 blev han indstillet som professor og kort efter dr.polit. på Growth, productivity and relative prices, et værk om de teorier for industrisamfundenes udvikling som økonomer i flere lande havde diskuteret i en årrække. Det behandlede også dansk empirisk materiale, bl.a. om bytteforholdet over for udlandet. Allerede før 1966 havde Ø. en betydelig litterær produktion bag sig, flere artikler i Nationaløkonomisk tidsskrift, bidrag til festskrifter og samleværker, herunder et fransk om vækstproblemer, og indlæg ved forhandlingerne på det nordiske nationaløkonomiske møde i 1958. 1959 udsendte han Danmarks økonomi og udlandet og sammen med Arne Jensen Indeksproblemer og 1960 sammen med Ole Bus Henriksen Danmarks udenrigshandel 1874-1958. 1963-66 var han redaktør af Nationaløkonomisk tidsskrift. Også efter 1966 skrev Ø. flere artikler i fagskrifter og bidrag til samleværker. Han var redaktør af et værk om Bolig og byggeøkonomi i de nordiske lande, 1977 og i 1979 for EEC udarbejdet The Danish economy (Bruxelles).

Ø. var fra 1963-66 formand for det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne, 1966-68 medlem af det økonomiske råds formandskab, 1968-69 økonomisk rådgiver for finansministeriet i Malaysia og 1970-76 formand (overvismand) for det økonomiske råd. I denne periode ombyttede han professoratet i nationaløkonomi med professoratet i samfundsbeskrivelse. 1979-96 var han professor i økonomi. Universitetets administration tog også hans tid. Han var medlem af konsistorium 1971-74 og 1972-74 af konsistoriums forretningsudvalg. 1969-77 var han medlem af bestyrelsen for Studentergården hvor han selv havde boet. 1975 blev han medlem af det faglige udvalg om den samfundsvidenskabelige uddannelse på Roskilde universitetscenter. 1980-83 var han formand for Nordisk økonomisk forskningsråd. Statsadministrationen udpegede ham til særlig krævende opgaver. 1976-79 var han formand for støttegruppen for Grønlands erhvervsråd, 1980 blev han formand for socialministeriets udvalg om besparelser på lægemiddelområdet, 1982-85 medlem af den særlige kommissionsdomstol vedrørende post og telegrafvæsenet og 1987-93 formand for boligministeriets udvalg til belysning af udviklingen på boligmarkedet. Han blev bestyrelsesmedlem af Nationaløkonomisk forening 1982, formand 1983-88 og æresmedlem i 1998. Endvidere har han siddet i bestyrelsen for Lønmodtagernes dyrtidsfond 1982-98. – Som formand for det økonomiske råd blev Ø. landskendt og måtte siden meget ofte udtale sig til TV og andre massemedier, en aktivitet han klarede med saglighed og humør. I 1976 forsøgte han at blive generaldirektør for Danmarks radio. Bag dette forsøg lå foruden nogen træthed af universitetsmiljøet et ønske om mere bredt folkeligt og direkte at øve indflydelse på landets økonomiske og kulturelle udvikling. Noget tilsvarende var antagelig baggrunden for at han 1983 stillede op til valget af formand for FDB hvor repræsentantskabet foretrak en yngre økonom der havde specialiseret sig i andelsbevægelse. – Tildelt Studentergårdens guldløve 1973 samt Ellen og Hans Hermers fonds hæderspris 1977.

Familie

F: bogholder, senere sparekassedirektør for Sparekassen for Aabenraa By og Amt Axel Ø. (1896-1986) og Anna Lebeck (1898-1993). Gift 12.5.1951 i Kbh. (Garn.) med fuldmægtig, cand.jur. Alice Ida Christiansen, født 18.12.1925 i Holstebro, d. af amtsforvalter Helge Christian Frederik C. (1898-1984) og Betty Gertrud Carolina Lindqvist (1902-70).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

A. Ø.s erindringer: Den syngende vismand, 2008. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1966 180f. Interviews i Berl. tid. 8.6.1980 og B.T. 7.8.s.å. -Berl. tid. 4.9.1976.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Anders Ølgaard
Anders Ølgaard
Anders Lebeck Ølgaard , 5.9.1926-25.4.2009, dan ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Ellen
pigenavn, dansk udvikling af græsk Helane, Helene ...Artikel i Den Store Danske
generaldirektør
(lat. general- + fr.-lat. direktør ), ledende dir ...Artikel i Den Store Danske
konsistorium
øverste styrende organ ved et universitet . Ved ...Artikel i Den Store Danske
udenrigshandel
udveksling af varer og tjenesteydelser over landegræ ...Artikel i Den Store Danske
massemedier
formidlere af budskaber mellem afsendere og modt ...Artikel i Den Store Danske
Verdensbanken
gruppe på fem tæt forbundne internationale insti ...Artikel i Den Store Danske
Bolig
Kategorien Bolig rummer flere underem ...Artikel i Den Store Danske
Studentergården
kollegium på Tagensvej i København. Studentergår ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
MeHa
13/07/2012
NBanke
13/07/2012

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki