H.Chr. Riis, Hans Christian Riis, 12.7.1878-8.6.1938, økonom. Født i Kbh. (Jac), død sst., begravet sst. (Vestre). Som handelsskolepædagog ydede R. en stor ind-, sats som lærebogsforfatter i ovennævnte fag, dels alene, dels sammen med kolleger. Overalt betød hans systematisk opbyggede bøger et vældigt fremskridt over for tidligere tiders primitive opgaveundervisning. I sin lærergerning bevarede R. en til pietet grænsende respekt for praksis hvilket i hans virksomhed som lærebogsforfatter betød at de pædagogiske hensyn indordnedes under hensynet til praksis. Sin største indsats for dansk handelsundervisning og dermed for dansk erhvervsliv ydede han dog på Handelshøjskolen (Den handelsvidenskabelige læreanstalt) allerede fra 1918 – året efter starten, som docent fra 1922. Han er den første egentlige regnskabsteoretiker i Danmark. Det var tysk regnskabslitteratur (Rehm, Schår, Gerstner, senere Schmalenbach) som blev grundlæggende for hans opfattelse. I sine senere år blev han dog bestandig mere interesseret i den engelsk-amerikanske litteratur hvis problemstilling lå hans praktiske indstilling nærmere, og han beklagede at han ikke oprindelig var kommet ind i arbejdet ad denne vej. Skønt R. var autodidakt lærte han sig dog at arbejde strengt metodisk og bevarede altid fast grund under fødderne i modsætning til adskillige af sine tyske forbilleders lærde teoretiseren. Hans hovedværker, Statuslære, 1923 og Omkostninger og deres Behandling ved Bogføring og Kalkulering i Handels og Industrivirksomheder, 1932, bærer vidnesbyrd herom. De er de første videregående videnskabelige fremstillinger af disse emner her hjemme. R. var en fortræffelig lærer. Hans forelæsninger var yderst levende og inciterende og samlede talrige studerende om hans lærestol. I sine studiekredse gav han mange impulser til forbedring af praktisk regnskabsvæsen, og han vedligeholdt derigennem en vis forbindelse med det praktiske liv som han ellers måtte savne. Til videreførelse af arbejdet i studiekredsene grundlagde han 1920 Handelsvidenskabelig studieklub om hvilken hans gamle elever sluttede talrigt op, og hvis tidsskrift har bragt mange værdifulde bidrag. R.s kommercielle etik var enkel men klar. Den bestod i bestandigt gentaget krav om en yderst nøgtern vurdering af aktiver og om erkendelsen af det farlige i at undervurdere passiver.

Familie

Forældre: bogbindermester Niels Christian R. (1844–1925) og Emma Poulsen (1849–1910). Gift 29.5.1908 i Kbh. (Helligg.) med Thora Caroline Marie Linow, født 10.2.1879 i Kbh. (Petri), død 20.9.1962 sst., d. af restauratør Wilhelm L. (1846–1910) og Marie Charlotte Petersen (1850–1935). Efter præliminæreksamen kom R. i lære hos firmaet Johs. Esmarch og blev senere ansat hos oliemøller O. C. Olsen hvor han avancerede til korrespondent. Han besøgte Købmandsskolens aftenskole og søgte videre uddannelse i sprog. 1907 knyttedes han til Købmandsskolens aftenskole som lærer (dansk, tysk og engelsk handels-korrespondance, senere bogføring). Hans ansættelse på Købmandsskolens dagskole (1911) og Niels Brocks handelsskole (1912) betød fuldstændig overgang til lærergerningen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Christen Møller m.fl. i Handelsvidensk. t. II, 1938 67–80 (heri bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig