Axel Heide, 19.3.1861-3.10.1915, bankdirektør. Født i Haderslev, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Efter 1879 at have taget studentereksamen fra Haderslev læreres skole valgte H. juraen til fagstudium, og hans bane tegnede til at blive den danske embedsmands jævne vej. I en halv snes år (1885–95) virkede han som fuldmægtig inden for Kbh.s søndre birk, senere Frbg. birk. I denne egenskab skabte han sig en række formående forbindelser, og da han yderligere gennem sit ægteskab havde vundet en økonomisk uafhængig stilling og havde fået tilknytning til ledende kredse inden for det kbh.ske borgerskab fik han lejlighed til at udfolde sin virketrang. Han havde i nogen tid tumlet med planer om oprettelsen af en ny bank der kunne tjene den jævnere forretningsverden og samtidig i hans hånd kunne blive et instrument til nye mål. I begyndelsen af 1895 lykkedes det ham at virkeliggøre denne tanke ved oprettelsen af Kjøbenhavns Laane- og Diskontobank med det formål at "lette og befordre Pengeomsætningen, navnlig for Mellemstanden i Kbh., Frbg. og omliggende Birker". Siden begyndelsen af 70erne var der ikke oprettet nogen bank i hovedstaden. Diskontobankens tilsynekomst skabte derfor med ét slag opmærksomhed om H.s person, og gennem et levende initiativ der efterhånden knyttede hans navn til en række selskabsdannelser forstod han at holde interessen vedlige.

Men H. havde også valgt det rette øjeblik. Tiderne bar med i disse år mod århundredets slutning og dertil kom at man netop samtidig inden for den københavnske bankverden så småt var begyndt at se sig om efter en mand der kunne tage arven op efter C. F. Tietgen. Spørgsmålet om afløseren måtte ligge Tietgen – og Privatbanken så meget mere på sinde som de konkurrerende hovedbanker i den smidige Isak Gluckstadt og den myndige P. N. z'Damm ejede fremragende bankledere. Tietgens opmærksomhed vendtes da mod den unge H. i hvis frodige fantasi og friske initiativ han genkendte visse sider af sit eget væsen. Da sygdom tidligere end ventet tvang Tietgen bort fra arbejdet valgtes H. da også, kun 36 år gammel, 1897 til hans efterfølger i Privatbankens direktion hvor samtidig Jul. Larsen blev førstedirektør. Nogen Tietgen blev H. dog ikke. Han var ingenlunde det overlegne finansgeni, og af personlighed og temperament kunne man vanskeligt tænke sig større modsætninger end disse to mænd. H. handlede mere ud fra indskydelse end efter planlægning på langt sigt. Han var mere fornyer end nyskaber, men hans idérigdom, hans kombinationsevne og forhandlingsdygtighed gav i mange tilfælde betydningsfulde resultater. Således bør nævnes den dygtigt gennemførte koncentration af tændstikindustrien omkring H. E. Gosch & Co. og navnlig ordningen af de storkøbenhavnske sporvejsforhold. Det skyldtes hans initiativ at sporvejene omkring århundredskiftet organiseredes i store selskaber, et københavnsk og et frederiksbergsk, og at elektrisk drift afløste den gamle hestekørsel samtidig med at systemet med enhedstakster gennemførtes. Han var med til at stifte ØK 1897. For den almindelige bevidsthed stod H. i disse år som en Aladdinskikkelse for hvem alting lykkedes. Da det 1899 gjaldt om at få bilagt den store arbejdskonflikt var H. da også den ene af de tre mænd der fik overdraget mæglerens rolle. Også ved denne opgaves løsning havde han heldet med sig. Fra den tilbagetrukne stilling på Frbg. birk var H. således i løbet af nogle få år blevet en forgrundsfigur inden for erhvervslivet og det offentlige liv som helhed, måske den mest omtalte, den oftest portrætterede og stærkest karikerede skikkelse i tiden. Hans ansigt der beherskedes af de mørke øjenbryn og den svære moustache kunne virke mut, men pludselig kunne det gennemlyses af et polisk smil, og ud over den tætsluttende diplomatfrakke var der ikke hos ham noget der påkaldte den gammeldags forestilling om en reserveret og tilknappet finansmand. H. var en mand af lune, og hans lidt staccato tale, der skyldtes fysiologiske forhold, og hele væremåde kunne virke såre pudsig. Men denne ydre form dækkede over megen varme, og han forstod fuldt ud de forpligtelser der følger med velstand. Kunst og litteratur havde fra de unge år optaget ham som så mange andre af hans slægtled stærkt, og mangen ung kunstner fandt hos ham i al stilhed forstående støtte og opmuntring. Født sønderjyde var han besjælet af en varm kærlighed til fædrelandet og dets historie, og ud fra dette sindelag skænkede han som mæcen i stor stil nationen en række mindesmærker, således N. Hansen Jacobsens Modersmaalet (med Edvard Lembckes hyldest til det danske sprog) som han (1903) lod opstille i Skibelund krat. Valget af de værker han således skænkede var ofte udtryk for hans egen personligheds stræben. Når han på Højbro (1902) rejste en rytterstatue af selve Absalon – fundator urbis – så tilskyndedes han utvivlsomt bevidst eller ubevidst af sit eget ønske om at bidrage til at Absalons stad forvandledes til en moderne storstad. Og når han (1897) på sokkelen til den unge Oehlenschlägers statue på Frbg. lod indhugge de berømte verslinier om "Naturens muntre Søn", så gav disse strofer utvivlsomt på særlig vis genlyd i hans eget sind. Han skænkede i øvrigt en samling Oehlenschlägeriana til universitetsbiblioteket.

H.s virksomhed var i den første periode præget af en rastløshed som almindeligt forklares ved at han på grund af svigtende helbred kun regnede med et kort åremål, og at det derfor gjaldt for ham at få udrettet det mest mulige inden for et kort spand af år. Med så mange jern i ilden kunne naturligvis ikke alt trives for ham, og da ulykken 1908 brød ind over landet – først bankkrisen og senere på året Albertikatastrofen der begge havde bud til Privatbanken – vendte stemningen sig mod H. Til P. A. Alberti havde H.s forhold med hans egne ord antaget "en personlig ret venskabelig karakter". Nu var man tilbøjelig til at lægge ansvaret både for det ene og for det andet over på H. der endda dagen efter Albertis selvanmeldelse måtte lade sig "fremvise" ved kursnoteringen på Kbh.s børs for derved så kategorisk som muligt at dementere de rygter der var i omløb om hans person. I et privatbrev fra efteråret 1908 har bankrådets daværende formand G. A. Hagemann, foranlediget ved kravene om H.s afgang, bevidnet at H. ikke havde haft med kreditterne til Centralbanken og Detailbanken at gøre så lidt som med de Albertiske forretninger. Dette betød naturligvis ikke at han ikke havde sit ansvar, men han tog også konsekvenserne af dette ved under de daværende vanskelige forhold at tage fremragende del i arbejdet for at ordne forholdene bedst muligt. Den raffinerethensynsløse måde hvorpå vox populi ved forskellige lejligheder gav sig til kende efterlod dog utvivlsomt en brod i hans sind. Hans initiativ blev hæmmet, hans arbejdsmod blev knækket, og han genvandt aldrig sin gamle kraft. Men til gengæld åbenbaredes andre værdifulde egenskaber hos ham. I de kritiske øjeblikke viste han sig som en mand der ikke tabte hovedet, og ikke mindst vakte hans virksomhed under bankkrisen beundring hos alle der havde lejlighed til på nærmere hold at følge den. I det hele taget udfoldede han i sine senere år under bestræbelserne på at afbøde skete skader et utrætteligt arbejde for at underbygge og rette op. Havde han i visse henseender fejlet så veg han til gengæld ikke tilbage for at bøde derpå med personlige ofre, og han var ved sin død en alt andet end formuende mand.

Inden for dansk bank- og finansverden hører H.s skikkelse til de mest særprægede. Den fængsler både ved fortrin og fejl, både i medgang og modgang. Romantisk og impulsiv var han, desuden tillidsfuld og åben – og legendarisk åbenmundet. Han blev betragtet som en fantast uden kølig klarhed, men nogen plet kunne der ikke sættes på hans virke i banken. – Etatsråd 1900. Konferensrad 1902.

Familie

Forældre: herredsfoged i Tyrstrup hrd., senere politimester i Odense Peter Alexander Cecilius H. (1822–66) og Emilie Magdalene With (1836–92). -23.6.1888 i Hørsholm med Harriet Johanne Margrethe Henriette Block, født 5.12.1867 i Kbh., død 18.1.1944 i Gentofte, adoptivd. af konsul Jens Friderich Horsens B. (1816–92) og Caroline Kirstine Horsens, f. Torp (1833–97, gift 1. gang 1852 med købmand Carl Johan Horsens, 1825–57).

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1904. FM.l. 1899.

Ikonografi

Mal. af Brita Barnekow, 1896. Træsnit 1896 og af A. Bork, 1901, efter foto. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt 1899 og 1907 (Fr.borg). Skitse af A. Jerndorff, 1904, og afbildet på sammes mal. af ØKs bestyrelse s.å., fuldført af F. Henningsen, 1906 (Fr.borg). Mal. af Jul. Paulsen, 1905. Karikatur af Sophus Jürgensen s.å. Foto.

Bibliografi

Slægt i Legatstifteren gross. N. Brocks og Lene Bredals legat, udg. P. J. Schmidt, 1891 88f. Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 349f. Ernst v.d.Recke i III. tid. 24.9.1899. Henrik F. Rosbøl sst. 10.10.1915. Th. Hauch-Fausbøll i Politiken 4.10.1915. Berl. tid. og Nationaltid. s.d. Børsen 5.10.1915. Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd I, 1930 115–18. Einar Cohn: Privatbanken i Kbh. 1857–1957, 1957–58. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig