C.B. Andersen, Christen Bredsgaard Andersen, 30.12.19132006, bankdirektør. Født i Viborg. Efter realeksamen i Århus blev A. lidt tilfældigt bankelev i Handelsbankens lokale afdeling. Hele hans professionelle virke skulle komme til at falde i denne bank idet han efter kontorchefudnævnelse i Århus 1958 blev hentet til bankens hovedsæde som direktionssekretær 1960; her blev han underdirektør 1961, direktør 1962 og ordførende direktør for syvmands direktionen 1974–76. Allerede som 62-årig valgte A. at træde tilbage idet det var hans opfattelse at yngre kræfter burde træde til; måske ønskede han sig dog også mere tid til at pleje sine mange interesser. Uden at han udpræget specialiserede sig var personaleuddannelse og kundekontakt centrale områder i hans interessefelt i banken. Som bankmand blev A. betragtet som den saglige beslutningstager der ikke lod sig distrahere i sine forretningsmæssige overvejelser, men et karakteristisk træk hos ham var venlighed og omgængelighed. Den magt der synes knyttet til bankdirektørposten både forsagede og fornægtede han; han betragtede sig som medspiller og medformer i samfundets økonomiske liv og lagde megen vægt på begrebet tillid i samarbejdet med bankens kunder. A. var fra sin ungdom engageret i kunst og kultur. Allerede i 1930'erne var han sekretær for Universitetssamvirket i Århus, senere kasserer for studenterkollegierne hvilket gav ham personligt kendskab til mange universitetsstuderende. 1954–60 var han kasserer for og medlem frem til 1986 af Universitetets Samvirket i Århus og i bestyrelsen for studenterkollegierne samt formand for forskellige universitetsbyggeudvalg 1954–60. A.s kunstinteresse var meget omfattende. Da Holbergspillene ved Handelsbankens finansiering blev etableret i Den gamle By i Århus blev han placeret som forretningsmæssig leder, og kunstinteressen bragte ham i repræsentantskabet for Århus Teater 1956–60 og i bestyrelsen for Århus Kunstmuseum 1958–60, en post han blev genvalgt til 1975 forud for afgangen fra Handelsbanken, han beklædte denne post til 1984. I øvrigt var A. medlem af Kunstindustrimuseets bestyrelse 1970-86, formand 1982-86. Personligt interesserede han sig især for islamisk keramik, præcolombiansk lertøj fra Peru samt koptiske vævninger foruden stenskulptur i danske kirker. – A. modtog Århus bys ærespris 1953.

Familie

F: chauffør Anders Christian A. (1884–1970) og Annania Dorthea Bredsgaard (1886–1954). Gift 10.10.1939 i Skørping med kontorassistent Agnete Marie Jensen, født 30.12.1913 i Skørping, d. af karetmager Jens J. (1883–1948) og Louise Møller (1880–1970).

Udnævnelser

R. 1959. R.1 1972. K. 1975.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 29.12.1973 og 19.2.1976. Politiken 26.2.1976. Århus stiftstid. 7.3.1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig