J. Green, Johannes Carsten Green, 29.5.1904-13.9.1979, bankdirektør. Født på Frbg, død i Skovshoved. G. blev student fra Frbg. gymnasium 1922. 1924 blev han ansat i Barclay's Bank i London, og 1928 cand.jur. Samme år blev han ansat som assistent i Handelsbanken, men opretholdt ved siden af en fuldmægtigstilling hos kammeradvokaten. Det var daværende direktør i Privatbanken, Poul Andersen (1889-1966) der fik G. til definitivt at beslutte sig for bankvæsen ved at trække ham ind til en karriere i sin bank. Han blev fuldmægtig i Privatbanken 1929, kontorchef 1936, underdirektør 1940, vicedirektør 1950, og endelig efterfulgte han Poul Andersen på posten som den ene af tre ligestillede direktører 1953. Privatbanken var, da G. blev ansat efter rekonstruktionen 1928, betragtet som de store københavnske selskabers bank. Bankens basiskunder der bidrog til at genrejse den efter uvejret var især Tietgenske selskaber. I G.s tid er udviklingen i banken forløbet mod en langt bredere folkelig basis, ligesom banken ved en række fusioneringer er blevet landsvirkende. G.s speciale i Privatbanken har mere end noget andet været fonds. Han har repræsenteret banken på Børsen og har haft en sikker føling med fondsmarkedet. Hans ekspertise på dette felt blev yderligere underbygget ved hans stilling som redaktør af børshåndbogen Green's danske Fonds og Aktier 1945-56; allerede 1938 var han indtrådt i redaktionen her. Gennem redaktionsarbejdet fik G. et nøje kendskab til et bredt udsnit af erhvervslivet, både firmaer og personer, og han fik lejlighed til at udvikle sin utvivlsomme journalistiske evne. Han har altid haft et særligt forhold til pressen, idet han har lagt vægt på at den skulle have så mange og så eksakte oplysninger som muligt. Han har beklaget, at "det er dårlig journalistik at skrive godt om banker", idet han vil hævde at journalisterne overser den bredde der er i dansk bankvæsen. Blandt mange tillidshverv, internationale og nationale, har et af de vigtigste været formandskabet i Danske bankers fællesrepræsentation i to perioder, 1955-58 og 1964-67.

G. var en drivende kraft bag stiftelsen af Finansieringsinstituttet for industri og håndværk hvor han sad i repræsentantskabet til 1970, og han var formand for Erhvervenes EDB-råd 1968-70. G. fratrådte sin stilling i Privatbanken allerede 1970, men var op gennem 1970erne aktiv inden for erhvervslivet. Han har således været formand for Irma 1969-76 samt for Bella centret og Investor.

Familie

Forældre: redaktør, senere nationalbankdirektør H. G. (1875-1931) og Johanne Frederikke Hall Nielsen (1876-1960). Gift 2.6.1931 i Tibirke med Vibeke Marie Neergaard, født 4.3.1907 på Frbg., død 8.10.1973 på Davrup Hovedgård, d. af læge Christian Frederik N. (1868-1965) og Margrethe Sofie Bertelsen (1879-1955).

Udnævnelser

R. 1956. R.1 1961. K. 1966. K.1 1975.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 25.11.1969. – Børsen 4.3.1953. Sst. 6.5. og 22.5.1964. Politiken 28.5.1974. Berl. tid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig