Christian Herforth, Christian Ludvig August Herforth, 22.3.1818-23.4.1892, kreditforeningsdirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Ass.). H. blev student 1837, privat dimitteret, og juridisk kandidat 1844. 1857 blev han prøveprokurator, 1859 overretsprokurator og erhvervede sig snart en betydelig praksis som sagfører, især for forretningsverdenen, samtidig med at han også på andre områder kom til at indtage en fremskudt stilling. I sine yngre år spillede han således en betydelig rolle i studenterkorpset i hvilket han opnåede kaptajns rang, og i en lang årrække 1865–85, var han medlem af borgerrepræsentationen hvor han tog livlig del i forhandlingerne, således bl.a. i de varme debatter om fæstningsterrænets anvendelse, og stedse forstod at hævde en meget selvstændig stilling. H. var 1872–85 direktør i Kbh.s Brandforsikring, men hans betydningsfuldeste virksomhed falder dog i Østifternes Kreditforening hvor han 1865 blev direktør og 1872 formand i direktionen, hvilken stilling han med en kort afbrydelse bevarede til sin død. I H.s direktionstid og for en væsentlig del under hans ledelse hævede Østifternes Kreditforening sig til at blive landets største kreditinstitution, og han har sin store part af æren for foreningens stærke vækst og grundfæstede anseelse. I de senere år førte dog hans konservative anskuelser ham til at stille sig for afvisende over for de nyere ideer der ønskede forskellige reformer i foreningen, og dette var til sidst medvirkende til at han i foråret 1887 nedlagde sin post som direktør. En konflikt mellem den nye direktion og repræsentantskabet bragte ham dog allerede samme efterår igen til roret, men bestræbelserne der navnlig gav sig udslag i krav om konvertering af foreningens obligationer og i høj grad støttedes af forholdene på pengemarkedet, lod sig ikke neddæmpe og affødte en række kampe der utvivlsomt i nogen grad forbitrede hans sidste år. – H.s søn Carl Bernhard Ferdinand Herforth (1866– 1937), tog 1888 dansk juridisk eksamen, nedsatte sig 1891 som sagfører i Kbh. og var direktør for Kbh.s Kreditforening 1899–1936 samtidig med at han drev en stor advokatvirksomhed.

Familie

Forældre: bogholder, sekondløjtnant, senere major, direktør for Kbh.s fattigvæsen Hans Henrik H. (1793–1883) og Sophia Louisa Emilia Augusta Hjelm (1793–1868). -19.5.1849 på Frbg. (Helligg.) med Johanne Christiane Rée, født 17.11.1822 i Kbh. (Garn.), død 10.11.1889 sst. (Helligg.), d. af grosserer Herman Ludvig R. (1790–1853) og Marie v. Halle (1789–1845).

Udnævnelser

DM. 1916. K.2 1932. – R. 1880. DM. 1887.

Ikonografi

Foto (Fr.borg).

Bibliografi

111. tid. 8.5.1892. [Herm. Møller:] Østifternes kreditforen.shist, 1931 164–66.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig