Ad. J. Levin, Adolph Joseph Levin, 30.6..1842-1.5.1918, vekselerer, bankier. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). L. fik hele sin uddannelse i sit fædrene firma J. M. Levin & Co. på Østergade stiftet 1836 af J. M. Levin og Isaac Wulff Heyman; sidstnævnte udtrådte 1848. Allerede i L.s læreår omfattede virksomheden alle den tids vekselerer- og bankierforretninger, og at firmaet hurtigt opnåede en gunstig placering fremgik af at det tidligt blev vekselerer for hoffet og civillisten. 1874 trak J. M. Levin sig tilbage, hvorefter firmaet blev overtaget af L. som eneindehaver indtil han 1887 optog sin bror Martin Joseph Fridericia Levin (1857-1934) som medindehaver. I L.s mere end 30-årige virke tog firmaet et betydeligt opsving, og navnlig arbitrage- og emissionsforretningerne blev udviklet i langt større grad end tidligere. Firmaet fik således etableret mange forbindelser med betydende banker og bankiers i de ledende kreditorlande og gjorde ved a metà forretninger navnlig med private bankiers i Tyskland, Frankrig samt Holland, store arbitrageforretninger især i de danske obligationer og senere også i aktier i DFDS. Sidst i århundredet blev også emissionsvirksomheden et betydeligt virkefelt, og firmaet blev stifter af flere aktieselskaber inden for industrien som fx M. J. Ballins Sønner, Hørsholm Klædefabrik og Jens Villadsens Fabriker. I øvrigt var det som medstifter eller garant med i næsten alle dette tidsrums emissioner gennem banker eller bankiers. I mange år stod L. i et venskabeligt forhold til C. F. Tietgen, men efter dennes tilbagetræden fra Privatbanken blev forbindelsen med Landmandsbanken væsentlig mere intim på grund af det gode forhold der altid havde bestået mellem Isak Glückstadt og L. Da L. 1907 trak sig ud af firmaet hørte det til Kbh.s største inden for sin branche. Fra midten af 80erne havde det været privatbankier for kronprins Frederik, og efter dennes død som konge 1912 fortsatte det hermed for enkedronningen. Ud over sin forretningsvirksomhed interesserede L. sig meget for det jødiske trossamfund; han var således 1887-1907 næstformand i Mosaisk trossamfunds repræsentantskab. - Ved L.s udtræden indtrådte brorsønnen Johan Martin Levin (1877-1959) og ledede det, indtil det 1922 i forbindelse med rekonstruktionen af Landmandsbanken trådte i likvidation.

Familie

Forældre: vekselerer Joseph Marcus L. (1807-86) og Frederikke Weel (1808-94). Ugift.

Udnævnelser

R. 1906.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Josef Fischer: Slægten Levin-Fridericia, 1916. Ove Krak: Oanm.s ældste forretninger, 1915 166. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig