Dansk Biografisk Leksikon

Erik Dal

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Erik Dal, Per Johan Erik Dal,  20.12.1922-2.11.2006, administrator ved Det danske sprog- og litteraturselskab, litteraturhistoriker. Født i Grenå, begravet på Frederiksberg ældre kgd. D. blev student 1941 fra Vordingborg, cand. mag. (dansk, musik) 1949 og dr. phil. 1960 fra Kbh.s universitet. Efter 1950-52 at have undervist i gymnasieskolen blev D. 1953 bibliotekar ved Det kgl. bibliotek, fra 1963 førstebibliotekar og leder af danske afdeling. Samtidig var han undervisningsassistent ved Kbh.s univ. 1952-61 og siden 1965 censor ved skoleembedseksamen i dansk. 1967-74 var D. fagleder (bogvæsen og bogfremstilling) ved Danmarks biblioteksskole. 1974-91var han administrator ved Det danske sprog- og litteraturselskab hvor han stod for en række grundige tekstudgaver. - D. blev optaget som medlem af Vidensk. selsk. 1971 og selskabets redaktør 1975, 1988-94 var han selskabets præsident. D.s første større arbejde var Nordisk folkeviseforskning siden 1800, 1956 hvor han kritisk gennemgik tekst- og melodistudiets historie. Hermed placerede han sig både nordisk og internationalt som folkevisestudiets lærdeste førstemand: 1956-69 var han medlem af styrelsen for International Folk Music Council, 1956-77 var han medredaktør af tidsskriftet Danske Studier hvor han skrev talrige anmeldelser af og oversigter over folkeviselitteratur, han udgav 1962 antologien Danske viser (amer. udgave 1967) og 1968 (for Dansklærerforeningen) Ballader- danske og fremmede, 1958-65 var han hovedudgiver af Danmarks gamle Folkeviser X, hæfte 5-9 (teksttillægget), og 1976 redigerede han bind XII (registerbindet) samtidig med at han ledede den praktiske udgivelse af bind XI (melodibindet). I forbindelse med afslutningen af dette nationale storværk der blev påbegyndt 1853 af Svend Grundtvig solgte D. sin store og værdifulde samling af folkeviselitteratur til Odense universitetsbibliotek og udgav Samlet og spredt om folkeviser, 1976 hvor han tager afsked med folkevisestudiet. - D.s mest selvstændige bidrag til viseforskningen falder inden for hans metriske studier af ballade-versemålet, og det er betegnende at han disputerede på en lærdomshistorisk skildring af Judichær. Hans værk og hans kilder der udkom 1960 som et bind af "Danske Metrikere" som han havde været medudgiver af siden 1953. Som H. C. Andersen-forsker markerede D. sig først og fremmest med en tekstkritisk udgave af H. C. Andersens Eventyr I-V, 1963-67. Blandt hans øvrige Andersen-publikationer må fremhæves Udenlandske H.C.A.-illustrationer, 1969 og Danske H.C. A.-illustrationer 1835-1975, 1975. I 1968 modtog han H.C.A.-legatet og 1975 H.C.A.-prisen. På grundlag af sine forelæsninger som Windsor Lecturer 1967 ved biblioteksskolen på University of Illinois udgav D. Scandinavian Bookmaking in the Twentieth Century, 1968. For sine studier i boghistorie og bogfremstilling, omfattende både typografi, illustrationer og bind samt for sit alsidige arbejde i Forening for Bog-haandværk modtog D. i 1975 foreningens ærespris. - Som bibliotekar redigerede D. Katalog over Det kgl. Biblioteks inkunabler III, 1963, og en række udstillingskataloger. Han var også en flittig bidragyder til bibliotekets årbog Fund og forskning. Nogle arbejder om bogvæsen. En causerende autobibliografi, 1992 handler om hans omfattende bog- og litteraturhistoriske forfatterskab.

Karakteristisk for hele D.s virke var at han kunne kombinere sin lærde, bog- og litterærhistoriske viden med et udpræget talent for effektivt at kunne forvalte sin egen og andres arbejdskraft. Og D.s æstetiske sans mærkes i alt hvad han lavede, både i emnevalg og i udstyr. Ofte var D. sin egen bogtilrettelægger, og han samarbejdede med en række betydelige bogtrykkere, især Poul Kristensen, og illustratorer, især Marcel Rasmussen.

Familie

F: lærer, senere overlærer Johannes D. (1887-1948) og Karen Andersen (1886-1971). Gift 19.7.1949 i Roskilde (domk.) med Estrid Bruun Jørgensen, født 17.4.1925 i Roskilde, død 2002, d. af stiftsfuldmægtig, hospitalsforstander Sigurd J. (1897-1980) og Kristine Frederikke Bruun (1893-1968).

Udnævnelser

R. 1971. K.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

E.D.: Egen visebibliografi i Samlet og spredt om folkeviser, 1976 32-42 (bibl.). - Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov 1960 188-90. E.D. i Læsningens glæde I, 1960 92-103. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Læs også om Erik Dal i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Erik Dal
Erik Dal
1922-2006, dansk bog- og litteraturhistoriker, c ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
skoleembedseksamen
universitetsuddannelse, beregnet på latinskole-, sen ...Artikel i Den Store Danske
Danske Studier
tidsskrift grundlagt 1904. De første årgange beh ...Artikel i Den Store Danske
undervisningsassistent
timelønnet universitetslærer ansat på kortvarig kont ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
Illinois
stat i Midtvesten, USA; 146.000 km 2 , 12, ...Artikel i Den Store Danske
Svend Grundtvig
1824-1883, dansk folkemindeforsker og filolog ...Artikel i Den Store Danske
boghistorie
et forskningsfelt, der fra gammel tid har omf ...Artikel i Den Store Danske
Marcel Rasmussen
1913-1964, dansk grafiker. Rasmussen gik kort tid på ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
MeHa
13/07/2012
Pioe
13/07/2012
  • Læst 574 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki