Charles Petersen, Charles Otto Petersen, 16.12.1877-21.12.1971, fagforeningsformand, politiker. Født i Kbh. (Hellig-g.), død sst., begravet på Bispebjerg kgd. Efter nogle læreår ved handelen kom P. 1899 til statsbanerne som stationskarl ved Kbh.s godsbanegård. Han avancerede til overportør (1913) og ekspedient (1935), men han stod uden for aktiv tjeneste fra 1919 for helt at kunne hellige sig organisationsarbejdet. Statsbanernes arbejdere var sidst i 1890'erne begyndt at organisere sig og havde 1899 stiftet Dansk jernbaneforbund som de første år mødte megen modstand hos banernes højeste myndigheder. P. blev 1902 medlem af forbundets hovedbestyrelse, var dets viceforretningsfører 1907-12 og 1913-14 og blev 1914 formand, en stilling han efter eget ønske fratrådte med udgangen af 1938 efter at have beklædt den i 25 år. I krigsårene, da misforholdet mellem priser og lønninger blev grellere måned for måned, var det P. som på Dansk jernbaneforbunds vegne, men tillige som talsmand for hele tjeneste-mandsstanden, var den ledende i de langstrakte forhandlinger om dyrtidstillæg og lønforbedringer som der først kom rigtigt skub i efter at jernbanemændene 1917 havde ført en samlet pladsopsigelse i marken som argument. Af den store lønningskommission af 1917 var P. et fremtrædende medlem der i ikke ringe grad var med til at præge resultatet, tjenestemandsloven af 1919. Han fik også sæde i statens lønningsråd fra dets oprettelse s.å. Ud fra den betragtning at tjenestemændene både fagligt og politisk har interesser fælles med andre arbejdere foranledigede han at forbundet 1918 indmeldte sig i De samvirkende fagforbund, og han lod heller ikke nogen tvivl bestå om at forbundet sluttede op om socialdemokratiets politik. Da fagbevægelsens hovedledelse under påskebegivenhederne 1920 erklærede generalstrejke gik jernbanemændene med de øvrige fagforbund, hvad utvivlsomt var et af de momenter der medvirkede til ministeriet Liebes fald. Under nedgangsårene efter krigen gik P., bl.a. som medlem af statsbaneudvalget af 1920 og af sparekommissionen af 1921, ind for adskillige foranstaltninger der var bitre piller for hans kolleger at sluge. Han var ligeledes medlem af lønningskommissionen af 1929 der forberedte tjenestemandsloven af 1931. Han var 1917-42 formand for statstjenestemændenes centralorganisation I og repræsenterede sin organisation i en række bestyrelser. Han var også medlem af forretningsudvalget for De samvirkende fagforbund 1928-40 og af bestyrelsen for institutionen Dansk folke-ferie. – Der var noget tilknappet og sammenbidt over P. Han var en mand af faste standpunkter og brugte ingen overflødige ord for at forsvare dem. – Ved Nina Bangs død 1928 rykkede P. som suppleant ind i landstinget. 1936 blev han medlem af landstingets finansudvalg og 1937 dets formand. 1939 blev han formand for tingets socialdemokratiske gruppe og var 1940-47 landstingets formand.

Familie

Forældre: filehuggermester Anders Anthon P. (1829-89) og Ida Adelaide Wandrup (1843-1914). Gift 17.2.1948 med Thora Kirstine Vilhelmine Katrine Wichmann, født 1.6.1893 i Kbh. (Matth.), død 1.6.1970 sst. (Jakobs), d. af murer Christian Frederik W. (1861-1913) og Inger Kirstine Margrethe Hansen (1857-1907).

Ikonografi

Mal. af Alfred V. Jensen (folketinget). Foto.

Bibliografi

Dansk jernbaneforbund 1899-1924, 1924 181 o.fl.st. [Chr. Vejre:] Dansk jernbane forbund 1899-1949, 1949. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 395f. Jernbanetid. 1.7.1938 og 1.1.1939. Socialdemokraten 16.12.1947.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig