L. Hansen, Lars Hansen, 6.12.1857-30.11.1940, husmandsleder. Født i Lunde, Nordfyn, død i Anderup, begravet i Lumby. H. voksede op i et sted med et tilliggende af to skp. land. Som ung tjente han hos bønder, bortset fra soldatertiden og et halvt års ophold i et gartneri på Sjælland. Ved sit giftermål forpagtede han svigerforældrenes ejendom i Anderup, et udmarkshus med 1½ha tilliggende. I 1880erne vågnede hans interesse for samfundsspørgsmål. Han læste Henry Georges Fremskridt og Fattigdom og blev tilhænger af grundskyldstanken, men sluttede sig i øvrigt til Frede Bojsens politik; 1907 opstilledes han ved folketingsvalget i Kerteminde som det forhandlende venstres kandidat. Allerede 1898 tog H. til orde for organiseringen af husmændene, og 1899 indvalgtes han i husmandskommissionen for Odense amt hvor han havde sæde til 1934. Da husmandsbevægelsen rejstes omkring århundredskiftet blev H. en af pionererne på Fyn. Han mente at husmændene burde være medbestemmende om fordelingen af statens tilskud til husmandsbruget; efter hans tilskyndelse stiftedes ved et møde i Odense 20.1.1902 De fynske husmænds landboforening, og han blev foreningens sekretær, men da en mere radikal retning rykkede frem trådte han tilbage 1905. 1903-36 var han medlem af Bogense skatteråd, fra 1920 som næstformand. 1902 indvalgtes han i repræsentantskabet for Landbygningernes Brandforsikring, 1931 i foreningens tilsynsråd; 1935 trak han sig tilbage efter at have solgt sin ejendom og bygget et nyt hjem. – H. var en flittig skribent, navnlig i Fyns Tidende, men som agitator tilbageholdende. Hans ledende tanke var alles ligeret til jorden, derfor blev han en ivrig talsmand for udstykning, og af alle sine hverv satte han arbejdet i husmandskommissionen højest. Hans moderate linje forhindrede ham i at nå en førerposition, men hans sympatiske personlighed gjorde ham afholdt og respekteret i alle kredse.

Familie

Forældre: væver Hans Larsen (1828-1912) og Ane Kirstine Hansen (1830-1901). Gift 1. gang 10.12.1881 med Ane Margrethe Nielsen, født 16.5.1852 i Hundslev, død 21.1.1890 i Anderup, d. af husmand Niels Pedersen (1808-96) og Anne Ivarsdatter (1816-86.) gift 2. gang 12.12.1895 med Oline Hansine Pedersen, født 24.6.1855 i Mesinge, død 26.10.1935 i Anderup, d. af tjenestekarl Peder Larsen (1831-1915) og Karen Jeppesen (1828-88).

Bibliografi

L. H.: Optegn, og arbejde gennem et langt liv, i Den fynske husmand 1.7.1936.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig