Peter Jørgensen, Peter Marius Jørgensen, 28.12.1902-22.4.1993, husmandsleder. Født på Strynø. J. skulle oprindelig have været til søs, men kom på grund af krigen til landbruget og tjente som ung på Fyn og Sjælland afbrudt af et ophold på Korinth landbrugsskole 1925–26. 1928 købte han i nærheden af Slagelse en lille ejendom der ved overtagelsen befandt sig i en noget forsømt tilstand men som J. og hans hustru i de følgende år drev stærkt frem; de udnyttede bl.a. muligheden for at afsætte grønsager i den nærliggende by. J. kom efterhånden ind i organisationsarbejde og via formandsposten i den lokale husmandsforening valgtes han 1942 til kredsformand og 1951 til formand for De samvirkende sjællandske husmandsforeninger. 1957 efterfulgte han Laurits Nielsen som formand for De samvirkende danske husmandsforeninger og J. beklædte denne post til årsskiftet 1972–73. – J.s formandstid faldt i en periode hvor landbrugserhvervet som helhed havde en række vanskelige år og hvor ikke mindst de mindre brug gik stærkt tilbage i antal. I denne situation fastholdt J. på én gang husmandsbevægelsens økonomiske, sociale og kulturelle samfundssyn samtidig med at virksomheden og sigtet i husmandsforeningernes arbejde udvidedes til at omfatte familiebruget i bredere forstand. J. fik en central placering i udformningen af de støtteordninger der i 1960erne årligt tilvejebragtes ved forhandlinger mellem landbrugets organisationer og regeringen. Han markerede sig i disse forhandlingssituationer som en betydelig, ofte næsten nølende taktiker, hvem det ikke sjældent lykkedes at opnå de bedst mulige økonomiske resultater for den del af erhvervet han repræsenterede. Hertil bidrog formentlig at J. havde gode kontakter i den politiske verden. Han var politisk knyttet til de radikale og 1950–61 næstformand i partiets landsorganisation. I kraft af sin placering som husmandsforeningernes mangeårige førstemand har J. beklædt en række poster i landbrugets og landbrugsadministrationens centrale udvalg og råd. J. nød stor anseelse som husmændenes leder og også i kredse udenfor husmandsbruget stod der respekt om hans person og indsats.

Familie

Forældre: sømand, senere fisker og arbejdsmand Gomme J. (1866–1966) og Maren Dam Hansen (1872–1945). Gift 12.8.1928 i Slagelse med Karen Elise Charlotte Sørensen, født 30.10.1905 i Sønderup, død 1982, d. af gårdejer Johannes S. (1880–1964) og Katrine Nilsigne Larsen (1884–1964).

Udnævnelser

F.M. 1. 1973.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand II, 1954 344. H. E. Teglers: Magtspillet i Danm., 1969 207. Landbrugsmag. Husmandshjemmet XXII 14.12.1972. Jacob E. Buksti: Et enigt landbrug?, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig