Joh. Frid. Schwabe

Joh. Frid. Schwabe, Johan Friderich Schwabe, 13.2.1749-2.9.1821, inspektør i Grønland. Født i Stange på Hedemarken, død i Ringsaker, begravet sst. Om S.s barndom vides intet ud over at de hjemlige forhold var temmelig ulykkelige og endte med forældrenes separation 1758. Moderen tog derefter ophold i Odense fra hvis katedralskole S. blev dimitteret for at tage examen artium ved Kbh.s universitet 1766 og året efter anden examen. Derpå vendte han tilbage til Norge, hvor han først var kontorist, senere fuldmægtig hos forskellige sorenskrivere. Senere tog han atter til Kbh. hvor han 1776 blev jurist på modersmålet. Igen tog han til Norge, hvor han var faderens assistent indtil dennes død s.å. S. blev da konstitueret i faderens embede, men fik det ikke 1777. Påny tog han til Kbh. hvor han optrådte som ansøger til flere embeder som han heller ikke fik. Ove Høegh-Guldberg må imidlertid være blevet opmærksom på den alvorlige "unge" mand og håndplukkede ham 1779 sammen med Bendt Olrik til udsendelse som kontrollanter i forbindelse med hvalfangsten i Grønland. S. havde aldrig beskæftiget sig med grønlandske forhold før, endsige hvalfangst. Denne havde ikke udviklet sig efter Høegh-Guldbergs og Heinrich Schimmelmanns ønsker. Fra 1779 til 1781 stod S. i en efter forholdene livlig korrespondance med Høegh-Guldberg. S.s endelige rapport 1781 gjorde klart og velafbalanceret rede for sagerne og stillede sobre forslag til hele handelens og besejlingens forbedring. Det var derfor ikke den mindre givende rapport fra Bendt Olrik, men S.s rapport der kom til at danne grundlaget for den epokegørende instruks af 1782 for handelen og hvalfangsten i Grønland, og det er højst sandsynligt at S. var dens forfatter. Begge de to kontrollanter var i 1781 blevet udnævnt til inspektører for handelen og hvalfangsten, S. i det nordre, Bendt Olrik i det sydlige.

Sommeren 1782 udrejste S. til Godhavn. Herfra opbyggede han den nye organisation ved idelige rejser og smidige forhandlinger med de ikke så lidt genstridige handelsledere på de enkelte pladser i inspektoratet. Samtidig blev embedet i sig selv mønstergyldigt etableret. Talrige breve og cirkulærer viser hans ubestridte administrative dygtighed og klare formuleringsevne, tillige hans dybe engagement i det mangesidige arbejde. Alt skriftligt opbevaredes pertentligt i det arkiv hvortil han skabte den grundlæggende ordning. Det mest tiltalende ved hans personlighed var hans redelighed og stadige vilje til at placere inspektørembedet som formidlende mellem kolonister og centraladministration på den ene side og den grønlandske befolkning på den anden side. Ud fra sit rationalistisk humane idémønster glemte han aldrig at handelen såvel som missionen i Grønland var til for befolkningens skyld og til dens bedste, ved siden af at statens, handelens og hvalfangstens interesser skulle fremmes. Ud fra samme idémønster satte han sparsommelighed øverst både i henseende til den offentlige og den private økonomi. Han kæmpede fra det første mod enhver udbytning af den grønlandske befolkning, især naturligvis imod at man bedrog den. Skrappe regler om måling, vejning og regnskabsføring blev indført, og ensartede priser ved køb og salg blev fastlagt i den årlige pædagogisk udformede generaltakst der delvis var S.s værk. Denne administrative balancekunst gennemførte han i det nordre inspektorat, hjulpet af forholdsvis udbytterige fangstår og gunstige konjunkturer. En af hans væsentligste opgaver var at organisere den fælles grønlandsk-danske hvalfangst der i nogle år var drevet på tilfældig vis. Han søgte at få fastlagt en partsordning mellem Den kgl. grønlandske handel og de grønlandske hvalfangere. Trods megen modstand lykkedes det ham. Samtidig havde han bemærket, især ved Godhavn, at de grønlandske hvalfangere ved heldig fangst ikke kunne opbruge deres part, men enten spildte den eller omsatte den i et unyttigt overforbrug. Karakteristisk for datidens enevældige administration lod han, uden at de grønlandske hvalfangere blev spurgt, en del af deres part indgå i en såkaldt hjælpekasse som han oprettede (for øvrigt på en hvalfangerassistents forslag) i 1783. S.s synspunkt var antagelig, at det gavnlige for befolkningen måtte også være til nytte for handel og hvalfangst. Denne hjælpekasse blev det første sociale hjælpefond i verden, baseret på befolkningens egen produktion. Formålet var at yde enker og forældreløse i det nordre inspektorats hvalfangerdistrikter hjælp i trangssituationer. Funktionsområdet blev snart udvidet til at omfatte hele inspektoratet hvorved hjælpekassen kunne give understøttelse i andre trangsforhold ved siden af de hjælpeforanstaltninger instruksen af 1782 indeholdt. Allerede i S.s tid kunne kassen yde støtte til oplæring af unge grønlændere i fangererhvervet.

1785 blev en tyfuslignende epidemi fra Sydgrønland bragt til det nordre inspektorat hvor den hærgede i to år. Straks havde S. udstedt et karantæne-cirkulære; men det havde ingen præventiv virkning. Derfor udvidede S. det med henblik på kommende epidemitrusler til et omfattende cirkulære 1786. Det har forbavset selv nutidige læger at det bl.a. viste en omfattende og rigtig viden om smitteveje, og at forskrifterne i øvrigt var ualmindeligt fornuftige og konsekvente. Cirkulæret synes affattet af S. personlig og er uden samtidigt forlæg. Hans kritiskkonstruktive begavelse viste sig tydeligt deri. Beskyttelsen af mennesket, hvad enten det var et grønlandsk eller et europæisk, lå forrest i hans tankegang. Ud fra en rationalistisk moralopfattelse søgte han at beskytte den svagere part, især kvinderne, mod overgreb. De udsendtes moral lod i den henseende meget tilovers at ønske, og faste regler, især over for uægteskabelige forbindelsers konsekvenser, sørgede han for blev fastlagt i instruksen af 1782. I kraft af hans personlige sparsommelighed og afsky for "overdådighed" var inspektørboligen i Godhavn ikke fremmende for hans og familiens sundhed. Boligen og de mange rejser under barske forhold sled meget på hans helbred. 1785 søgte han derfor hjempermission som han fik det følgende år. Efter en vinter i Norge kom han 1787 til Kbh. hvor man straks fik hårdt brug for ham i den kommission der 1788 blev nedsat til overvejelse af liberale ændringer i det grønlandske foretagende. Ove Høegh-Guldberg var styrtet 1784, reformpolitikken indledt. S. så da straks i ånden alt det han havde været med til at bygge op stå foran sin ophævelse. Stadig velafbalanceret og på linje med sine principper argumenterede han hurtigt og effektivt mod det overvejende liberalistiske flertal i kommissionen. Det endte med en sejr for principperne fra 1776 og 1782. Liberalisterne måtte bøje sig for kendsgerningerne og udskyde deres reformer, hvilket i realiteten vil sige til de næste 160 år var gået.

1788 blev S. udnævnt til lagmand i Oplandene i Norge, men kunne på grund af kommissionsarbejdet først året efter overtage embedet. Her virkede han troligt, til lagmandsinstitutionen blev ophævet 1797. Han overtog herefter sin embedsbolig, gården Rør i Ringsaker. Han havde selv bekostet den sparsommeligt istandsat og havde selv drevet dens brug hvilket han vedblev med indtil sin død. Hans ægteskab blev opløst på grund af hustruens sindssygdom der gjorde det umuligt at have hende på gården. Stille, men stadig virksom henlevede han sine sidste godt 20 år.