K.E. Kristiansen

K.E. Kristiansen, Kristian Engelbrecht Kristiansen, 18.9.1882-8.6.1965, landinspektør. Født i Hejnsvig, død i Middelfart, begravet Kavslunde kgd. K. boede hjemme til 1900 og var derefter to vintre på Askov højskole. 1904 kom han på landbohøjskolen som landinspektørelev; 1909 blev han kandidat og virkede derefter en årrække i Terndrup, Ålborg, Fasterholt og Brande. Første gang K. optrådte politisk-organisatorisk var i 1912 i Bælumkredsens venstrevælgerforening der søgte at opbygge et program over de af tidens partiprogrammer som viste "frem". Hans begrundelse for at gå med var en opfattelse af at "almindelige" mennesker "åndeligt og økonomisk" blev mishandlet af "samvittighedsløse stræbere (i presse og rigsdag)". Hans hovedtanke var noget han kaldte lokalisme der bl.a. indebar at beslutningsprocessen skulle decentraliseres og lokale spørgsmål afgøres af de direkte implicerede. Herved kunne partivæsenet nedbrydes til fordel for "det sande folkestyre". På det økonomiske område sigtede han mod en slags georgeisme hvor den lovpligtige grundskyld skulle erstattes af en samfundsudvikling hvorved jordværdien "af sig selv" blev den grundlæggende værdienhed. Efter en skuffelse ved valget i 1913 hvor den kandidat han havde støttet ikke blev valgt vendte K. sig til lægen H. Torbølls selvstyrebevægelse der i mange henseender var i overensstemmelse med hans tanker. Allerede i 1912 var han imidlertid kommet i kontakt med Johan Pedersen der stod i spidsen for samstyrebevægelsen, og den kom efterhånden til at interessere ham mere og mere. Ved årsskiftet 1913/14 brød han endeligt med Torbøll. Samstyrets arbejdsmetode var via samarbejde og diskussion at erkende de højere principper, Guds love eller naturlovene, for menneskelivet, hvorved det parlamentariske systems interne stridigheder måtte ophøre. Bevægelsen forudså en verdensomspændende udvikling og pegede på at givne geografiske områder ikke burde begrænse samarbejdet, men at rammerne skulle bestemmes af fælles interesser. På den måde ville hvert menneske være medlem af flere samstyrer der hver arbejdede med sit problemkompleks. K. var 1914–18 et ledende medlem af Samstyre, og han udformede her nogle af de ideer som fik betydning for hans senere arbejde. Den vigtigste af disse var ideen om de rentefrie lån.

K. beskæftigede sig i disse år også med metafysik, fremmede religioner, teosofi, psykologi og grafologi der alle gik op i en højere enhed under hans forsøg på at finde livets mening. 1918–20 udsendte han i fire numre et lille blad, Jord og Penge for en kreds han havde stiftet, Styrelsen for Jordværdi. Han tumlede her med mulighederne for at udstede nye penge med basis i hans byggegrund i Terndrup. Grundværdipengene skulle "sælges", og de almindelige penge derefter anvendes til afvikling af prioriteter. 1919 købte K. hedegården Friheden i Fasterholt ved Brande. Herfra meddelte han i sidste nummer af sit blad der nu var omdøbt til Jord, Arbejde og Kapital, at styrelsen var opløst og erstattet af Det nye Samfund hvis formål var at overtage samfundsøkonomien ved at få produktionsfaktorerne jord, arbejde og kapital til at samarbejde. I Fasterholt, hvor der i øvrigt også udstedtes grundværdibeviser, udformede K. JAKs tegn, en sekstakket stjerne der symboliserede det harmoniske samfunds kegle mod skyggen af det daværende samfunds materialisme. Tegnet var en eftergøreise af Teosofisk samfunds. K. fortsatte i 20erne med at udbrede sine tanker som han spredte til mange sider af samfundslivet: modstand mod vaccination, Mazdaznansektens sundhedslære, Rosenkorsordenen, astrologi, hedeopdyrkning, bekæmpelse af arbejdsløs- og hjemløshed m.m. Organisationen Jord, Arbejde og Kapital oprettede K. på et foredragsmøde i Kolding i februar 1931. Ledelsesformen, der var ganske indviklet, havde han med enkelte afvigelser lånt fra Samstyre. Selv blev han formand og teknisk leder, og han forvaltede fra da af og til sin død bevægelsen forholdsvis enevældigt. Den tilslutning JAK fik i 30erne er det vanskeligt at sætte tal på. Dem man selv angav, som fx 200 000 da de var højest, kan ikke kontrolleres. En undersøgelse fra midten af 70erne anslår maksimum i slutningen af 1934 til ca. 35 000, og det synes at have meget for sig. Et nøgleord for JAKs teori var andelspenge – udstedt med sikkerhed i grundværdierne. Den høje rente og prioriteterne skulle afskaffes, og i stedet skulle en beskeden rente anvendes til fælles omkostninger. En række lokalkredse skulle være centre for økonomisk selvstyre, og de skulle organiseres i et internationalt system af produktionskredse -et sandt folkestyre. Den normale fremgangsmåde med andelspengene var at lade sognets andelsmejeri fungere som omsætningssted. Mejeriet modtog værdien af landmændenes produkter og udbetalte i stedet beviser for et tilsvarende beløb der var sikret af samme sum i Nationalbanken. Andelspengene blev indsat i en almindelig bank eller sparekasse hvor de efter ønske altid kunne ombyttes med "rigtige" penge. Et vidnesbyrd om den frygt man fra statsmagtens side nærede for de forenklede problemstillinger var forbuddet mod andelspengene ved en landsretsdom 1933.

I de følgende år kastede K. sig derefter over finansieringsforholdene med hovedvægten på de rentefrie lån hvor medlemmerne bevilgede hinanden lån efter indskud og tur. Lånene skulle formidles gennem Andehkassen JAK for kongeriget Danmark, oprettet 1934. Allerede efter en månedstid blev dog også denne kasse – med et nyt lovindgreb – lukket. Først efter godt et års forløb blev den åbnet påny med den garanti- og egenkapital sparekassetilsynet havde forlangt. Kassens finansieringsafdeling der var blevet omdøbt til Finansieringsforeningen JAK kom imidlertid aldrig i funktion igen. Den trådte i likvidation der først var afsluttet 1959 – i øvrigt med en dividende til indskyderne på 123 %. Selve kassen fortsatte til 1938 da også den trådte i likvidation. Systemets tredie streng var en afregningscentral der skulle formidle vareomsætningen, en slags tuskhandel der fungerede næsten uden brug af penge. Den likviderede i 1935. I løbet af 30erne nærmede K. sig i et vist omfang til DNSAP og til LS, ja, han forsøgte endog at tilbyde Hitler sine teorier – alt dog kun i et forsøg på at komme videre. Nazist var han ikke; hertil bød for meget ham imod – og der kom da heller ikke noget reelt ud af tilnærmelserne, ud over et vist omfang af medlemsfællesskab og kravet om handling fremfor teori. I 1944 skabte K. det såkaldte fordelingssystem der sikrede rentefrie lån efter rentefri indskud af en vis størrelse. Normalt kunne der regnes med lån på tre gange indskuddet efter 1½ års ventetid. 1958 kom det sidste store udspil JAK-banken A/S der dels beskæftigede sig med almindelig rentebærende lånevirksomhed, dels med rentefrie lån. Banken ekspanderede kraftigt og fik mange filialer, særlig på Fyn – den havde hovedsæde i Middelfart – men i begyndelsen af 1970erne stagnerede den og måtte lukke for tilgang af låneansøgninger. Pr. 1.1.1973 blev banken overtaget af Bikuben. Organisationen JAK eksisterer endnu og formidler fortsat K.s tanker om økonomisk frigørelse.