Helferich Peter Sturz, Helferich Peter Stürtz, 16.2.1736-12.11.1779, generalpostdirektør, forfatter. Født i Darmstadt, død i Bremen, begravet sst. Efter at hive gennemført bl.a. juridiske studier i Jena, hvoi han blev frimurer, Göttingen og Giessen 1753–58 kom S. 1760 som sekretær for kansleren i Glückstadt A. G. v. Eyben inden for det danske monarkis område, og 1764 blev han opdaget af J. H. E. Bernstorff hvis privatsekretær han blev. 1765 blev han tillige ansat i tyske kancelli. Litterært orienteret, kunstnerisk begavet og dertil en munter og åndrig selskabsmand blev S. et skattet medlem af den åndsaristokratiske kreds omkring det bernstorffske hjem der talte mænd som Fr. Klopstock, Chr. og Fr. Stolberg og J. A. Cramer. Under Christian VII's udenlandsrejse 1768–69 fulgte han i embeds medfør sin chef, udenrigsministeren og delte bl.a. vogn med den nye rejselæge J. F. Struensee. De to jævnaldrende, ambitiøse kongetjenere synes at være kommet godt ud af det med hinanden, men de blev n.eppe nogensinde venner. S. var på rejsen den fornemste af de to, fik 4 rdl. i tærepenge om dagen mod Struensees 3 og havde egen tjener, hvor rejsefællen måtte dele tjener med præsten. Hans behov for at komme frem ses af de ihærdige anstrengelser han undervejs gør sig for at bevæg.: Bernstorff til at give sig en højere rang. I Bi uxelles fik han endelig sit ønske om at blive forfremmet til legationsråd opfyldt. At han i England tillige blev tillagt en juridisk doktorgrad var mere en formalitet. Efter hjemkomsten fik han 1769 stillingen som generalpostdirektør, men beholdt samtidig sekretærstillingen i tyske kancelli.

Der er ingen tvivl om at S. var en oprigtig modstander al' Struensee da denne i sept. 1770 afskedigede Bernstorff; sandsynligvis har han også, som hævdet af ham selv, søgt at modvirke det, hvad Struensee dog næppe har lagt vægt på. Under hoffets ophold i hertugdømmerne samme sommer var S. kommet nærmere den kreds der samlede sig om dronning Caroline Mathilde, og nu havde han hverken råd til at forlade sit embede i protest eller lyst til at kvitte hovedstadens liv og de rrmnge venner, så meget mere som han stod i bogreb med at forlove sig ind i den fransk-ret ormerte familie Mazar de la Garde. Det lykkedes ham i de følgende måneder at bære kappen pi begge skuldre, opretholde korrespondancen med Bernstorff, der trods ængstelse og tvivl vedblev at regne ham til vennerne, men blev samtidig en nyttig hjælper for Struensee. Uden rigtig at tilhøre den intime kreds blev han dronningens kunstneriske konsulent ved udsmykningen af Hirschholm, udførte portrætter af såvel hende og børnene som af hendes elsker Struensee og han tegnede omslaget til Mathilde-ordenens statutter. Men foruden denne hoftjeneste gjorde han fyldest som en embedsmand der kunne bidrage til at føre nogle af regeringens reformer ud i livet. 4.1.1771 gennemførtes en rationalisering af postvæsenet hvorved fem direktører blev afskediget, og S. fik stillingen som den ene af tre sideordnede direktører med de tyske forretninger under sig. Selv om nyordningen var velbegrundet og ansvaret Struensees forblev navnlig den afsatte førstedirektør Holm (Th. Holmskiold) ham yderst fjendtlig. Fire dage senere blev S. imidlertid selv offer for en administrationsreform. Under påberåbelse af at ingen person kunne beklæde to lønnede stillinger i staten blev han afskediget fra tyske kancelli. Der er dog grund til at antage at hans tidligere tilknytning til den Bernstorffske linje har været den egentlige årsag, og S. fik kort efter lønkompensation. S. knyttedes desuden til afviklingen af kommercekollegiet i forbindelse med oprettelsen af det nye finanskollegium, blev sekretær i kommissionen til reorganisering af kunstakademiet hvis nye reglement han forfattede, og 19.8. lod han sig udnævne til æresmedlem af akademiet og benyttede lejligheden til at sikre sig den afgående præsident J.-F.-J. Salys lejlighed på Charlottenborg. Hvor betroet en person han efterhånden var blevet ses af at han repræsenterede kongen som aktionær ved Asiatisk Kompagnis generalforsamling i aug. 1771.

Struensees fald betød for S. afslutningen på en strålende karriere. Han hørte ikke til de af hofkamarillaen mistænkte, dertil havde han sikkert for mange venner i det borgerskab der tog afstand fra Struenseeregimet. Når han 20. jan., tre dage før sit planlagte bryllup alligevel modtog sin afsked og nogle timer senere blev afhentet og sat under arrest skyldtes det sandsynligvis hævn fra den gruppe embedsmænd han havde været med til at fortrænge, først og fremmest Holm, der var i stor yndest hos enkedronning Juliane Marie. Efter fire måneder blev han sat på fri fod, da inkvisitionskommissionen ikke havde fundet belastende materiale mod ham. Alligevel blev han forvist til Holsten, men med bevarelse af sin pension.

Efter ihærdigt arbejde fra vennerne i Kbh. blev han 1773 ansat ved regeringen i Oldenburg og kunne gifte sig, n.å. blev lønnen fordoblet til 1000 rdl., men han forvandt aldrig sin bitterhed og følte sit eksil som et ydmygende fængsel. Den før så muntre og livsglade selskabsmand blev skrantende og hypokonder. Alligevel skabte han sig i denne korte periode et navn i tysk litteratur. Mens han i Kbh. kun havde udgivet nogle numre af Der nordische Sittenfreund, 1767, en satire over et andet tidsskrift, et sørgespil Julie, s.å. og 1771 anonymt en politisk pamflet Gespräche zweyer Müsziggänger. arbejder uden væsentlig originalitet, ble/ han nu som medarbejder ved H. C. Boies Deutsches Museum bekendt som en fremragende essayist. Her skrev han bl.a. Briefe eines Reisenden vom Jahre 1768. Hans sidste arbejde var mindeskriftet Erinnerungen aus dem Leben des Grafen Joh. Hartwig Ernst v. Bernstorf (Leipzig 1777, dansk udg. Altona 1779) hvori han satte sin afdøde velgører et værdigt minde. Efter hans død flyttede enken tilbage til Kbh. -Legationsråd 1768. Etatsråd 1774.

Familie

Forældre: fyrstelig kabinetskasserer Johann Peter Friedrich S. (1710–41) og Catharine Amalie Philippine Muller (1718-tidligst 54). -13.5.1773 i Lubeck med Sara Sophie Vilhelmine Mazar de la Garde, født 25.9.1752 i Kbh. (Fr.ref.), død 19.3.1820 sst. (Fr.ref.), d. af chef for Kbh.s brandkorps, senere oberst Jean Guillaume M. de la G. (1710–83) og Sophie Renée des Rocques (1717–83).

Ikonografi

Mal. Stik af C. G. Rasp, 1779, efter tegn. af J. P. Ganz, efter dette to stik.

Bibliografi

Kilder. Bernstorflske papirer, udg. Aage Friis I–III. 1904–13. Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768–72, udg. Holger Hansen I-III 1916–23. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. samme I-V, 1927–41 (forsvarsskr. og selvbiogr. fragment i I 127–35). LU. Max Koch: H P. S., Munchen 1879. L. Bobé i Vierteljahrsschr. für Literaturgesch. IV, Weimar 1891 450–65. Fr. Olsen: Pestvæsenet i Danm. indtil Chr. VII's død, 1903. H. Hjorth-Nielsen i Årbog for det da. postvæsen XXXIV 1925, 1924 273–86. L. Magon: Ein Jahrh. geistiger und literarischer Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien I, Dortmund 1926. V. Thorlacius-Ussin;: i Kunstmuseets årsskr. XXXI-XXXII, 1944–45 144–61. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972. Jaikyung Hahn: Helfrich Peter Sturz (1736–1779-, Stuttgart 1976 = Stuttg. Arbeiten zur Germanistik, ur. XXIX. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig