Christiern Winter

Christiern Winter, d. 1537, sekretær. W. stammede fra Mors. Allerede 1521 var han sekretær i kancelliet. Som så mange af Christian IIs medarbejdere fulgte han kongen i landflygtighed, og i de følgende år udfoldede han en stor virksomhed. En kort tid var han i Mechelen lærer for kongens børn, men allerede i okt. 1524 blev han fjernet fra denne stilling af hensyn til den stærkt katolske statholder Margrethe som var utilfreds med at han havde pålagt børnenes amme ikke at lære dem Fadervor og Ave Maria på latin, men på tysk eller fransk. Sammen med Hans Mikkelsen havde han en stor andel i den danske oversættelse af Det nye testamente som Christian II udgav 1524 hvortil han bl.a. oversatte evangelierne. Da han i slutningen af året 1525 blev udvist af Nederlandene blev han kongens fuldmægtig ved kammerretten hvor han virkede – dog uden held – indtil processen ophørte efter Christian IIs angreb på Norge. Han levede i disse år i meget små kår, var 1528 så dårligt stillet at "jeg skammer mig på Eders Naades Vegne at gange ud paa Gaden, om jeg skal intet tale om Kulden, jeg lider, naar jeg udganger". Men trods al nød blev han trofast mod kongen. Først da han intet mere kunne udrette for denne trådte han i tjeneste hos hertug Albrecht af Mecklenburg der også benyttede ham som advokat ved kejserretten, et arbejde han skulle være særlig skikket til da han både var doktor i den kanoniske og verdslige ret og i lægekunsten, værdigheder han må have opnået efter 1525 da han endnu kaldtes magister.

Hertug Albrecht sendte ham 1534 til Lübeck og Danmark for at arbejde for hertugens og Christian IIs sag. Han førte en række forhandlinger, bl.a. med Jørgen Wullenweber og hertug Christoffer. Men modparten sejrede, og atter måtte W. forlade sit fædreland; med hertug Albrecht rejste han tilbage til Mecklenburg. Sidste gang man hører noget om ham er 1537 da han i Antwerpen udgav et medicinsk skrift mod podagra og gigt. Han var da hertugens råd og medicus. W. var en trofast mand, og når han udrettede så lidt for kongens sag skyldtes det til dels at han arbejdede under så vanskelige kår, dels at han manglede menneskekundskab og praktisk sans.