Jens Mogensen Rosenvinge, d. .1563 el. 1564, Øresundstolder. R. havde vistnok tidligt tilknytning til Helsingør hvor hans forældre har boet eller i det mindste haft faste ejendomme. Morfaderen, den 1474 nobiliterede Peder Hansen, havde været tolder og borgmester i byen. R. var borger dér 1544 da han optrådte som vidne i en trolddomssag. 1551–52 indkøbte han og broderen Henrik et stort parti klæde til kong Christian III. 1551 blev han rådmand, 1556 toldskriver og endelig 1560 – på statholder Mogens Gyldenstiernes indstilling – tolder ved Sundtolden. R. viste sig at være en idérig og virkelysten mand der kom til at øve megen politisk indflydelse. Han vanskeliggjorde toldsvig ved skærpet kontrol; undertiden visiterede han personlig de forbipasserende skibe, og hans nidkærhed gav anledning til mange klager. 1560 foranledigede han selv sin tilkaldelse til forhandlingerne med hansestæderne i Odense og indsamlede før forhandlingerne et godt materiale til underbyggelse af det danske standpunkt på Sundtoldens område. Ham tilkommer derfor sikkert en væsentlig del af æren, når traktaten af 25.7.1560 bragte hanseaternes anerkendelse af de sidste års udvidelser og forhøjelse af tolden. S.å. tog R. initiativet til oprettelsen af et dansk fyrvæsen der blev betalt af de søfarende gennem en ny afgift, fyrpengene, som blev en god forretning for kongen, men vakte nederlændernes uvilje. Da nye nederlandske toldpålæg 1561 gav danske købmænd anledning til bitre klager, besluttede kongen sig – på R.s forslag – til skarpe modforholdsregler. Efter længere tids stridigheder gik nederlænderne med til ophævelse af de sidste gensidige toldforhøjelser; men de måtte modstræbende finde sig i fyrpengene. Endelig spiller R. en fremtrædende rolle i udarbejdelsen af den nye søret 1560.

Familie

Forældre: borgmester i Helsingør Mogens Jensen R. (død 1528) og Anna Pedersdatter. Gift Karen Mortensdatter. – Bror til Henrik Mogensen R.

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1551–65, 1885–95. – [Bernt Moe] i Tidsskr. for den.no. personalhist. ny r. VI, Kria. 1850 396. Pers. hist. t. 5.r.VI, 1909 2f (geneal.). P. V. Jacobsen i Hist. t. V, 1844 461f. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. – Jacob Bircherods saml. til hans families hist., manus. i Kgl. bibl. (Kall fol. 130).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig