Albert Andresen, Hans Albert Andresen, 28.4.1834-27.4.1913, aktuar. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). A. blev student 1854 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, cand. phil. 1855, tog adgangseksamen til den militære højskole og blev cand. polyt. (i mekanik) 1861. Allerede 1858 blev han lærer (og inspektør) ved den skole hvorfra han var dimitteret, og sin virksomhed her opgav han først 1874. Forinden (1871) var han imidlertid -samtidig med at de to ældre statsanstalter for livsforsikring omdannedes til Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871 (senere Statsanstalten for Livsforsikring) – blevet knyttet til den nye statslige forsikringsanstalt som beregner. I denne stilling havde han særlig ansvaret for den praktiske udformning af det for anstalten ved loven af 1871 skabte nye grundlag, og arbejdet hermed ledede han så dygtigt at han 1888 forfremmedes til stillingen som direktionens matematikkyndige medlem. Som sådan virkede han til 1906 da han på grund af alder tog sin afsked. – I en vis forbindelse med A.s egentlige livsgerning som forsikringstekniker står det at han fra 1891 i en årrække var formand for repræsentantskabet i Huslejeassuranceselskabet i Kbh., men i øvrigt udfoldede han uden for forsikringsvæsenets områder en mangesidet virksomhed i faglige foreninger og institutioner med sociale formål. 1865 var han således medstifter af foreningen Fremtiden, 1866–74 sad han i Industriforeningens bestyrelse, 1877 deltog han i stiftelsen af Teknisk Forening af hvis tidsskrift han 1878–1903 var redaktør, og 1882 var han medstifter af Kreditforeningen af Grundejere i Kbh. og Omegn, af hvis repræsentantskab han var medlem til sin død. Han sad desuden i direktionen for de Massmannske søndagsskoler, var medbestyrer af det Reiersenske Fond, sad i bestyrelsen for den Letterstedtske Forening og for Hjælpeforeningen for kvindelige Håndarbejdere og var medlem af Udvalget for Folkeoplysnings Fremme. Endelig kan nævnes at han 1878–84 var medlem af Kbh.s borgerrepræsentation hvor hans tekniske indsigt ikke var uden betydning. A. har også udfoldet en ret omfattende virksomhed som forfatter af populære skrifter og som oversætter -navnlig fra engelsk – så vel af teknisk som af skønlitteratur (Dickens). Når A. kom til at gøre sig gældende på så mange og vidt forskellige områder skyldtes det ikke blot hans rent tekniske dygtighed, men tillige hans sunde praktiske blik for alle livets forhold, hans væsens jævnhed og elskværdighed og hans betydelige evne til at omgås mennesker. – Virkelig etatsråd 1907.

Familie

Forældre: skræddermester Andreas A. (1802–76) og Birgitte Dahlgreen (ca. 1800–72). Gift 30.7.1861 i Cottingham, Yorkshire, med Elizabeth Issott, født 8.9.1837 i Beverley, England, død 8.6.1915 i Kbh., d. af malermester Joseph I. og Sarah.

Udnævnelser

R. 1892. –

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

De statsgaranterede danske livsforsikrings-anstalter, 1892 364. Dansk forsikrings-tid. 3.5.1913. Berl. tid. 28.4. s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig