David Simonsen

David Simonsen, David Jacob Simonsen, 17.3.1853-15.6.1932, judaist, filantrop, bogsamler. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). S. blev student 1870 fra det v. Westenske institut og studerede derefter østerlandske sprog ved Kbh.s univ. under A. F. van Mehren. Allerede som 20-årig besvarede han, samtidig med Frants Buhl, universitetets prisopgave over et emne inden for den arabiske og hebraiske syntaks og fik 1874, ligesom Buhl, accessit. Siden sin skoletid havde S. dyrket de talmudiske fag, og 1874 tog han til Breslau for at studere ved det derværende jødisk-teologiske seminarium. Endnu inden han 1879 havde bestået sin rabbinatseksamen fik han tilbud om et docentur ved seminariet. Han afslog imidlertid både denne gang og senere, da han blev opfordret til at overtage en ledende stilling ved en lignende læreanstalt i Ramsgate (nu Jew's College i London). Han foretrak at virke i Danmark hvor han som den første danskfødte rabbiner blev ansat ved Det mosaiske trossamfund i Kbh. under den allerede dengang højtbedagede overrabbiner, professor A. Wolff. Efter dennes død blev S. 1892 overrabbiner, men allerede 1902 opgav han stillingen.

S. var en ualmindelig lærd mand med alsidige interesser. Hans litterære produktion, hvis styrke er en imponerende viden parret med kombinationsevne strækker sig over de mest forskellige filologiske, historiske og boghistoriske områder med hovedvægten på judaistiske emner. Den består af en lang række mindre, til dels ganske små afhandlinger og indlæg spredt rundt omkring i tids- og lejlighedsskrifter. Blandt hans arbejder skal nævnes Skulpturer og Indskrifter fra Palmyra i Ny Carlsberg Glyptothek beskrevne og forklarede, 1889, som også udkom på fransk, samt en række afhandlinger i tidsskrifter og festskrifter: Le Psaume XXII et la Passion de Jesus, 1891, Til Koppeindpodningens Historie, 1894, Arabie Responses of Maimonides, 1900, Hebraisk Bogtryk i ældre og nyere Tid, 1900, Der vergessene Verbalstamm [jph] und einige seiner Derivate, 1901, Ordenes Liv, 1903, Min Religion og min Livsanskuelse, 1904, Zur Geschichte der Familie Liebmann (Berlin), 1905, Le Pourim de Saragosse est un Pourim de Syracuse, 1910, Ein Midrasch im IV. Buch Esra, 1911, Mendelssohniana – aus Dänemark, 1916, Dänemark und die Juden in Prag 1745, 1917, Musketerens Edsaflæggelser. Et Bidrag til dansk Rettergangs Historie, 1920, Jødiske Æventyr og Legender, 1928 og Eigentümliche Namen, 1929. – S. var primus motor i jødiske lærde selskaber, bl.a. i Mekize Nirdamim (De slumrendes opvækkere), en forening til udgivelse af ældre hebraiske hovedværker, i Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaft des Judentums o.a., og han har både videnskabeligt og materielt bidraget til et stort antal judaistiske værkers tilblivelse. I anledning af hans 70-års fødselsdag udsendtes et festskrift (1923).

Den samme alsidighed som S.s forfatterskab udviser præger også hans bibliotek som han havde tilvejebragt i løbet af ca. 60 år, og som ved hans død rummede henimod 40 000 bind. Den betydeligste del af bogsamlingen der i egentligste forstand var et brugsbibliotek, bestod af hebraica og judaica, men den var også meget righoldig på mange andre områder, som memoirer, kulturhistorie, de østeuropæiske landes historie og meget andet. Efter S.s død kom størstedelen af denne store bogsamling i Det kgl. biblioteks eje, og denne meget værdifulde erhvervelse gav stødet til oprettelse af en særlig afdeling for judaica og hebraica – Bibliotheca Simonseniana – hvis samlinger, også takket være senere tilvækst, nu er af international betydning. – Den hjælpsomhed og organisationsevne som S. udviste på videnskabeligt område antog endog meget store dimensioner, når det drejede sig om at lindre almindelig menneskelig nød. Allerede som rabbiner havde han udført et stort filantropisk arbejde, men det var først efter hans tilbagetræden at denne side af hans virksomhed udfoldede sig i stadig tiltagende grad. I begyndelsen af århundredet var han med i første række til at organisere hjælpen til de talrige ofre for jødeforfølgelserne i Østeuropa og til emigranterne til de oversøiske lande. Og da første verdenskrig brød ud, kom han til at indtage en førende stilling i det hjælpearbejde der blev ydet i de følgende år. Han oprettede forbindelsen mellem jødiske krigsfanger og deres pårørende og mellem de enkelte medlemmer af de ved krig og deportation splittede familier; han var bindeled mellem de forskellige hjælpeorganisationer rundt om i landene, formidlede meget store beløb fra udlandet til de nødlidende i de krigshærgede lande og skaffede selv endog betydelige pengesummer til veje til samme formål. Hele dette arbejde kulminerede i årene efter krigen, da utallige hjem og virksomheder i Østeuropa blev genopbygget og endnu flere mennesker reddet fra den værste nød. S. var en i enhver henseende uafhængig mand, og dette i forbindelse med hans retlinede karakter og hans hjælpsomhed vandt ham stor respekt i de forskelligste kredse. Han var således formand for det permanente centralråd som var blevet nedsat af Conférence universelle juive de secours og sad som ledende bestyrelsesmedlem i en række, både danske og udenlandske, velgørende selskaber. – Tit. professor 1903.