Peter Schmidt, Peter (Peder) Poulsen Schmidt (Smed), 22.11.1797-18.3.1885, filantrop. Født i Stenderup, Toftlund sg, død på Bøgildgård, begravet i Torning. S. var et par år i handelslære i Kbh., læste derefter til landmålereksamen og var i tre år assistent ved matrikelopmålingen i Jylland, i et par år skriver på et herredskontor og kom 1823, 25 år gammel, på Tønder seminarium hvor undervisningssproget da var tysk. 1825 blev han på foranledning af J. Collin efter kongelig ordre sendt til Schweiz for at gøre sig bekendt med arbejdet i den af Phillipp Emanuel v. Fellenberg under påvirkning af Heinrich Pestalozzi oprettede opdragelsesanstalt på Hofwyl ved Bern. Her var S. i 14 måneder og satte sig grundigt ind i Fellenbergs opdragelsesprincipper der forbinder skoleundervisning med praktisk oplæring ved landbruget. Efter hjemkomsten oprettedes med kongens støtte 1827 et fellenbergsk institut på gården Cathrinelyst ved Sorø (nedlagt 1848). S. længtes dog tilbage til Jylland, og 1830 fik han tilladelse til at købe den forfaldne hedegård Bøgildgård ved Kjellerup; den blev stillet gratis til rådighed for ham tillige med et beløb til nye bygninger og disses forsyning med inventar m.m. I øvrigt skulle S. klare sig uden tilskud til driften af Bøgildgård der skulle ledes som "fellenbergsk institut" for drenge. S. blev gennem sit opdragerarbejde banebryder for nye synspunkter i forsorgen for vanskelige børn. Han forstod at bibringe medarbejdere og elever arbejdsglæde og lykkefølelse ved de små fremskridt der nåedes, og ved sin nøjsomhed og arbejdsomhed lykkedes det ham at forbedre forholdene. I en del år måtte han for at skaffe midler til Bøgildgård påtage sig meget arbejde som landmåler. Fra 1842 fik han et lille statstilskud der efterhånden forøgedes. I hans sidste leveår blev Bøgildgårds gamle og dårlige bygninger afløst af nye, og virksomheden er senere ændret således at hjemmet siden 1912 drives som statsungdomshjem. S. virkede bl.a. også som taler for afholdssagen og nød stor anseelse på egnen.

Familie

Forældre: gårdmand Poul Hansen (S.) (ca. 1761–1806, gift 1. gang med Maren Jensdatter, 1767–89) og Maren Jensdatter (ca. 1767–1828). Gift 1. gang 25.6.1830 i Bevtoft med Gyde Maria Toft, født 3.3.1796 i Bevtoft, død 25.6.1842 på Bøgildgård, d. af fæstehusmand Peder Jensen T. (ca.1750–1826) og Lena Sørensdatter (ca.1753–1824). Gift 2. gang 4.6.1843 i Torning med Rasmine Caroline Gade, født 4.6.1802 i Grenå, død 10.10.1859 på Bøgildgård, d. af landeværnskaptajn og konsumtionsinspektør Cæsar Læsar G. (1751–1807) og Elisabeth Krog (1759–1817).

Udnævnelser

DM. 1840. R. 1877.

Ikonografi

Træsnit 1877. Litografi 1878 efter foto.

Bibliografi

C. A. Thyregod i III.tid. 21.10.1877. Nik. Bojsen: Medd. om den fellenbergske opdragelsesanstalt, 1888 (3. udg. 1900). Axel Petersen: Samf. og barnene, 1904 110–15. Olaf Carlsen: Om det første da. Fellenbergske institut, 1926 = Sorø akad.s skoleprogr. Beretn. fra statsung-domshjemmet Bøgildgård 1830–1930, 1930.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig